At bringe et dementi eller ej

Allerede da Ildskær annoncerede Paa Dækket Kalder De Døde, begyndte jeg at overveje, hvorvidt jeg skulle starte min anmeldelse med et dementi. For selvom syv ud af ti er en fremragende karakter, endda for en debut, så kunne jeg mærke på mig selv, i takt med jeg hørte albummet igen og igen, købte vinylen og endda t-shirten, at jeg måske skulle have smidt en højere karakter efter de herrer Garðarsson og Skóggangr. Men efter at have hørt Paa Dækket Kalder De Døde, bliver jeg faktisk i tvivl, om et dementi er på sin plads alligevel. Det, jeg (og nærmest alle andre anmeldere) kritiserede debuten for, var den manglende dybde, det Darkthrone-inspirerede trommespil og de repetitive melodier. Netop alle disse kritikpunkter er noget, bandet har fikset, så måske var kritikken berettiget, og hvad mere imponerende er, så virker det til, at Ildskær er et band, der tager kritikken til sig – hvilket er banebrydende! Men udover at Paa Dækket Kalder De Døde har fikset de problemer, som Den Rædsomste Nat havde, hvad er der så ellers at sige?

Kunsten at tage kritik til sig

Paa Dækket Kalder De Døde fortsætter præcis hvor forgængeren slap, altså kort tid efter Københavns Bombardement, som så Danmark svækket i en sådan grad, at nationens fortsatte eksistens var uklar. Flåden var væk, hovedstaden bombet sønder og sammen og moralen ikkeeksisterende. En tid med total desperation, angst, panik og apati regerede derfor landet – og hvis det ikke er det perfekte oplæg til black metal, ja så ved jeg ikke, hvad er! EP’ens omdrejningspunkt er netop tabet af den dansk-norske flåde, og samtlige numre omhandler diverse søfartsslag og alle de mange matroser, der mistede livet under disse. Selv coveret forestiller netop skibet Prinds Christian Frederik, der står i lys lue – og her fortsætter Ildskær også traditionen med at bruge samtidige malerier af diverse store malere som cover. En tradition, jeg er kæmpe fan af, for romantikken og guldalderen klæder virkeligt black metal – noget vi har vidst siden 1990’erne.

Som tidligere nævnt har Ildskær på ret kort tid formået at udvikle sig en hel del. Musikken er stadig klassisk 90’er-black metal, som vi kender og elsker den, men bandet tør stå mere på sine egne ben nu, og de har introduceret flere melodiske passager, eksempelvis broen på ”Blodrøde Bølger”. Trommerne er ikke længere udelukkende duka-duka-Darkthrone, og de fylder desuden mindre i mixet end på den forrige udgivelse, hvilket er utroligt rart, for så kan man rent faktisk høre guitaren, som er særdeles fremragende. Flere af de mange riffs er af den slags, man kan skråle med på, og igen må jeg referere til ”Blodrøde Bølger” – men det er virkelig også et fremragende nummer! Men ligeså er åbneren, ”Natten er Tyst”, som fuldstændigt uproblematisk kobler sig op på det efterfølgende nummer – fremragende arbejde!

Faktisk er min eneste anke introen på det sidste nummer, ”Den Sidste Orlogsmand”. Introen er, meget passende, digtet ”De snekker mødtes i kvæld på hav”, skrevet af Grundtvig i 1810. Ideen er oplagt, og det ville næsten have været kriminelt ikke at starte med det digt, problemet er dog blot, at black metalvokalen ikke just er velegnet til recitering af digte – det virker faktisk komisk at høre en black metal vokal hvæse sig igennem digtet, det er dog heldigvis en kort fornøjelse, og resten af nummeret er lige så storslået som de to andre – pyha!

Ærefrygtindgydende udvikling

Paa Dækket Kalder De Døde er en virkelig stærk EP, og en fortsættelse, der trumfer debuten. Ildskær har bevist, at de har lyttet til kritikken, taget den til sig og udviklet sig enormt som band – det er virkelig imponerende og ærefrygtindgydende. Og endnu bedre, så viser det, at Ildskær er et seriøst band og ikke ”bare” et sideprojekt, for det her kræver fuld fokus og læssevis af research. På Den Rædsomste Nat vækkede Ildskær min nysgerrighed, men med Paa Dækket Kalder De Døde har de fået min opmærksomhed!