Der kommer ikke et daggry længere
Efter en hård kamp mod kræft døde Tomas Lindberg den 16. september 2025. Trods At The Gates’ semi-turbulente historie og relativt sparsomme aktivitet sammenlignet med de andre to bands af Göteborg-trioen, satte hans bortgang gang i en bølge af hyldester. Dark Tranquillity spillede ”Blinded By Fear” på deres efterårsturné, og på, hvad der ville have været hans 53-års fødselsdag, blev der iværksat en fundraiser til støtte for kræftpatienter. Den 6. december 2025 kulminerede det hele i en afskedskoncert i Göteborg, hvor både Dark Tranquillity, The Crown og The Halo Effect deltog. Lindberg nåede at indspille vokalerne til The Ghost of a Future Dead inden diagnosen, og ifølge et interview med guitarist Anders Björler, den hjemvendte bror til Jonas Björler, forløb processen overraskende gnidningsfrit. Visionen var klar: Væk fra det mere prog-prægede udtryk fra The Nightmare of Being og over i noget mørkere, mere beskidt. Tilbage til de gamle dage, så at sige. Døden blev det samlede tema. Desværre også uden for musikken.
En ond mavefornemmelse
Da jeg første gang så coveret til The Ghost of a Future Dead, fik jeg straks flashbacks til Winter’s Gate, et helt igennem fantastisk album. Det hvide blæk mod det sorte lærred. Primitivt, men effektfuld. Meget som Tomas Lindbergs vokal. Alle vokalerne på udgivelsen blev indspillet på én dag, uden musik i baggrunden. Det skulle håndteres efterfølgende. Tanken er absurd. At skulle levere så meget præcision uden rytme bag sig. Sangskrivningen er samtidig et markant løft fra de to foregående udgivelser, især på grund af Lindbergs levering. Det er mere personligt, mere ildevarslende. Men genistregen er kompositionerne, og her skal æren gå til Björler-brødrene. Anders Björler har tidligere også vist sit format i The Haunted, og hans tilbagevenden kan absolut mærkes. Numrene er kortere, skarpere og mere direkte, men også gennemsyret af en tung melankoli. Mere sørgmodigt end aggressivt, men en god afspejling af At The Gates i deres yngre dage, præcis som Lindbergs vision var. Højdepunkterne er mange: ”The Fever Mask” med adskillige hjemsøgende riffs, ”The Dissonant Void”, hvor Lindbergs levering i omkvædet er knivskarp, og ”A Ritual Waste”, der bringer tempo, ondskab og nærmest glødende trommestikker.
Hvis man træder ind i et lokale, og ikke kan få øje på røvhullet, er det som regel fordi, man selv er det – og At The Gates slipper derfor heller ikke helt for kritik på trods af omstændighederne. Tomas Lindbergs vokal har aldrig været den kønneste i Göteborg-trioen, og slet ikke hvis vi udvider feltet til resten af Norden. Han lyder dog delvist revitaliseret på skiven, og vokalen drukner heller ikke helt som på The Nightmare of Being, hvilket er et plus, men at kalde hans vokal for eminent, ville være at lyve. Han er mere den beskidte dreng i klassen, som kommer frem til en løsning på sin helt egen måde. Når det så er sagt, er det svært ikke at have respekt for præstationen. Med hans tilstand taget i betragtning er det nærmest imponerende, at vokalen ikke er mere medtaget. Her må man ganske enkelt tage hatten af for manden.
Skivens største problem er dog, at de sidste to numre ikke lever op til resten. Det instrumentale ”Forgängligheten” ligger som næstsidste nummer, en mærkelig placering, der sænker tempoet på det forkerte tidspunkt. Afslutteren ”Black Hole Emission” er endnu svagere, og efterlader et fladt indtryk, hvor man havde håbet på en værdig finale. Den bliver simpelthen overskygget af mange glimrende riffs på skiven. Når det så er sagt, er The Ghost of a Future Dead stadig et stærkt, moderne bud på melodisk, riffbaseret dødsmetal. Og den mest overbevisende udgivelse i meget, meget lang tid fra bandet.
Verden er en ydmyg og vellidt person fattigere
Tomas Lindberg berørte mange mennesker i form af hans job som skolelærer. Han bar en dyb respekt for både døden og livet, og for alle mennesker omkring ham, og er citeret for at være en meget ydmyg, kulturel og hårdtarbejdende person. Uanset hvad man mener om bandet, står han tilbage som et forbillede for metalverden. Judas Priest beviste med Firepower og Invincible Shield, at relevans ikke har en udløbsdato. Det samme kan siges om At The Gates, hvis svanesang kommer til at kunne høres et godt stykke frem i tiden.
