King Diamond - Give Me Your Soul... Please

Give Me Your Soul... Please

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Spilletid:53:58
Antal numre:13

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Op til denne udgivelse har King Diamond ikke været fedtet med at gå frem i medierne, og ytre sin fulde tilfredshed omkring "Give Me Your Soul…Please". Det er der selvfølgelig intet i vejen med, men jeg synes nok der blev taget lidt rigeligt store ord i brug, hvilket gjorde at jeg blev noget skuffet da jeg langt omlænge selv fik mulighed for at lytte albummet ordentligt igennem. Det tog mig faktisk 4-5 fuldlængde lytninger, før albummet for alvor bed sig på, men så begyndte det også at åbne sig. Det er nu ikke fordi "Give Me Your Soul…" er et specielt anderledes King Diamond album, og det er nok lidt humlen i det hele, da jeg havde forventet noget mere nytænkning. Der var jo ligesom lagt op til at dette album skulle skille sig lidt ud fra mængden, men det gør det ikke. Derimod ligger det musikalsk og produktionsmæssigt i fin forlængelse af nyere udgivelser som "House Of God" og i særdeleshed "The Puppet Master". Begge disse skiver er i min bog rigtig fine kreationer, men det var bare ikke det jeg havde forventet. Lytter man mere nøgternt på det, finder man dog ud af at der faktisk er tale om endnu et solidt album i rækken, og jeg er i særdeleshed imponeret over de mange vilde leads, som Andy La Rocque og Mike Wead herpå fyrer af sted i stor stil. Smukt og medrivende! King lyder som King har lydt på plade de sidste mange år, hvilket betyder at der er skruet noget ned for den vilde faset, og det er jo lidt synd. For det er netop det teatralske og onde jeg savner lidt i stemmen – og ingen kan matche hans diabolske latter. Disse efterlyser jeg i højere grad herpå. Derudover; når nu historien meget handler om en lille pige smurt ind i sin brors blod, havde det virket mere makabert hvis disse linier var blevet indsunget af en pige, frem for af King Diamonds egen kæreste/kone Livia Zita. Hun passede dog rigtig godt ind i historien på "The Puppet Master", men her falder det lidt til jorden. Så skulle han hellere have valgt selv at synge alle vokalerne, for det virkede nemlig med bravur på "Two Little Girls" fra "The Eye" (1990). Ja, det lyder som mange sure opkast herfra, men fortvivl dog ej, for der er altså stadig tale om et rigtig godt album, hvor især "Black Of Night", "Never Ending Hill", "The Floating Head" og titelnummeret svinger fedt, men det er jo også nogle knalddygtige musikere han bruger – det er stadig det samme band siden "House Of God" turneen. Jeg ser under alle omstændigheder frem til at se King Diamond live igen, for det er som bekendt altid en sand fornøjelse.