Ordet ”sprog” indeholder mere prog end Evergrey efterhånden
Det kan lyde paradoksalt, men det er sandt: Meteorologer rammer kun rigtigt i 52% af deres vejrudsigter. Hvis man kan acceptere denne "pålidelige" påstand, kan jeg selvsikkert garantere, at mine forudsigelser om musik er langt mere præcise end vejrudsigterne. Tag for eksempel Evergrey – som efterhånden er Nordens mindst progressive prog-band. Siden udgivelsen af Hymns for the Broken i 2014 er bandet blevet mere og mere forudsigeligt, og jeg vidste præcis, hvordan Theories of Emptiness ville lyde, før det udkom. Evergrey har længe kombineret melodiøs prog med power, men desværre beviser Theories of Emptiness tydeligt, at luften efterhånden er gået helt af den blågule ballon.
Mere ballade end hystade
A Heartless Portrait var en udmærket udgivelse, som dog for det meste kopierede lyden fra Escape of the Phoenix næsten én til én. Desværre går der endnu mere Melodi Grand Prix i Theories of Emptiness, og de overmelodiøse sange sænker tempoet på stort set hele albummet. Det er ikke første gang, at kritikken omhandler dette, og samme punkt var faktisk udslagsgivende, da vi kun gav albummet The Atlantic fem kranier i 2019. Åbneren ”Falling From The Sun” er et godt eksempel; Et gentagende omkvæd? Tjek. Nem at synge med på? Tjek. Guitarsolo til sidst? Tjek. Når sange bliver så forudsigelige, er det uundgåeligt, at materialet stagnerer, og det er lige netop, hvad der er sket her. Evergrey er selvtilfredse, og det kan høres. Numrene ”Say” og ”Ghost of My Hero” mangler slagkraft, men det bliver helt grelt i ”To Become Someone Else”, hvor der 2 minutter inde i sangen pludselig opstår 70 sekunders pause, hvor et uinspireret keyboard tager teten. Det er lige så banalt som den svenske riksbanks prognoser, men det er desværre ikke engang det værste på albummet. Titelnummeret ”Theories of Emptiness”, som slutter pladen, er en to minutters lang spoken-word forklaring på konceptet. Amen for hel…. da.
Heldigvis er der også positive ting. Nummeret ”We Are The North” har en del mere kant, end vi er vant til fra svenskerne, og bæres af et tungt riff. Balladen ”Our Way Through Silence” har succes grundet de flotte keyboard-momenter, og singlen ”Misfortune” har flere steder skæve tidsstempler, som bandet indtil 2008 gjorde mere brug af end nu. På trods af kritikken skal Evergrey dog roses for deres teknik. Bandet lyder helt fantastisk, og Tom Englunds vokal har absolut ikke misset et beat. Set med danske briller er det selvfølgelig ærgerligt, at Jacob Hansen ikke har mixet dette album, som han gjorde på A Heartless Portrait, men ”desværre” er lyden fænomenal på udgivelsen på trods af dette.
Som et flashback-kapitel i en bog
Jeg har altid hadet flashback-kapitler i bøger. Du ved på forhånd, at plottet ikke kommer til at skride fremad, og at det eneste, du får med dig, er baggrundsviden om karaktergalleriet. Theories of Emptiness fungerer akkurat på samme måde. Evergrey lyder som de har gjort det sidste årti, og formularen er endnu et spin på Escape of the Phoenix. Hvis du er typen, som godt kan lide at vide, hvad du får på forhånd, så bliver du helt sikkert tilfreds med svenskernes seneste udspil. Men hvis du derimod ønsker udvikling, ambition og risici som jeg – ja, så er udgivelsen mere end brise end en storm. Evergrey har et imponerende udvalg af sange igennem deres diskografi. Det kommer Theories of Emptiness dog ikke til at rokke meget ved.
