Baseret på en trve historie

Som historielærer og black metalentusiast kan jeg kun klappe i mine små hænder, hver gang et projekt som Ildskær opstår, for Den Rædsomste Nat (opkaldt efter C. A Lorenzens maleri fra 1807) er et konceptalbum, der fortæller, om dengang England sønderbombede København i 1807 og stjal flåden. Ligeledes er lyrikken baseret på digte, tekster, øjenvidnecitater og lignende omhandlede denne skrækkelige episode. Duoen består af Garðarsson fra Í Myrkrí og Skóggangr fra Genfærd – ergo et makkerpar, der bestemt har styr på, hvordan man bikser en black metalplade sammen. Alt i alt er der lagt i kakkelovnen til et uhyre spændende projekt. Så er det bare spørgsmålet, om alle forventninger/forhåbninger bliver indfriet.

Det som engang var

At black metal henter inspiration i nationalromantikken, folkeviser og fordums tid er der intet nyt i. Det er vel nærmest lige så vigtig en hjørnesten som Satan, nitter og tremoloriffs – det seneste eksempel må være Afsky med Ofte jeg drømmer mig død. Lydmæssigt set har Ildskær da også en klassisk black metallyd, som får en til at tænke på granskove, sneklædte fjelde og frostbid – og bandet indrømmer da også, at de helt klart hælder til 90’ernes scene. Især trommerne minder mig utroligt meget om Darkthrone’s Transilvanian Hunger med sin repetitive, sågar hypnotiske, ”duka-duka-duka”-rytme. Generelt virker det til, at Ildskær er meget, meget glade for trommer, for de fylder ekstremt meget i mixet, faktisk for meget – de er simpelthen for højlydte i mange passager og drukner til tider desværre resten af musikken totalt. Jeg savner derfor lidt den trommelyd, jeg normalt forbinder med musik, som Skóggangr har en finger med i.

Men inden det lyder, som om jeg kun har taget ris med, så lad mig da straks komme med noget ros! For der er masser og masser af lyspunkter over Den Rædsomste Nat, og her tænker jeg ikke kun på hele konceptet eller interessen for vor historiske arv. Vokalen er så tilpas forpint, at den fremstår troværdig – jeg tænker, hvis jeg havde oplevet vor hovedstad stå i lys lue, ville jeg også lyde ligeså fortvivlet. Guitaren er tilsvarende klagefuld om end bombastisk og bygger derfor – sammen med de førnævnte trommer – virkelig en atmosfære op, som er troværdig for verdens første terrorangreb.

Jeg savner dog lidt dybde i lyden, lidt mere ”oomph” – måske lidt mere bas ville have løftet albummet. Men det er igen utrolig vigtigt at huske på, at Ildskær jo netop dyrker 1990’ernes black metalscenen. En scene med nogle meget specifikke regler og krav samt en formel, der helst ikke skal pilles for meget ved. Så på mange måder er Den Rædsomste Nat en omage til det, som engang var, både vor historie, men også den krybbe som black metallen krøb ud af.

Lige ved og næsten…

Den Rædsomste Nat genopfinder hverken den dybe tallerken, ilden eller black metallen. Det er ej heller et fejlfrit værk, men det forbliver dog et utroligt spændende og ambitiøst værk – og alle, der ønsker at forædle den danske metalscene med lidt finkultur og historie, fortjener intet andet end hæder og ros. Jeg tror måske også, at jeg faldt i den klassiske Kierkegaardfælde, nemlig at jeg tillod mig at blive for begejstret på forhånd. Min iver tog simpelthen over – og ergo må jeg erkende, at forventningens glæde fortsat er den største. Jeg er dog virkeligt spændt på at se, hvad det næste skridt er for Ildskær, for med numre som ”Overladt i Fandens Vold”, ”Matrosen” eller ”Mellem Tvende Troner”, er det tydeligt, at der er masser af talent og ambitioner at finde.