Søren Andersen fra Fredericia…
…er noget så sjældent som en dansk guitar-helt. På den danske rockscene har man aldrig fået ret mange point for at være old-school guitar-ekvilibrist, men det har Søren Langhår (som Kim Larsen døbte ham engang) heldigvis altid været pænt ligeglad med. Han har bare fulgt sit hjerte, og er beviset på, at med hårdt arbejde, en stålsat vilje og masser af talent kan man komme længere, end de fleste tror. I dag er der langt mere LA end Østjylland over Søren Andersen, og han er nok mest kendt for at være fast guitarist for legenden Glenn Hughes. Han er desuden medejer af og fast producer hos det legendariske Medley-studie i København, hvor han både som guitarist og producer omfavner mange stilarter og genrer. Men hjertet banker nok allermest for melodisk hard-rock med udgangspunkt i blandt andet Deep Purple, Whitesnake og Kiss. Og det faktum bliver slået fast med syvtommersøm på det nye soloalbum, Guilty Pleasures.
Lyden af Miami Vice, ZZ Top videoer, Top Gun og Ray-Ban solbriller
Albumåbneren ”City Of Angels” med sin store lyd, melodiske riffs og passende mængder af fingergymnastik, bringer os ikke kun tilbage til 1980’erne, men også direkte over til det Los Angeles, som Søren Andersen i den grad også er rundet af. Albummet fortsætter med tunge riffs, masser af dramatik og funky bas på ”Agent Wells”, og ”The Kid” sætter tempo og intensitet et nøk i vejret med endnu mere medrivende shredding – Joe Satriani-style. På ”Satori” sættes farten en del ned, og man får lidt David Gilmour og 80’er-Pink Floyd-vibes, der igen udføres stilsikkert og fuldstændigt fejlfrit.
”Skybar” er albummets første fejlskud. 1980’erne har ringet, og de vil gerne have deres elendige sekskantede el-trommer tilbage! Den lyd var allerede møg-irriterende, da Jørgen Umulius i tv-showet Eldorado præsenterede datidens tyggegummi-pop-hits for et publikum klædt i gulerodsbukser, sejlersko og skulderpuder. Det lyder mindst ligeså frygteligt i dag, og det kan selv ikke Søren Andersens blændende guitarspil lave om på. Nummeret ender dermed som en karikatur og et eksempel på, at det langtfra er alt fra det årti, der bør bringes til live igen.
Så går det heldigvis langt bedre på ”1983”, der starter med klassisk 8-bit gamer-lyd fra dengang, man hang ud på den lokale grillbar og gamede for to kroner per spil. Det nummer byder desuden på en vildt fængende melodi og så ellers på masser af legesyge blues-fraseringer og afslører dermed nok, hvad Glenn Hughes for ti år siden hørte i Søren fra Fredericia. Han nøjes nemlig ikke bare med at spille ”Smoke On The Water” og andet fra Deep Purple-kataloget ligeså perfekt som Ritchie Blackmore, han kan såmænd også spille blues og en masse andre stilarter på samme høje niveau. Man kommer alligevel til at savne både lidt vildskab og nogle vildskud efterhånden. Guilty Pleasures bliver i længden lidt for perfekt og til tider klinisk og en dosis Devin Townsend-galskab spredt ud over herlighederne, kunne have løftet albummet endnu højere op. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Søren Andersen har begået et guitar-album, der er værd at høre igen og igen, og som leverer på næsten alle parametre.
The impossible dream
Guilty Pleasures er ikke kun en nostalgisk tur tilbage til 1980’erne. Albummet fungerer også som en rendyrket hyldest til rock-guitaren og alle dens helte. Især Steve Vai og Joe Satriani, der var blandt de første der hittede med guitar-dominerede instrumental-albums. Måske er Søren Andersen ikke helt oppe på deres ekvilibristiske færdigheder, men det er godt nok tæt på, og så er han i besiddelse af en kvalitet, de færreste shredders har: Uanset hvor hurtigt eller teknisk, Andersen spiller, lyder det bare så legende let og ubesværet. Vi ved jo godt, at guitarspil på det her niveau kræver kolossale mængder af både talent og træning, men når man lytter til Guilty Pleasures, kan man få lov til at drømme om, at ”det her kan jeg sgu da også finde ud af”. Og hvem har ikke godt af at drømme om det uopnåelige bare en gang i mellem?
