Heading out to the highway
Da Søren Andersen, Danmarks ukronede guitarhelt, i 2019 udsendte sit soloalbum Guilty Pleasures skrev jeg at han havde ’begået et guitar-album, der er værd at høre igen og igen, og som leverer på næsten alle parametre’. Så det var ikke uden en del forventninger at jeg satte mig til at lytte til seneste udspil fra Electric Guitars, hans hyggeprojekt med Mika Vandborg, der præcis som Søren Andersen, i mange år har udlånt sine guitartalenter til et hav af danske udgivelser. Freewheeler er titlen på værket, og det leder jo straks tankerne hen på bilture ned af endeløse og støvede amerikanske landeveje, med kalechen slået ned og noget gedigent hard rock fra en gammel AM-station blæsende ud af højtaleren. Men er det så det Electric Guitars leverer?
Hallo! Hvor blev guitarheltene af?
På albumåbneren “Dopamine” får vi i hvert fald højt tempo, et simpelt riff og et super catchy omkvæd. Og ja, det er en sang man nemt kunne høre mens man drøner ud af Route 66. Vi er tilbage i den gamle rock- verden, hvor det hele handler om fadbamser, fest og ballade. Det er der intet galt i, i denne anmelders optik, for det er et rart sted at være. Det stiller dog enorme krav til sangskrivning og udførelse, for det er ekstremt kendte stier at betræde, og faldgruberne er mange.
Der går desværre heller ikke længe før EG falder i. For eksempel på en sang som ”Nervous Breakdown”, der både er banal og tandløs. ’Kom nu, spark dog noget røv for fanden!’ står der i mine noter til denne sang. Hverken et kort og tungt c-stykke, korte Dizzy Mizz Lizzy associationer eller et par spagfærdige guitarsoli ændrer væsentligt på det. Soloerne er temmelig overraskende et gennemgående problem: Der er mange små fine soloer, men de er gemt lidt for langt nede i mixet, og de er for det meste både for korte og tilbageholdende til for alvor at brænde i gennem. Altså, hallo! Hvad er lige jeres bandnavn, gutter? Selv efter adskillelige gennemlyt forstår jeg stadig ikke konceptet bag dette album. Har de to veteraner bevæget sig så meget rundt i poppens verden, at de pludselig har glemt hvordan man smækker guitaren lige i fjæset på folk?
Og det er ikke det eneste problem. Produktionen er underlig digital og effektbelagt. Jeg føler mig helt og aldeles utilstrækkelig til at kritisere noget som helst en mand som Søren Andersen gør i et pladestudie, men jeg vover alligevel pelsen: Hvor bliver den analoge atmosfære af, og hvorfor lyder det ofte så kunstigt? Albummet slutter dog af med at par opture. ”Freewheeler” er en velfungerende sang efter AC/DC-skabelonen, hvor omkvædet sidder som det skal og soloerne endelig er oppe og røre noget blær. ”Welcome History” slutter festen af med et tungt og fedtet riff, så veteranerne kan tydeligvis godt når de vil.
Uambitiøst…
Tilbage står dog at Freewheeler simpelthen er for uambitiøst fra to så garvede og dygtige musikere. Men hvad skal der så til, spørger du måske? Tjae, dels kunne de jo tage fløjlshandskerne af og sparke lidt mere røv, det kan det danske fadbamse-publikum helt sikker både tåle og trænge til. Desuden kunne det være spændende med en række forskellige forsangere. Det har Slash for eksempel gjort med stor succes, og Søren Andersens vokal er sådan set fin nok – men heller ikke mere end det. Den danske metalscene har masser af talent, også på vokalområdet, så det er vel bare at sige til. Det kunne måske også inspirere d’herrer Andersen og Vandborg til at være lidt mere kreative med sangskrivningen, hvis de skulle lave noget der passer til en række forskellige vokalister? Denne ikke just revolutionerende idé er hermed givet videre. Selv tak.