Kold - Det Falmede Håb

Det Falmede Håb

· Udkom

Type:Album
Genre:Atmospheric Post-Black Metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Er de mon gået kold?

Fredag den 5. september var en rigtig god dag for fans af dansk black metal. Frelser udgav sin debutplade – i fysisk format – Morild udgav et mesterligt ’comeback’-album, og sørme om ikke også Kold udgav sit andet album, nemlig Det Falmede Håb.

Vi har tidligere rost og skrevet varmt om Kolds udgivelser – og personligt var jeg da også rigtig glad for Intet Mere Er fra 23, især åbningsnummeret ”Vinden, den kalder dit navn”, som er lidt af et mesterværk i sig selv.

Men nu er der gået to år, og udover en single er det ikke meget, vi har hørt fra Kold. Spørgsmålet er derfor, om de stadig har noget at byde på, eller om de er gået … Kold.

PDSBM

Bandets tidligere udgivelser begge var klassisk iskold andenbølge-atmo-black tilsat sparsomme post-blackede elementer, der lige fik lov til at udgøre de sidste ti procent af musikken. På Det Falmede Håb er den fordelingsnøgle dog blevet erstattet, så efterhånden er Kold nu ovre i at være decideret post-atmosfærisk black metal. Det er ganske forståeligt, at duoen har valgt at ryste den kreative pose, for man kan fodre grise med de mange atmo-black-bands i det her land, som alle spiller sange, der varer syv minutter.

Men som så meget andet er forandring og nye kreative processer tit en omgang ’to skridt frem, ét tilbage’ – dette gælder desværre også Det Falmede Håb. Albummets reelle første nummer, ”Alt Vi Havde Kært”, er en ordentlig mastodont med en spilletid på over et kvarter, hvilket desværre er markant mere, end det kan holde til at være. Sangen er ekstremt repetitiv, og jeg skal da indrømme, at jeg flere gange sad og tænkte, om repeatfunktionen var blevet slået til. Heldigvis er resten af albummet langtfra lige så monotont, og ”Solen Går i Hi” er et fuldstændigt genialt nummer, hvor Kold virkeligt spiller med de musikalske muskler.

Kold har aldrig været et særligt muntert projekt, ej heller blev man da helt lallet af at lytte til musikken. Men Det Falmede Håb er nu alligevel tynget, betydeligt mere, af tonstung tristesse sammenlignet med eksempelvis Intet Mere Er, som havde en – weltschmerz til trods – lethed over sig. Kanske det netop er denne aura af DSBM, som er med til at gøre musikken på bandets anden udgivelse mere monoton og repetitiv end tidligere. Og trods min enorme kærlighed til samt fascinationen af samtlige afskygninger af black metal så er DSBM og jeg stadigvæk Des.

Tungen lige i munden

At sige, jeg er skuffet over Det Falmede Håb, vil være en overdrivelse. For selvom der da er lavet nogle ændringer i musikken, så lyder Kold nu stadig som Kold. At de har valgt at tænke ud af boksen og bevæge sig ud i nyt territorium, er et smart træk, men derfor er de nu alligevel på gyngende grund. Jeg er dog fortsat fan og særdeles nysgerrig på, hvor de lander henne – for potentialet er der, og der er ikke mange black-bands i Danmark, der leger med både det post-metallede og DSBM’en. Hvis de holder tungen lige i munden – og fokuserer – så tror jeg godt, at Kold kan komme op ved siden af de tunge drenge i dansk black metal.

Tracklist

  1. Intro
  2. Alt Vi Havde Kært
  3. Forvitret Fortid
  4. Det, Du Glemte
  5. Solen Går I Hi
  6. Uden Øjne