Gyser-inspireret død, og hvad ellers er nyt?

Candarian er et band samlet i Costa Rica i 2020, hvis tematikker på Metallum beskrives kort som ”gys og splatter”. De udgiver i år deres debutalbum, Trepanación, navngivet efter én af de ældste former for kirurgi, hvor man borede huller i levende menneskers kranier for at lukke onde ånder ud. Splatter som inspirationskilde og grotesk albumkunst har været centrale elementer i dødsmetal lige fra genrens begyndende faser, og mange bands hen over de senere år er igen begyndt at hige efter de dage, hvor riffsne var simple og lyden rå. Spørgsmålet er, om Candarian, når de træder disse længe bevandrede jorde, kan genskabe en tro oplevelse, der bygger videre på de gamle mestre, eller om det bunder ud i meningsløs tilbedelse.

Babys første riff, igen og igen

Trepanación begyndes med et to minutters kedeligt riff, der kører i rundkreds, og som ikke overgår tilfredsstillende til første rigtige track, ”Altars and Ancestors”. Allerede her viser Candarian nogle af de centrale problemer ved pladen. Det bliver ofte langtrukkent, og overgange er nærmest ikke eksisterende. Femte nummer, ”Relinquished Viscera”, har også en næsten to minutters intro, hvor intet interessant sker. På næsten hver sang understreges svage riffs på denne måde af det, der føles som endeløs gentagelse. Dette gøres markant værre af produktionen. Guitaren er i fuld fokus ofte til et punkt, hvor den overdøver trommerne, og bassen er produceret alt for mudret i forhold til dens aktivitetsniveau, hvilket især kan høres på det tungeste riff midtvejs i ”Altars and Ancestors”.

Sangskrivningen er desværre heller ikke særlig inspireret. Det er alt sammen noget, man har hørt før, og sangene flyder sammen i et, efter man har hørt de første to numre. Tredje riff i ”Psychosurgery Ecstasy” lyder endda som en reprise af det første rigtige riff på pladen. Man undrer sig derfor ofte over, hvad grunden var til at skabe albummet, når det er så derivat, som det er. Godt nok er der momenter, hvor der er noget at hente, såsom det doomede slam riff midtvejs igennem ”Zombie Miscarriage”. Øjeblikke som dette er der bare alt for langt imellem, og de spilles ofte i meget kort tid. De få soloer, der er, såsom på ”Skull Drilling Exorcism”, er også dybt uinspirerede, og mangler i teknisk adræthed. Jeg er glad for, at Candarian ikke har redigeret deres optagelser perfekte, men det bliver simpelthen for sløset nogle gange, især under soloerne.

Når man så endelig har fået kæmpet sig til sidste nummer på pladen, mødes man af den otte minutters lange ”Vilipendio del Cadaver”. Dette er nok det værste nummer på pladen. Det, der føles som halvdelen af de otte minutter, bruges på et Sabbath-lignende riff, der kører i en uafbrudt og kedelig akkordrundgang. Resten af nummeret eksemplificerer og forstærker blot de gennemgående problemer på Trepanación bare i slowmotion, så det virkelig forstærker hovedpinen, resten af albummet har pålagt lytteren. Riffs overgår ikke, de skifter blot, produktionen er mudret, og sangskrivningen savner generelt et element af omtanke. Candarian lyder som et band, der er tredive år inde i deres karriere, og har mistet inspirationen og kampgejsten, især her til sidst.

Simpelthen kedeligt

Jeg finder ofte, at simpelt metal fungerer på et kombinationsgrundlag: Det er leveret med en sådan attitude, at man ikke kan ignorere det, sangskrivningen er effektiv på helhedsplan, og idéerne, der bygger sangene, er gode. Candarian besidder ingen af delene på Trepanación. De formår ikke at byde på et spændende produkt i deres trofasthed over for old-school død. Deres introer er for lange, deres overgange er ikke til at finde, og deres fokus er lagt på de forkerte elementer af deres sange. Det er en kamp at komme igennem pladen, især når man til sidst bydes på otte minutter af de mest kedelige ligegyldigheder indtil videre. Hvis der er en passion for musikken her, så er den svær at finde i den manglende kreativitet og nytænkning.