Sympatisk guitarhyldest er lidt for pænt og alt for tandløst.

Introduktion

Guitaristerne Mika Vandborg og Søren Andersen har sat deres musikalske fingeraftryk mange steder. På tværs af genrer, lige fra Dicte og Gnags til Mike Tramp og Glenn Hughes, har de markeret sig, med deres evner til at vride riffs ud det berømte seks-strengede bæst. Nu har de slået pjalterne sammen i projektet Electric Guitars - en hyldest til guitaren, guitarsoloen og den guitarbaserede klassiske rock.

Gennemgang

Navnet Electric Guitars kunne få mange til at spørge, om ikke man kunne have fundet på et bedre navn. Men det er, præcist hvad det er - elektriske guitarer uden så meget pjat! Elleve forskellige danske guitarister, deriblandt folk som Franz Beckerlee, Tim Christensen, Jakob Binzer og Poul Halberg, optræder med en solo hver på de første elleve numre. Sidste nummer, "Hero of Mine", som er en længere sag på små ti minutter, har én lang solo som alle elleve guitarister bidrager til med hver deres lille bid. Skiven starter fint med nummeret "Four Leaf Clover", omend forudsigeligheden og mængden af gamle rock-klicheer og gimmicks er lige lovlig høj. Men pyt med det, det rykker ganske fint. Det lyder som noget min far kunne finde på at høre, men fred være med det. Lad os så få noget fed tråd! Stille og roligt lytter man videre, og det fortsætter i samme spor. Riffs der rykker fint på en bund af udmærket melodi og et dygtigt band, men stadig klicheer der gennemtærskes gang på gang, samt tekster hvor næste linje nærmest kan gættes, før den er sunget. Og dette fortsætter nummer efter nummer. Det er naturligvis lidt skuffende i længden. Hvad der på forhånd lover godt, og sådan set også starter ganske godt, bliver en sej vandring gennem udvandede og slidte floskler fra det store rock-loppemarked. Efter fjerde nummer var undertegnedes interesse væk, og erstattet med ren skuffelse. Håbet på at skuden ville vende og numrene blive bedre som pladen skred frem, blev ved håbet. Flosklerne, klicheerne og alle de gamle slidte tricks fortsatte til pladens ende. Hvor var de store fyldige riffs? Hvor blev de heftige og teknisk krævende soloer af? Kan Danmarks største guitarnavne virkelig ikke levere bedre?

Konklusion

Musikken vil sikkert gøre sig glimrende live - med et publikum der har rundet de 50 år, vel at mærke. På en sommeraften på Langelandsfestivalen kan farmand snildt tage lillemor med under armen og hygge sig gevaldigt til en omgang uskyldig og harmløs fadølsrock, men det rene musiske indhold er uden ret meget bid. Respekt for en super ide, men resultatet er for harmløst. Selvom pladen lyder godt, og de herrer Vandborg og Andersen har cremen af danske rockguitarister med på rockskuden, så bliver numrene, og i særdeleshed de forskellige soli som jo burde være pladens centrale punkt, aldrig særligt spændende. Her er masser af guitar. Ingen tvivl om, at det her er et guitaralbum. Men jeg havde nu foretrukket noget kvalitet frem for kvantitet...