Folkemagt

Elvenking har skrevet episke kvad om runer, troldkarle og mystiske racer, siden deres debut Heathenreel udkom i år 2001. Siden da er det blevet til ikke mindre end ti album, ergo må man konstatere, at Elvenking er et ret arbejdsomt band. Musikalsk er vi ude i en herlig blanding af pompøs powermetal og traditionel folk-metal med masser af violinspil og lejrbålsguitar.

Men denne effektivitet giver også en fornemmelse af, at det ikke er alle deres udgivelser, der er lige gennemarbejdede eller gennemførte. Men måske har de strammet sig an, når det nu er album nummer X?

Perle eller sandkorn?

Umiddelbart så virker kombinationen af power og folk oplagt, da begge genrer handler om eventyr, gamle dage og mytiske væsner. Men alligevel så er der ikke mangel på kontraster, da powermetal jo ofte tordner derudaf med guitarer, der fylder hele lydbilledet, mens folk ofte har et større fokus på lyrik og inkorporationen af løjerlige instrumenter. Men det er netop denne konflikt, der gør, at musikken bliver interessant, og at Elvenking skiller sig ud fra den myriade af italienske powermetalbands, der ellers er.

Det er desværre ikke samtlige 12 numre, hvor denne kombination får lov at lege, hvilket betyder, at der er en række numre, som fremstår generiske og formulariske folk- eller powersange, som man har hørt dem hundredvis af gange før. Fx nummeret ”Eternal Eleanor”, der omhandler en lettere ufarlig vampyr, er decideret kedeligt og fladpandet. Det virker næsten som et ”radio-nummer”, selvom jeg tvivler på, at Elvenking bliver spillet ret meget på italienske radiostationer. Men omvendt, så får man også et nummer som ”Malefica Doctrine”, som næsten er et blackmetal nummer med masser af blastbeats, tremolo riffs og grynte-vokal. Det er klart det bedste nummer på pladen, for her viser Elvenking virkelig, at de formår at blande genrer på en fremragende måde. Hvis hele albummet var lavet på denne måde, så tror jeg, at det havde været en sand perle. Det er dog ikke tilfældet, og man må derfor nøjes med et enkelt black-power-folk-hybrid-nummer – øv! Men der er dog andre udmærkede numre på albummet, som fx ”Silverseal”. Et nummer, som jeg mistænker, de har skrevet efter at have set lidt for meget Game of Thrones.

Så tæt på og dog så langt fra

Der er masser af potentiale på Reader of the Runes – Divination, og der er ikke en mangel på ideer eller store armbevægelser – begge ting, jeg normalt sætter pris på. Men det er, som om potentialet aldrig bliver udlevet, og ambitionerne aldrig bliver indfriet, og det er en enorm skam – for det kunne have været et rigtigt godt og stærkt album. Men i stedet havner det i den evigt voksende bunke af albums, der fik en til at trække på skuldrende og udstøde et ”meh”.