Entrails er på den ensporede bane igen

Det svenske dødsmetalband Entrails er nu klar med deres femte album. Deres bagkatalog indeholder albums såsom Obliteration (2015), som fik overordnede positive anmeldelser. Entrails’ lyd er et nostalgisk tilbageblik på old school dødsmetal, hvilket kan være forfriskende i en æra, hvor melodiske metalgenrer som metalcore er relativt dominerende. De svenske dødsmaskiners diskografi har altid haft en rød tråd og ikke ladt nye trends have en påvirkning på deres lyd. Den røde tråd betyder desværre også, at Entrails ikke har udviklet sig specielt meget siden deres første skive…

Fe’ dø’ – men mere er det ikke

Hvis du forventer et nyskabende album inden for dødsmetal, så vær klar til at blive skuffet. Entrails er ikke et band, der er kendt for at skrive det ene banebrydende album efter det andet. Deres rolle er derimod at lege med en formular, de på forhånd ved, fungerer ganske udmærket. De kan finde ud af at lave ond og grusom svensk dødsmetal. Det er dog ikke nogen undskyldning for at lave en generisk parodi på sig selv, hvilket de har formået at gøre på World Inferno.

World Infernos overordnede lydbillede kan opsummeres med tre udsagn: tonsende, jordskælvfremkaldende og mangel på dynamik. Entrails’ guitarriffs er beskidte, mudrede og ikke mindst tunge; til dels på grund af guitarlyden, der kun kan skabes af den legendariske guitarpedal BOSS HM-2, også kaldet ”The Swedish Chainsaw Tone”. Det er en karakteristisk lyd, som benyttes af flere pionerer inden for svensk dødsmetal, såsom Entombed og At The Gates. Denne lyd åbner dørene op for ekstreme og brutale riffs. Desværre har Entrails valgt at skrive nogle riffs, der er lige til glemmebogen.

Med sangtitler som ”Insane Slaughter”, ”Suffer” og ”Serial Murder (Death Squad)” er der ingen tvivl om, hvilket lyrisk univers vi bevæger os ud i. Jeg kan virkelig ikke sige andet end: ”Gab”… Det føles, som om de har skrevet den samme sang 10 gange og givet den forskellige titler, så albummet kunne vare 46 minutter.

Til World Infernos forsvar vil jeg dog sige, at det er en intens skive. Produktionen er fyldig og giver et ordentligt slag i nyrerne. Trommerne er et af de få elementer, der gør et forsøg på at gøre pladen dynamisk. De kan gå lige fra en groovy og langsom stil til blast beats med kraft som tordenbrag. Det er dog desværre ikke nok til at redde pladen

Generisk og uinspireret

World Inferno efterlod ikke noget indtryk på mig ved hverken første lytning eller fjerde lytning for den sags skyld. Albummet ræser forbi med konstant tempo og kører lige ud ad landevejen. Dets tonsende brag gennem lytterens kranium kan næsten kaldes for en kedelig oplevelse.