Tilbage med fornyet inspiration

Jeg har gennem en længere årrække indtaget det ledige standpunkt, at Epica synes at udgøre en af elitens sidste bastioner inden for symfonisk metal. Mens flere af genrens øvrige spidser af forskellige årsager efterhånden er lykkes med at devaluere deres produkt, har hollænderne omvendt formået at fastholde en vis integritet. Vel at mærke uden at stagnere rent kunstnerisk, hvilket The Alchemy Project må siges at være et glimrende eksempel på. Derfor står mit første og hidtil eneste møde med Simons og det øvrige ensemble også som en noget antiklimatisk oplevelse. Hvad der burde have været årets civilkoncert, kulminerede i et tragisk sammenfald af dårlig lyd og tvivlsomme dispositioner, da Epica gæstede Amager Bio primo 2023. Med udgivelsen af Aspiral, gruppens niende hovedværk, er tavlen dog visket fuldstændig ren … og sikke den funkler!

En ny tidsalder gryr … igen-igen

Navngivet efter bronzeskulpturen af den polske skulptør og maler Stanisław Szukalski fremstår Aspiral lidet overraskende nøjagtig så detaljerig som det eponyme originalværk. ”Cross the Divide” åbner ferniseringen med sine poppede vokal-hooks, alt imens nummerets rytmesektion henleder tankerne på Nightwish og periodeudtrykket omkring Endless Forms Most Beautiful. Så er der straks noget mere af Epicas egen identitet at spore på ”Arcana”, takket været dybden i basgangene og de orkestrale arrangementer. Suffleret af et formidabelt refræn og den symfoniske underlægning savner man velsagtens kun Mark Jansens growl, der først stempler ind med 30 sekunder til rest. Helt uden for kategori falder til gengæld ”T.I.M.E”, hvor karnevalsstemningen fistrer frem og tilbage i pendulfart mellem stadierne ’klovnebus med båthornet i bund’ og ’løsrevet tankegods fra Tim Burton’. Fascinerende, og dog lettere foruroligende på én og samme tid.

Fascinerende må sandt for dyden også siges at være det rette superlativ i beskrivelsen af det omfangsrige kontinuitetsværk ”A New Age Dawns”. En musikalsk odyssé, der tog sin begyndelse helt tilbage i 2005 på Consign to Oblivion, og som sidenhen har lagt vejen forbi mastodonten Design Your Universe. Med tilføjelserne af ”Darkness Dies in Light (VII)”, ”Metanoia (VIII)” og The Grand Saga of Existence (IX)” tæller sagaen nu intet mindre end ni kapitler fordelt over svimlende 20 års udgivelser. Sansen for dramatik og teatralsk formidling er tydeligt bibeholdt i den første af de tre, om end der også er allokeret klædeligt albuerum til strengene. Derimod er dynamikken mellem Simons og Jansen nøglen til succes i næste episode, der tillige udmærker sig qua en sirlig strygersekvens i ouverturen. Vokalkontrasten bliver også omdrejningspunktet for det foreløbige crescendo, hvor det bombastiske går hånd i hånd med en autentisk følelse af eksistentiel minimalisme.

Subtraherer vi de mere kalorielette singler fra det episodeopdelte magmum opus, får vi den mellemliggende mørtel. Nærmere bestemt det tematiske skisma i tidszonerne. Det bedste eksempel må være kontrastfladerne mellem ”Obsidian Heart” og successive ”Fight to Survive – The Overview Effect”. I selskab med en underspillet Simons samt et sagte instrumental-akkompagnement bliver vi under ’første akt’ lullet ind i teatralsk tristesse med knasende sprød bas i bunden. Fra klassicismens gyldne æra hvirvles vi dog uden yderligere varsel direkte ind i en hypermoderne rumalder. De massive kompositioner in mente virker det nærmest banalt at hylde noget så rudimentært som tunge og groovy guitarhooks. Ikke desto mindre er det lige netop, hvad ”Apparition” efterfølgende tegner sig for. Men måske er det egentlig helt på sin plads, at albummets sidste tredjedel finder et mere jordnært leje. Szukalskis indtalte passager på ”Aspiral” indrammer slutteligt en fin sortie, der understøttet af de afdæmpede pianostykker slår bånd om et ganske flot og veldrejet værk.

Tidløst design

Bombastisk, storladen, og dog eksistentiel og minimalistisk. Aspiral tilvejebringer noget nær alle facetter af Epicas repetoire – på godt og ondt. Lykkeligvis langt overvejende det første. Jeg erindrer således ikke at have fastholdt interessen fra ende til anden, siden The Divine Conspiracy rullede over mit anlæg for allerførste gang. Så mange passager, hvor man enten drømmer sig hen eller lystigt vipper med både fod og hoved. Det er i sandhed en sjælden oplevelse efterhånden. Enkelte gange konsulteres klokken, hvilket indikerer, at man med fordel måske godt kunne have drysset de lange numre ud over albummet med lidt mere jævn hånd. Et studie i tålmod og fordybelse er omvendt noget, både vi som individer og som globalsamfund med gavn kunne profitere af i disse dystopiske tider. Set i det lys, så er det vel på sin plads at bukke og takke for lektionen.