Elvenking - Rites Of Disclosure

Rites Of Disclosure

· Udkom

Type:EP
Genrer:Power metal, Folk metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Runelæserens sidste ritual

Reader Of The Runes-trilogien, der har beskæftiget Elvenkingfans i næsten ti år, fandt med Reader Of The Runes - Luna (2024) sin afslutning. For at afrunde denne æra og samtidig viske tavlen ren og gøre plads til nye auditive udgydelser har den italienske power-folk-sekstet på Rites Of Disclosure samlet en håndfuld sange, der blev optaget mellem trilogi-albummerne. EP'ens digitale udgave indeholder tre originale sange og fire coversange. Den fysiske plade omfatter fem originale sange og seks covernumre. Min anmeldelse vil tage udgangspunkt i sangene fundet på sidstnævnte, da de fire yderligere numre, der findes på denne version, hidtil kun er blevet udgivet digitalt som singler, og derfor endnu ikke blevet omtalt her på sitet. 

Håb på det bedste – forvent det værste

Efter den lettere skuffende og kaotiskklingende Reader Of The Runes - Luna var det ikke godt at vide, hvad der ventede på denne EP. Og med det i mente, at pladen er sammensat af numre, der var blevet fravalgt til trilogikapitlerne, var forventningerne tilsvarende lave. Allerede fra første nummer, “Blizzards of Anger", bliver man dog yderst positivt overrasket. Den nøje sammensatte sang er nemlig et overflødighedshorn af lyd, hvor alle elementer indgår i en symbiotisk harmoni, og især violinen skaber en solid bro mellem de enkelte passager, der svinger mellem melodisk rock og bombastisk guitardrevet powermetal. Yderligere har sanger, Damna, særligt på dette nummer fundet et register, der virkelig klæder hans stemme, hvilket gør sangen yderst lyttevenlig på trods af de stilistiske skift. En helt anden stemning sættes der på tredje nummer, “The Past Is Forever”, der med sin livlige uptempo melodi ført an af violinen i den grad giver lyst til at svinge træbenet og uden tvivl vil fungere glimrende i livesammenhæng. På trods af sit lave tempo og mere andægtige fremtoning falder femte nummer, “Ethel”, der kan findes på den analoge udgave af pladen, i god jord hos denne anmelder. Også på dette nummer indtager violinen en central plads, hvilket fremhæver den billedskønne melodi.

Starten på EP’ens anden halvdel danner et cover af King Diamonds “Arrival” fra den ikoniske Abigail (1987). Det er ikke blot ambitiøst, men også yderst vovet at prøve kræfter med et nummer med en så distinkt lyd – ikke mindst på grund af den karakteristiske falset-vokal, der kan gå hen at lyde meget fjollet, hvis det ikke gøres ordentligt. På trods af min aversion mod coversange må jeg indrømme, at Elvenking, og særligt vokalist Damna, slipper ret godt fra det. Mindre godt fungerer bandets fortolkning af Children of Bodoms “Children Of Decadence”. For på trods af forbilledlige guitarpassager, der fint imiterer den oprindelige sang, kan man ikke andet end at mindes om, hvor meget bedre originalen er, særligt fordi vokalen virker forhastet og sjusket. Afslutningen på både denne plade og denne æra danner et cover af Venoms “Prime Evil”, der er en ganske vellykket hyldest til 1989-udgivelsen fra pladen af samme navn.

Livets gang

Med denne lille samling af både eget materiale og covernumre af indflydelsesrige sange fra bands, der har været inspiration og forbilleder for Elvenking, afrundes Reader Of The Runes-trilogien for alvor. Bandet er således klar til at træde ind i et nyt livsafsnit med fornyet energi og fri for gamle forpligtelser.

Tracklist

  1. Blizzards of Anger
  2. Rite Of Passage
  3. The Past Is Forever
  4. The Moon And Magic
  5. Ethel
  6. Arrival
  7. No Prayer For The Dying
  8. Children Of Decadence
  9. Man Of Iron
  10. Salt On The Earth
  11. Prime Evil