Arvestykker eller skrammel

Mange af os har sandsynligvis et eller flere arvestykker fra forskellige familiemedlemmer liggende. Det kan være bedstemors hjemmelavede julepynt, dåbskjole eller noget så eksotisk som onkel Julius’ ketcher fra 1956, hvor han vandt DM i badminton mixdouble — og af uransagelige årsager hænger denne over kaminen i dine forældres sommerhus. Men hvis man hedder Garry Brents og har ni bands, der i varierende grad egentlig er soloprojekter, hvad gemmer man så af arvestykker? Det svar finder man måske i et tiende projekt ved navn Lureplasm, der kom på gaden den 13. marts med debuten Luridysic Heirloom.

Lunger og lever skal også være solbrændte

Om disse arvestykker er værd at arve, når Lureplasm gør sig i goregrind, virker dog tvivlsomt. At projektet dog ikke gør sig i traditionel splattergrind, men læner sig mere mod det metafysiske og body horror-inspirerede gør dog, at jeg gerne vil se arvestykkerne, inden jeg beslutter mig.

Det kræver dog ikke mange minutters overtalelse fra Luridysic Heirloom, før jeg vil arve rub og stub. Det er uden sammenligning den mest interessante goregrind-skive, jeg har hørt i mange år. Skæve, teknisk grindede riffs vrider vrangen ud på sig selv over et væg til væg-tæppe af hårrejsende synthflader, der samlet tegner et billede af, hvilken grufuld oplevelse det at være fanget i Silent Hill må være. Mashuppet af Discordance Axis, John Carpenter og baggrundsskrigene fra The Thing på “Warm Ledge or Cold Cellar” er intet mindre end udsøgt. Ligeledes er de skingre riffs på “Mastering Ecstatic Disintegration in Crematoria” sammen med vokalens rundtur mellem smertensskrig, opkast og fortvivlede råb lige i øjet for vammel musikalsk body horror. Man kan næsten både se og høre, hvordan kæben rives af led, albuer og knæ brutalt bøjes forkert, og rygsøjlen vrides i mønstret for DNA. Det er balsam for sjælen, hvis man er Dr. Heiter fra The Human Centipede. At pladen så samtidig har de tre dystre mellemspil, ”Pendolous Visitor A, B, C”, er i den grad også med til at sætte fokus på, hvor stor en rolle den underliggende synth spiller på pladen. Jeg ved ikke, hvem disse gæster er, eller hvordan de ser ud, men ud fra de tre gange 30 sekunder lyder et besøg fra dem bestemt ikke til at være godt for helbredet.

I det gruopvækkende virvar af ufrivillige slangemennesker og uhelbredelige traumer tager Lureplasm sig dog også af og til en pause. “Blood Porridge Tower” læner sig godt tilbage i et solidt Carcass-groove, der formår at klø nøjagtig samme sted og præcis lige så tilfredsstillende som “Corporal Jigsore Quandary”. Dog er det et herligt tvist, at nummeret afsluttes med det mest rabiate galningekirurg-går-amok-med-skalpel-riff i mands minde. I samme afslappede boldgade finder vi også “Maxillomandibular Contraption and Theory”. Simpel skandinavisk grindet d-beat, som du kan danse til, ligegyldigt hvor mange hænder, fødder, tentakler eller hvad du nu har et bevæge dig med. Som med resten af pladen befinder dette dansegulv sig dog i et dejlig koldt, klamt og mørk kælderlaboratorie, hvor et afkom af Dr. Mengele og Moreau regerer. Et lokale, hvor jeg gladeligt begiver mig ned igen og igen, da jeg ganske enkelt ikke kan ligge Luridysic Heirloom fra mig.

Gys og gore går hånd i hånd

I en verden hvor goregrinden konstant prøver at overgå sig selv med den ene udgivelse mere vammel og mere samtidig mere ensformig end den anden, er Lureplasm og Luridysic Heirloom den klud af deformitet, som genren desperat mangler. Pladen er tydeligt goregrind, men med overfloden af skæve rytmer, tekniske riffs og uhyggelige lydflader kan jeg ikke se, hvordan dette ikke er årets gore- og måske generelt grind-skive. Ganske imponerende, når man tænker på, at manden bag har ni andre projekter og bands.