Marcus Jidell har udsendt et soloalbum med referencer til alle de mange musikgenre og musikere han er inspireret af - og det lyder stadig som Marcus Jidell.
Marcus Jidell er kendt som guitaristen i Evergrey og Royal Hunt og senest doombandet Avatarium. Derudover har ligeledes spillet sammen med Candlemass og Krux som livemusikere. Vi har derfor med andre ord fat i en mand med styr på CV'et og naturligvis kandidere han også til den klassiske kliche: “Sveriges næste Yngwie Malmsteen".
“Pictures From a Time Traveller" er umiddelbart en titel som ikke giver mening. Men efter blot én enkelt gennemlytning forstår man bedre referencerne til de mange inspirationskilder og stilarter som albummets 30 minutter indeholder. Her er alt fra japanske, skandinaviske og arabiske toner. Samt et enkelt smut væk fra jordens overflade i Space Dog, hvor vi følger det første dyr i rummet, den sovjetiske hund Laika.
En rejse i alverdens stilarter
Arctica er første nummer og er inspireret af den arktiske kulde og livet under de mest ekstreme livebetingelser. Herefter bevæger vi os en smule sydpå og skandinaviske toner tager over i Huldra (Ruler of the Forest). Det lyder som Jan Johanssons Jazz På Svenska - i en updateret og rå Hendrix version.
Næste nummer er “Tesla World System", hvor Marcus Jidell har ladet sig inspirere musikalsk af mægtige King Crimson, og Nikola Tesla, der som fysiker, opfinder og elektronikingeniør balancerede på grænsen mellem gal og genial. Sådan forsætte albummet med at tage afsæt i forskellige temaer og som en helhed fungerer det overraskende godt.
Marcus Jidell var otte år om at indspille hans første soloalbum og, set i det lys, kan det vel tilgives at vi kun er 355 dage om, at anmelde albummet. Marcus Jidell er en travl herre, og der kom konstant nye projekter i vejen. Vi bruger nogenlunde samme undskyldning og fortryder samtidig at vi ikke kom i gang tidligere. Albummet er nemlig både henvendt til guitarister, men i lige så høj grad til almindeligt musikinteresserede. Dette er noget så sjældent som guitarlir, som også giver mening for andre en Steve Vais disciple.
“I wanted to make an instrumental album that was more then just shred. I wanted to make compositions that were interesting to listen to even if you're not a guitar player. In short, I wanted to write good music with electric instruments that didn't sound like anything I heard before".
Jidell er ansvarlig for stort set alle instrumenter og spiller både guitar, bas, klaver, cello, keyboards og trommer på albummet. Men der er naturligvis også det sædvanlige renderi af venner og gode bekendte som også lige vil give en hjælpende hånd med. Her i blandt Svante Henryson på cello, Hannes Van Dahl fra Sabaton på trommer, Andre Andersen fra Royal Hunt på keyboard og ligefrem også familiært besøg af farmand Rolf Jidell på cello. Derudover deltager Jennie-Ann Smith med baggrundsvokal på et enkelt nummer. Mig bekendt første gang, at de to var i samme studie, og spændende at dette soloudspil skulle bane vejen for det senere samarbejde i Avatarium.
En musikalsk spændende rejse i tid og sted
“Pictures From a Time Traveller" henvender sig primært til guitarister og musikere, men i modsætning til traditionel guitarlir kan alle sagtens være med, og albummet er en musikalsk spændende rejse i tid og sted. Titlen lover en rundrejse, men for min skyld må Jidell gerne holde fokus på de skandinaviske toner fra Huldra og forsætte med at udforske og udfordre den skandinaviske musikarv. Af de mange forskellige referencer fungerer dette trods alt bedst.