Gammel elendighed på nye flasker
Todbringerin er ikke et nyt album i klassisk forstand. Faktisk er det en genudgivelse og en remaster af albummet Todbringer fra 2016. En af årsagerne til dette er, at bandet ikke ejede alle rettigheder til albummet og derfor ikke kunne genudgive det på vinyl eller cd; en anden er, at manden bag Ellende, Lukas Gosch, ikke var tilfreds med, hvordan det album egentlig lød. Ydermere er denne genudgivelse dedikeret til Lukas’ bror, Philipp, der gik bort sidste år.
Så nok er det ganske forståeligt, at Todbringerin findes, men at kalde det for et nyt album (som bandet har gjort gentagne gange) virker nu stadig som et falsum. Trods det at bandet har eksisteret siden 2011, har vi faktisk aldrig anmeldt dette østrigske orkester. Det tætteste, vi har været på, var at nævne den forrige udgivelse, Ellenbogengesellschaft, i forbindelse med en opsamlingsblog. Men nu hvor bandet både har genudgivet sin mest elskede plade og snart spiller sin første koncert i Danmark, så må det være på tide at skrive et par linjer eller fem om Ellende.
Fortids fremtid
Hvis man er bekendt med Todbringer, så er der ikke mange overraskelser at komme efter på Todbringerin. De største forskelle er nok, at sangen "Scherben" nu er delt i to, nemlig "Scherben Teil I” og "Scherben Teil II”, og at "Wind (acoustic version)” er blevet fjernet. Begge dele er i min optik fornuftige valg, da “Scherben” var en lige lovlig stor pille at sluge, og da den akustiske udgave af “Wind”, der i forvejen stammede fra en helt tredje plade, blot var rendyrket fyld. Med andre ord: Kunne man lide Todbringer, ja, så vil man kunne lide Todbringerin, da den jo vitterligt bare er en finpudsning – som egentlig var tiltrængt. Ikke fordi originalen fra 2016 var et dårligt album, men produktionen var både papirstynd og anæmisk, så det klæder virkelig musikken, at der lige kommer en gedigen vitaminindsprøjtning her. Især trommerne kommer nu til deres ret, og man kan nu for alvor nyde pedalarbejdet på “Scherben Teil I”.
Men udover de små justeringer, som der er, ja, så er det jo et album, vi har hørt før – i bogstavelig forstand. Jeg kan ikke lade være med at sidde og savne nogle af de nyere ideer, som L.G. introducerede i musikken på Ellenbogengesellschaft, men det er jo klart, hvorfor de ikke er med. Men det er dog med til at fortælle mig, at jeg er større fan af der, hvor Ellende er nu, end hvor de var for snart ti år siden. Ligeså bliver jeg bekræftet i, hvorfor det er, jeg generelt ikke hører ret meget Ellende. Jeg har altid syntes, der manglede noget pondus i musikken, som generelt er utroligt melankolsk og atmosfærisk, men desværre også har en gevaldig tendens til at blive utroligt langtrukken – og derfor er det da også rart, at et nummer som “Scherben” er delt i to, selvom man så sidder tilbage med “Scherben Teil II”, der går og går, men aldrig kommer nogen vegne. Jovist, musikken er da smuk og eftertænksom, men der skal altså mere til, og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der havde foretrukket et nyt album frem for et “nyt” album.
Remakes er det nye sort
Lad mig understrege, at jeg fuldt ud forstår, hvorfor Ellende har lavet denne her skive. Det ændrer dog ikke på, at det minder mig om de der moderne Disney-remakes af Løvernes konge, Aladdin og så videre, uanfægtet at den da ganske vist lyder meget bedre end originalen. Men ser man bort fra de logiske årsager bag, så er det altså stadig begrænset, hvor spændende en lytteoplevelse dette album er.
