Op på lakridserne
Knap var mødet med pølsekutteren fordøjet, før et brøl fra Gehenna flænsede skovens dybe, stille ro. Urostifterne viste sig at være dødsorkesteret Jungle Rot, en ultrasjælden art, der ikke har været observeret på disse kanter siden besøgene på hedenfarne The Rock og Musikcaféen i Aarhus, begge tilbage i 2006. Redaktionens møde med kvartettens hidtidige studieudgivelser har da også lige knap gjort varigt indtryk. Med afsæt i blandt andet Obituary og Six Feet Under samt polske Vader var det dog ikke amerikanernes evner bag mikserpulten, men derimod på de skrå brædder, der skulle stå sin prøve denne eftermiddagsstund.
OOOOLD SKOOOOL!
Jungletrommerne buldrede onsdag eftermiddag lystigt ud over Gehennas flisbeklædte underlag, men på trods af det relativt solide fremmøde var der bemærkelsesværdig stilstand at spore de fleste steder. Det ligger selvfølgelig også i menneskets natur at spejle sine omgivelser, så med de stationære skikkelser på scenen in mente var der såmænd fin ræson heri. Bevares, der blev da kastet de obligatorisk pligtskyldige horn mellem numrene. Udfordringen bestod blot i at differentiere disse fra hinanden. Laveste fællesnævner består som bekendt for professionelle musikere i at kunne betjene deres instrumenter. Tjek. Men det er saftsuseme også lavt sat, når man trisser rundt i de samme trivielle akkorder og rytmemønstre om og om igen.
Mens den forreste del af forsamlingen, efterhånden som sættet skred frem, besluttede sig for at holde en fest, lod det stik modsatte til at gøre sig gældende på de bagerste rækker. Den massive migration i lind strøm frem og tilbage virkede som et voldsomt forstyrrende element og afslørede en gennemsnitlig koncentrationsevne på samme niveau som en tumling med ADHD. Til deres forsvar skal dertil siges, at interaktionen mellem forsanger Dave Matrise og den fremmødte forsamling mestendels begrænsede sig til præsentationen af de respektive numre. Her kunne ”Beyond the Grave” dog fremhæves marginalt for en glimrende udført solo.
Som stod det i manuskriptet, markerede ovennævnte skæring overgangen til en noget mere ophidsende sekvens af koncerten. ”A Burning Cinder” blev således suffleret af indtil flere crowdsurfere samt en hæderlig circlepit. Også bassist James Genenz vågnede her op af sin melatonindvale, dog blot for at anspore publikum til at stikke lapperne i vejret. Ironien kunne da heller ikke have været tykkere, da Matrise forud for ”Send Forth Oblivion” brølede: ’Are you still with us tonight?’. Klokken viste på daværende tidspunkt 15:30. Fik vi for resten nævnt (mere end en 30-40 gange), at de spillede ’OOOOLLLDD SKOOOLLL!’?
I mangel af bedre alternativer
Allerede i løbet af sættets første nummer stod det klart ud fra de sporadisk overhørte kommentarer, at en betragtelig del af publikum havde indfundet sig foran Gehenna, simpelthen fordi alternativerne på de øvrige scener fremstod mindre attraktive. Det var da også usigelig svært at få pulsen op over en længere periode, på trods af det ellers glimrende håndværk fra både Matrise og det øvrige triumvirat. På en dag, hvor lyden på festivalens mindste scene skulle vise sig historisk ringe, stod den i nærværende tilfælde tragikomisk nok bemærkelsesværdigt skarpt. Mange af de tilbageværende virkede dog fjerne eller decideret slukkede i blikket, hvilket udvandringen under lukkeren ”Psychotic Cremation” illustrerede til fulde. Inde i junglen, den dybe jungle, havde løven i al fald sovet trygt og godt den sidste halve times tid. Novra, for en langgaber!
Sætliste:
1. Worst Case Scenario
2. Stay Dead
3. A Call to Arms
4. Beyond the Grave
5. A Burning Cinder
6. Intro
7. Population Suicide
8. Total Extinction
9. Send Forth Oblivion
10. Paralyzed Prey
11. Psychotic Cremation
