The Holographic Principle – Part II
Det er altid med en vis skepsis, man lægger ører til en nyudgivelse med ’outtakes’ eller ’leftovers’ fra et allerede udgivet album. Hvis sangene ikke var gode nok i første omgang, skulle de så ikke bare gemmes i arkiverne til et bokssæt for de få fanatiske fans 20 år senere? Disse tanker går uvægerligt igennem ens hoved, når man starter Epicas nye EP, The Solace System, op, for her har vi at gøre med sange, der blev til overs, da Epica gjorde sidste års bombastiske konceptalbum The Holographic Principle færdig. Principle blev Epicas mest succesfulde plade indtil videre – både kommercielt og kunstnerisk – men var tiden i studiet virkelig så kreativ, at der er materiale nok til en ekstra EP med seks numre? Vi får se.
Klassisk Epica, men…
Generelt må man endnu en gang konstatere, at Epica kan deres specielle formel til fingerspidserne: symphonic metal med både prog- og death-elementer. Det giver en lille samling storladne sange med kæmpekor, orkester, sing-along-omkvæd i lange baner, plads til lidt death-growls og så et utroligt velspillende, topprofessionelt band.
Allerede på første sang, titelnummeret ”The Solace System”, bliver en gammel Epica-svaghed dog tydelig: Forsanger Simone Simons’ sopran er simpelthen for skinger. Den er faktisk ofte på negle-ned-ad-tavlen-niveau på skinger-skalaen – og ja, det er slemt! Heldigvis er der jo altid masser af afveksling på Epica-sange, så Simons bliver meget af tiden afbrudt og/eller suppleret af både kor og Mark Jansens growls. Det når derfor aldrig at blive helt ulideligt. Titelnummeret og de to næste skæringer bryder aldrig rigtigt igennem, og man forstår til fulde, hvorfor de ikke kom med på The Holographic Principle i første omgang. Der er for meget rutine over det, simpelthen. Så nu er vi halvvejs, og vores bange anelser er desværre ikke gjort til skamme. De her sange burde være blevet i arkivet.
Bundsolidt håndværk
På fjerde skæring, ”Wheel Of Destiny”, begynder der dog for alvor at ske noget. Den starter med et medrivende, thrashy riff, der holder hele vejen hjem, og det er første sang, der fortjener at blive udgivet eller endda at være med på The Holographic Principle. ”Immortal Melancholy” er en fin lille akustisk sag, der viser, at Epica også kan de smukke, stille ballader. Vokalen står stærkt her – hun kan jo bestemt synge, den smukke Simone, og det hjælper i den grad, at hun holder lidt igen og sparer på stemmebåndet.
Sidste nummer, ”Decoded Poetry”, slutter albummet stærkt af. Det forener på ganske medrivende vis alle Epicas styrker, bl.a. med et imponerende orkester-intermezzo, så her er endnu en sang, der mere end hører til på The Holographic Principle.
Alt i alt er The Solace System bundsolidt håndværk fra hollandske Epica, men så heller ikke mere.