Troværdighedens kunst
Tilbage i sensommeren 2022 faldt jeg over tyske Firtans tredje album, Marter. Et album, jeg aldrig fik lavet en reel anmeldelse af, da der var rigeligt at skrive om, men jeg nævnte det da kort i en blog. Der beskrev jeg værket således: ”Marter er ligeledes en sonisk mastodont med et lydmix så tætpakket og tungt, at det føles som at blive mast i en lavine af lyd – på den gode måde!”. Nu er kvintetten fra Lörrach tilbage, og nu er tiden kommet til, at de skal have en reel anmeldelse med på vejen. Ethos er navngivet efter ’etos’, der sammen med patos og logos udgør Aristoteles’ tre appelformer og omhandler afsenderens troværdighed overfor modtageren. Firtan er afsenderen, og vi er modtagerne – så lad os da se, og høre, hvor troværdig en omgang bandets fjerde udgivelse er.
Mættet, ikke forstoppet
Er man ikke bekendt med lige netop Firtan, så kan deres lyd sammenlignes med både deres landsmænd Finsterforst og Groza, naboerne mod sydøst Ellende og naboerne mod vest Wiegedood. Med andre ord er der tale om et moderne og tonstungt spin på blackmetallen, hvor følelserne sidder ude på tøjet, og der er tilsat rigelige mængder post- og progmetal, og folkmetallen får fortsat lov til at spøge lidt hist og pist. Ligesom på sin forgænger, Marter, er lydbilledet tætpakket, ja, det er faktisk mættet, men kun lige akkurat – så man sidder ikke tilbage med kvababbelse, som hvis man havde tømt Café Vivaldis brunchbuffet.
Numrenes overordnede længde gør også, at bandet har tilpas meget råderum til at spille på alle tangenter, uden at det føles forhastet eller malplaceret. Tag nu ”Ruakh”, der med sin spilletid på lidt over seks et halv minut har plads til både en klassisk rock’n’roll-guitarmelodi, mellemøstlige lyde, blastbeats og en seriøs omgang melankoli. Eller ”Komm herbei, schwarze Nacht”, hvor der er noget så utraditionelt, genren taget i betragtning, som pinch harmonics og åben E-strengshøvl. Men når nu netop der er så megen musik allerede, og Ethos er en så tung sværvægter, som den er, så kunne man godt have undværet albummets lukker, det instrumentale nummer ”Wenn sich mir einst alle Ringe schließen”.
Ligeledes savner jeg trods de mange delelementer og ideer, som musikken indeholder, noget fantasi og noget eventyrlyst. Musikken er meget stringent – men de er selvfølgelig også tyskere, so ordnung muss sein! Men derfor savner jeg nu fortsat nogle numre, der virkeligt sidder lige i skabet. Det tætteste på det er ”Wermut hoch am Firmament”, men selvom det er albummets stærkeste nummer, så er der altså ingen guldmedalje at komme efter.
Jeg er overbevist, men ikke underholdt
Så jovist, Ethos er da bestemt en troværdig omgang leveret med ganske overbevisende pondus. Det her er en seriøs skive, lavet af seriøse musikere – det betvivler man aldrig – men trods de åbenlyse kvaliteter så tror jeg ikke, jeg kommer til at høre denne her skive ret mange gange, efter anmeldelsen er kommet online. Selvom musikken er glimrende, overordnet set, er der simpelthen intet, der fanger mig længe nok til, at min interesse reelt set bliver fastholdt, desværre.
