Man skulle tro, de var fra Bergen
To år, en måned og en dag – det er præcis så lang tid, der er gået, siden jeg sidst hørte fra Sveriges melankolske nationalskjald Tom Egelund og kompagni. Dengang hed pladen The Atlantic og ærlig talt, så var den cirka lige så spændende som et dansk regnvådt efterår. Denne gang hedder pladen Escape of the Phoenix, og det bliver spændende, om man kan forvente et par solstrejf, eller om man igen bare skal vælge at blive indenfor og stene noget tanketomt fjernsyn.
Solen lader vente på sig
Stilen er der i hvert fald ikke sket de store ændringer med. Evergrey kalder stadig sig selv et progressivt metalband, selvom mere eller mindre samtlige progressive elementer efterhånden er blevet skrottet til fordel for yderst storladen og mindst lige så melankolsk power metal. Det skal ikke per definition tolkes negativt, nu Darkthrone har gjort sig i ekstremmetallisk parkour-løb de sidste 30 år uden reelt set at træde ved siden af.
”Forever Outsider” lægger ud i ganske fin stil og demonstrerer, at det med melankoli og at have følelserne helt uden på tøjet bestemt ikke betyder, at tempoet skal følge hvad end ligegyldigt romantisk drama, der bliver genudsendt på Kanal 4. Op i gear, ud af starthullerne, og mens vi er ved det, så kan der også med lethed flettes en ganske glimrende guitarsolo ind. ”Where August Mourns” fortsætter i samme mere guitarorienterede stil. Evergrey er dygtige musikere, det er der ingen tvivl om. ”A Dandelion Cipher” sniger et klaver ind, men glem alt om en langsom måneskinsballade – det er en melankolsk maskinpistol uden nåde. Selv ”Eternal Nocturnal”, der lyder lige lovlig meget som et uskønt barn af Disney og Melodi Grand Prix, kaster en intet mindre end fænomenal guitarsolo ind med mindst lige så mange følelser som Hr. Egelunds vokal. Evergrey lyder i den grad til at være blevet trætte af at sidde i hjørnet og være triste. Men Evergrey ville jo ikke være Evergrey, hvis ikke de gjorde det, ville de vel?
For trods en produktion, der i sin moderne let bas- og synthorienterede stil minder en del om Raunchy, så skal den gode Tom Englund da have tid til at krænge sin sjæl ud, mens følelserne er helt uden på tøjet. ”Stories” og ”You from You” er utroligt storladne og følelsesladede, men de er skåret præcis efter samme skabelon, som Evergrey har brugt de sidste 25 år, og Jesus, hvor er det dog efterhånden intetsigende og kedeligt. Meget bedre bliver det ikke på ”The Beholder” på trods af, at den gæstes af Dream Theaters James LaBrie. Man kunne nemt få den tanke, at Evergrey har gjort det til deres mission at være metaludgaven af Tim Christensens tuderockede solokarriere. Det er i hvert fald besynderligt, at Evergrey per definition vil fylde en halv plade med kedsommelig følelsesporno, når det nu er så bragende kedeligt at høre på.
Følelser kan godt have fart på
På mange punkter er Escape of the Phoenix en kopi af The Atlantic. Evergrey er stadig et band bestående af dygtige og begavede musikere, der groft sagt spilder halvdelen af deres tid med at spille metallisk tuderock. Det er de som sådan også gode til, men når man nu har lavet en halv plade fuld af udmærket uptempo melankoli, hvorfor i alverden kan man så ikke lave en hel? Det ville bestemt hive Evergrey op af den middelmådighedens sump, de helt selvforskyldt er endt op i.
