At The ...hvem?

At the Gates er jo et legendarisk band, en af de hellige tre konger indenfor Gøteborg-metallen. Men det er nok også et band, der i 2021 får folk til at bryde ud i et ”Gud, er det stadig en ting?”. Hvilket skyldes en række forskellige ting, lige fra deres brud tilbage i slut 1990’erne til den pludselige genfødsel i 2007, men også det faktum at interessen for ægte svensk melo-død virker til at være forsvundet. Det er små tre år siden, bandet udgav den udmærkede, omend letfordøjelige To Drink from the Night Itself og nu er de så klar med opfølgeren med det mere mundrette navn, The Nightmare of Being. Så er spørgsmålet blot, om svenskerne giver deres fans en grund til at lytte til andet end Slaughter of the Soul.

Klicheer og skæve ideer

Det første, der rammer en, er, at At The Gates – på godt og ondt – stadig lyder som At the Gates. Selv hvis man ikke kendte bandet eller den lyd, man forbinder med dem, er det klart for enhver, at de spiller Gøteborg-død. Man kan sætte kryds ved samtlige af de elementer og klichéer, man forbinder med genren, og hvis det ikke var for den mere moderne lyd, kunne The Nightmare of Being snildt være fra slut-90’erne. At produktionen så er mere klar og ren, gør egentlig ikke albummet nogen tjenester, da fraværet af motorsavsguitarer understreger, præcis hvor tandløse og ufarlige At the Gates er i 2021 – en kritik jeg allerede rejste tilbage i 2018, da jeg sad med det forrige album. Det eneste, der gav To Drink From The Night Itself lidt bid, var Tomas Lindbergs karakteristiske og særegne vokal. Han har aldrig været en sanger på niveau med sine kolleger fra henholdsvis In Flames og Dark Tranquility, men det var med til at give At The Gates en mere rå og aggressiv lyd. Mens resten af bandet har øvet og holdt sine evner ved lige, så lader det til, at Tomas har sovet i timen. Han lyder træt og anstrengt, og hvor hans hæse vokal før lød bevidst, lyder den nu som noget, han ikke kan slippe af med.

Men problemerne stopper ikke her. Det lader til, bandet godt selv var klar over, at klassisk melo-død ikke ville sælge i 2021, så i stedet har de forsøgt at tænke lidt ude af boksen og derfor tilføjet diverse skæve elementer. Vi har saxofon på ”Garden of Cyrus”, på ”Touched by the White Hands of Death” har vi klaver og fløjte i en sådan grad, at man har bandet mistænkt for at forsøge at fortolke Tryllefløjten. På ”The Fall into Time” skifter bandet køreretning og forsøger sig med at lege Opeth – hvilket næsten lykkes. Om ikke andet har nummeret den fordel, at Tomas næsten ikke er med, så det …

Det er dog ikke en rendyrket fæcessmoothie, enkelte numre har fat i noget, der godt kunne minde om den lange ende, som for eksempel ”Spectre of Extinction” eller ”The Abscract Enthroned”, men vi er stadig ufatteligt langt fra fordums storhedstid.

Hverken fugl eller fisk

Det største problem med The Nightmare of Being er, at det er så tydeligt, at At the Gates ikke gad være At the Gates længere. De har følt et behov for at udvikle sig og prøve nye ting af. Hvilket er fint, jeg hylder kunstnerisk frihed, problemet er bare, at albummet virkelig føles, som om det sætter sig mellem to stole. Det er hverken fugl eller fisk og ender derfor med at mangle retning og identitet. Det er ikke til at sige, om det næste album bliver bedre, hvis de fortsætter denne stil. Men så bør man forvente, at de har fået styr på, hvordan man fletter jazz og prog ind i sin musik. Forhåbentlig tvinger de også Tomas til at få trænet sin stemme – for det er den rene elendighed at høre manden galpe, som den er nu. 

Kort sagt virker det til, at de har lavet det her album, fordi de skulle, men ikke gad, og derfor prøvede de at gøre noget andet. Point for ideen, men ingen point for slutresultatet – desværre.