New band, who dis?

Frelser er et nyt navn på den danske metalscene, om end bandet består af garvede musikere fra diverse andre bands, der dog har det til fælles, at de ikke har udgivet mere end ét album hver. Dette kunne jo godt give én en ide om, at der hersker en voldsom omgang rastløshed blandt medlemmerne, når man sådan hopper fra projekt til projekt. Det kan selvfølgelig også ses som en slags helgardering, forstået således at når man laver så mange forskellige ting, ja, så må én af dem da blive en succes og derved den hest, man sætter alle sine penge på. Uanset hvad er Frelser klar med sin debut med det optimistiske og positive navn Afgrundsprofeti.

Spise her eller Mayhem?

Afgrundsprofeti er ægte rå black metal. Her er hverken lange atmosfæriske passager, folkedans eller jazzballet, nej! Der er misantropi og tæsk – i ansigtet, med en mukkert! Det er dog ikke af den punkbøllede art, som ellers er blevet så populær her til lands med bands som Nyredolk, Stikkersvin og Ædel Fetich. Nix, det her er langt tættere på den gode gamle 90’er-black fra Norge. Tag nu bare titelsangen, der hørmer af jordslået tøj og rådne grisehoveder, som var den taget direkte fra De Mysteriis dom Sathanas. ”Knivene hvisker” minder da også om både ”Pagan Fears” og ”Life Eternal” – ikke at det  har en betydning for kvaliteten af nummeret, og overordnet kunne man nok godt trække en rød tråd fra samtlige numre på skiven her til numrene på De Mysteriis dom Sathanas.   

For helt generelt virker det til, at Frelser er rigtigt glade for Mayhem og især føromtalte debutalbum – hvilket da også er ganske forståeligt; det er jo et reelt mesterværk. Sammenligningen skyldes ikke kun, at sangskrivningen på Afgrundsprofeti virker utroligt lig den på kirkepladen; det er faktisk primært vokalen, der får en til at tænke på Attila Csihar, især når den slår over i en stil, der minder utroligt meget om hans særegne ’opera’-vokal.

Det eneste eksempel på noget helt andet, rent musikalsk, er det instrumentale intermezzo ”Elsker du stadig din næste?”. Her er der cello, akustiske guitarer og en stemning, der virker mere henad det victorianske London end en muggen kælder i Oslo. Det er et smukt nummer. Problemet er bare, at det vitterligt blot er et intermezzo, og ikke en intro til et andet nummer eller en varsling om et stilskift – desværre. Det er vitterligt bare to minutters cello – og det virker sindssygt malplaceret. Det er virkeligt sådan et nummer, hvor man står tilbage, klør sig i skægget og tænker: ’Hvorfor?’.

… And Justice for Cello

Frelser har afgjort fat i noget, men Afgrundsprofeti kunne bestemt stå skarpere. Det største problem er længden på numrene. Titelnummeret kunne nemt være blevet skåret ned med to-tre minutter, hvilket havde resulteret i et markant stærkere nummer. Når man spiller ’skal vi slås!?’-black, så er der ingen grund til at lave et nummer på over ni minutter. Derudover bør de klart gentænke den cello der. Celloen er et fantastisk instrument, men der er ingen grund til at slæbe den ned i øveren ’bare fordi’ – det er synd og skam; giv den en rigtig plads i lydbilledet, eller stil den op på loftet igen. Men kritik til trods så kan jeg godt lide Frelser, jeg kan godt lide deres debut, og jeg kan især lide vokalarbejdet. Det er helt genialt og noget, dansk black metal har manglet!