Elvenking spiller koncert ved Paganfest 2025 .
Elvenking - Reader of the Runes - Rapture

Reader of the Runes - Rapture

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Folk metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Del 2

Den 28. april 2023 udgav det italienske power- og folkmetalband Elvenking sit ellevte studiealbum Reader of the Runes - Rapture. Pladen er anden del af en konceptalbum-trilogi og fortsættelsen af deres 2019-udgivelse Reader of the Runes - Divination, hvor fortællingens karakterer introduceres. I anden del, hvor lytteren følger det mytiske væsen Reader of the Runes, udfolder historien sig yderligere – dog i en mere dyster og brutal retning, hvilket også genspejles i musikken, der går i en tungere og mere ekstrem retning end det, vi tidligere har hørt fra bandet. Reader of the Runes - Rapture har i alt 11 sange og en spilletid på lidt under 55 minutter. 

En elegant balancegang

Elvenking formår at skabe et helt unikt lydbillede ved at kombinere elementer fra både power- og folkmetal, men ligesom på Reader of the Runes - Divination er det desværre ikke alle sange på pladen, der får lov til at udleve deres fulde potentiale. Dog er de fleste sange heldigvis meget vellykkede, og særligt pladens første sang “Rapture” har en perfekt balance mellem folk og power – med en atmosfærisk intro båret af akustisk guitar og violin kombineret med en episk orkestrering. Også “To the North” er et godt eksempel på bandets evne til at kombinere delelementer fra forskellige genrer på elegant vis. I denne sang kombineres clean sang med et kraftfuldt mandskor og aggressiv growling, der er med til at give sangen en helt særlig dynamik. Ydermere velsignes lytterens ører af en vildt fed guitarsolo, der gør sangen helt perfekt. Der er dog også sange, hvor forsøget på at være innovativ er lidt mislykket. Her er særligt “Covenant”, der har et meget kaotisk lydbillede, iørefaldende. På dette nummer har italienerne valgt at inddrage strygeinstrumenter – hvilket jo egentlig er en god idé – men desværre komplementerer den sungne melodi og det, strygeinstrumenterne spiller, slet ikke hinanden, hvilket fører til en meget mudret lyd. Også “Incantations”, der faktisk starter lovende med fløjte og violinspil, der så efterfølges af en tung guitarlyd, bliver til lidt en spøjs omgang midt i sangen, hvor det lyder, som om der er et rids i pladen, eller man har kopieret et dårligt remix fra 1990’erne.   

På godt og ondt

Med andre ord er der en masse, der lykkes rigtig godt for Elvenking, men albummet indeholder desværre også passager, der ikke fungerer helt så godt. En ting, som jeg særligt beundrer ved denne plade, er, at Elvenking har lavet et værk, hvor de enkelte sange kan stå alene, selv om der er tale om et konceptalbum. Derudover har de italienske elverkonger gjort klogt i at undlade det for konceptalbummer typiske fyldmateriale i form af en overflod af talesekvenser, der skal underbygge plottet – tak for det! Dermed kan det i hvert fald betale sig at give denne plade en chance. 

Tracklist

  1. Rapture
  2. The Hanging Tree
  3. Bride of Night
  4. Herdchant
  5. The Cursed Cavalier
  6. To the North
  7. Covenant
  8. Red Mist
  9. Incantations
  10. An Autumn Reverie
  11. The Repentant