Ellende’ig opførsel

Zerfall kan løst oversættes til ’forfald’. Dette kan både være et moralsk forfald, et fysisk kollaps, men også radioaktivt henfald. Kender man dog bare lidt til østrigske Ellende, så ved man godt, at dette album hverken handler om folk, der falder om på gaden eller om urans halveringstid. Trods bandets kultstatus,bandets alder og det, at Zerfall er album nummer fem, så har vi faktisk kun dækket dem en enkelt gang før – og det var endda en dækning af en genudgivelse. Det er jo både noget værre rod samt decideret skammeligt – ja, det er jo intet mindre end Ellende’igt. Så nu er det tid til at gøre op med fortidens synder.

Hvordan siger man ’crime noir’ på tysk?

Jeg har altid haft et bob-bob-forhold til Ellende. Det er sådan et band, jeg egentligt godt kan lide, men samtidig altid ville have ønsket, var bedre. Det er, som om de har stået og kigget op på hylden, hvor skålen med potentiale stod, men uanset hvor meget de prøvede, så kunne de ikke nå den. Det er nok også derfor, jeg eksempelvis ikke anmeldte Ellenbogengesellschaft fra 2022. For selvom det album havde et nummer som ”Unsterblich”, som virkeligt er genialt, så var der bare også en masse middelmådighed på det album, så meget, at jeg ikke orkede at ofre spalteplads eller tid. Man skal dog ikke mange sekunder ind i Zerfall, før man opdager, at langt om længe har Lukas ’LG’ Gosch virkelig ramt hovedet på sømmet, for av, min arm, hvor sidder den her skive dog lige i skabet!

Allerede det første nummer, ”Nur”, understreger, at Ellende dels lyder, som de plejer, men samtidig har taget sin lyd og perfektioneret samt udviklet den. Der er den helt klassiske østrigske lidelse-black, hvor især LG's smertelige vokal er et grundelement, men samtidig bliver vi mødt af, hvad jeg bedst kan beskrive som crime noir-guitar samt passager og strukturer, der minder mere om, hvad jeg forbinder med et band som White Ward. Det er dog ikke røgfyldte gyder og gulligt lys det hele, for Klara Bachmair, violinisten fra Firtan, kigger forbi på ”Zeitenwende Teil I”. Hendes bidrag er både klædeligt og bidrager sammen med de folk-influerede aspekter med blandt andet harmonika på ”Wahrheit Teil I” til at opbygge noget helt klassisk østrigsk tristesse, hvor man for alvor mærker Alpekulden. 

Ydermere er grundstammen i Ellendes musik også ved at gennemgå en metamorfose, for de atmosfæriske passager er efterhånden ved at være erstattet af nogle markant mere melodiske og blues'ede guitarpassager, som både klæder musikken utroligt meget og samtidig understøtter den føromtalte crime noir-aura, som omsvøber Zerfall. Det er eksempelvis komplet umuligt ikke at knuselske den lille guitarsolo i ”Wahrheit Teil II”. For slet ikke at tale om den mastodont af en guitarsolo, der kommer væltende i ”Zeitenwelde Teil II”. Her er der tale om en vaskeægte 80’er-guitarheltesolo med alt, hvad det indebærer. Det havde jeg alligevel aldrig troet, ville være noget, man kunne finde på en Ellende-skive, men novra, hvor er det fedt. Helt generelt er det nummer det stærkeste og modigste nummer, de endnu har lavet. Desværre er der også ”Ode ans Licht”, som man virkelig godt kunne have været foruden. Dels er det en slatten omgang, men hvad værre er, så bryder det den tydelige røde tråd, der ellers ville have været igennem musikken – ak ja, kunsten at snuble ind over målstregen.

Hey, giver du en hestesko?

Med andre ord er det indiskutabelt, at Ellende virkelig topper på Zerfall – og at det her vil være det album, som alt andet, de laver herefter, vil blive bedømt ud fra. Ergo har de endelig fundet en måde, hvorpå de kunne nå den store skål med potentiale. Om det var ved at finde trappestigen frem eller ved at få en hestesko fra et af de større børn, skal jeg ikke kunne sige, men nu er den der altså.

Jeg har før været ude med riven i forhold til bands fra AOP Records, da de tit lyder meget ens, men hvis alle deres udgivelser fra nu af lyder hen ad Zerfall, jamen så fejer jeg gerne den kritik under gulvtæppet, eventuelt med tilbagevirkende kraft. Vi skriver ganske vist kun den 2. januar, så derfor virker det absurd at udråbe, at vi allerede har fundet årets album. Men uanset hvad, så er det her en fuldstændig vanvittig start på metalåret 2026!