”Fru Fernando Møghe er død”
Hvis du kender det der metal, så kender du med garanti også Illdisposed. De har spredt skræk og rædsel i Nordeuropa i nærved 30 år, og deres ophav i den jyske muld har udstyret dem med en bund, der er er lige så solid som Bo Sommers dialekt. Gennem årene har de samplet utallige danske filmklassikere – plus det løse – til at sætte stemningen på deres respektive fuldtræffere, og de har efterhånden opnået samme status på den danske metalscene, som Matador har i den danske filmkanon. Men hvordan står det så til i camp Illdisposed? Er der stadig ild i posen, eller er barslagsmålet gået i sig selv?
”Lad den gamle gå på toilet, krafthelvede”
Sidste gang Illdisposed sparkede døren ind og klappede os et par på hovedet, blev jeg vældig glad for at høre, at de var gået tilbage til dengang, død var lidt mere farligt, mens de stadig bevarede essensen af jysk had. Jeg skal ikke gå i detaljer, med hvad der gør hvert enkelt nummer til noget heeeelt særligt, for det kan jeg ikke. Der er nemlig ikke de store musikalske udsving på pladen, ingen ”nu prøver vi lige at eksperimentere med x”. Denne gang er fidusen dog mindre åbenlys. I stedet for at ruske dig til du får næseblod, føles det mest som et ondsindet forsøg på at franarre dig din pinkode og din værdighed. Det hele er dog stadig umiskendeligt Illdisposed, på godt og ondt.
Javel ja, pladen åbner med det overraskende sludgede titelnummer, men Bo lyder som Bo, trommerne lyder, som de bør i Illdisposed, og alt er bare, som det altid har været; med barske hooks og tilpas melodiske soli – det skal jo nødig blive for fimset. Ellers er vi tilbage i de gode gamle dage, hvor Illdisposed regerede enevældigt over dansk dødsmetal. Forskellen på den gang og nu er produktion og mix. De to er lige i øjet og favoriserer ingen, hvilket kommer pladen til gode som helhed. Men det betyder desværre også, at charmen ved en kæberasler med knojern har måttet vige pladsen for trusler om samme. Selvom det lyder bekendt, lyder det ikke af en mengrad, der udløser en større forsikringssum.
”Danskjävlar!”
Jeg er stadig usikker på, hvad jeg skal mene om Reveal Your Soul For The Dead. Jeg elsker Illdisposed og de mange gode stunder, vi har delt, både på scenen og til diverse festlige, hjemlige lejligheder. Det er ikke denne plade, der skiller os ad, men den minder for meget, om alt hvad vi har hørt fra kongerne af bølledød, og det virker, som om knytterne er halvhjertede efterhånden. Det er det gamle Illdisposed med det nye Illdisposed, og for nogen skal det nok være en drøm, der går i opfyldelse. Jeg tror, det er en plade, der med tiden vil folde sig ud og komme til sin ret, og jeg er ligeglad med, om det glas, jeg får i hovedet, er nypudset. Jeg vil hellere have en god, gammeldags røvfuld ude foran bodegaen end halvhjertede trusler på cocktailbaren – men det er nok bare mig og mit Stockholmsyndrom.