Eksperimentet lever
Undskyld mig, men siden hvornår er et vikingemetal-band begyndt at gå drone i bedene? Før du taber dit langsværd i bar chok, lad mig berolige dig med, at det eneste, de har nappet fra den specielle genre, er længden på numrene. Eller, i dette tilfælde, nummeret. For Winter’s Gate er nemlig ét langt nummer på godt og vel 40 minutter, og selvom det umiddelbart giver nogle udfordringer ift. at vælge sine yndlingsnumre (spoiler: Det kan du ikke), kan man snildt bære over med deres eksperimenteren med formatet.
Opeth Amarth
For der er rigeligt med yndlingspassager at vælge imellem. For at få det her til at gå op i en højere enhed er indholdet en fantastisk, og velvalgt, kombination af melodød, vikingemetal og tilmed lidt lettilgængelig prog a la Opeth, præ-Ghost Reveries. Det hele oser af atmosfære og spilleglæde, og som lytter er man ikke i tvivl om, der virkelig er lagt sjæl i det her. Normalt ville man, som anmelder, fremhæve enkelte numre som værende et albums højdepunkt; noget, der af gode grunde ikke kan lade sig gøre her. Der er dog flere steder på albummet, hvor jeg er stoppet op og har måttet lytte intenst og dernæst nikket anerkendende af deres evner til ikke blot at strikke passager sammen, men at få dem til at hænge sammen uden at give køb på det store billede.
Men det er ikke kun oplevelsen af musikken, der er med til at gøre Winter’s Gate til en speciel oplevelse. For rent faktisk fungerer det som soundtrack til den historie, der bærer hele konceptet. Når man anskaffer sig Insomniums seneste udspil, følger der en lille novelle med, der fortæller en historie, som ikke blot handler om at plyndre og hærge. Naturligvis er der skelet til vikingernes ry for at befri diverse klostre i saksernes land for deres jordiske og gyldne gods, men dette er ikke blot en fortælling om tilegnelsen af rigdom og ære. Der er vævet en overnaturlig historie ind i eventyret, der ses fra flere vinkler – noget, der giver sagaen mere liv, end hvis historien blot var blevet fortalt på vers.
Før GPS og DMI
Og det er med til at gøre denne skive så forbandet interessant. Fortællingen om en gruppe vikingers mangelfulde viden om lokale vejrforhold og mytologi bliver understreget af bandets evne til at skifte fra clean vocals, tilsat drømmende soli, til dobbeltpedal og melodisk tråd. Det her album indeholder næsten alt, hvad hjertet kan begære af klassisk Amon Amarth-inspireret vikingemetal, til blide klaverpassager, der understreger de tempofyldte passager, der igen umærkeligt glider over i både black metal-inspireret trommespil og næsten ambient prog – noget, der er med til at gøre det til en, til tider, episk oplevelse, der dog aldrig bliver en parodi på de genrer, de så effektivt har syet sammen til et album, der konstant overrasker.
