Den færøske Ennevældige
Nogle gange hænder det på heavymetal.dk, at vi anmelder andet end rock & metal. Det sker, når det både interesserer os på redaktionen og et pænt segment af vores læsere. Eivør er absolut gået hen og blevet en af de artister, selvom musikken ikke er i den tunge ende af skalaen. Hun spillede også hele to gange på Copenhell i år, hvor vi kiggede forbi den ene. Men hvad er det egentligt den multi-musikalske færøske Eivør kan? Hun har været aktiv musiker siden 1999, og det er blevet til meget forskelligartet musik og hele 10 soloalbummer. Det, som for alvor sendte den færøske sangfugl ind i metallens rækker, var brugen af traditionelle nordiske sangteknikker blandet med sin fløjlsbløde dragende vokal. Eivør skabte på Slør en bro mellem vellydende pop og oldnordisk musik. Kombinationen af de gamle nordiske musiske dyder, som møder den moderne musik, er noget, som alvor har fået Eivør på verdenskortet ligesom artister som Heilung og Wardruna, som også møder stor kærlighed hos mange i metalmiljøet.
Enn for alle, alle for Enn
På den forrige plade Segl, udfoldede Eivør sig på engelsk og var meget tilbage i singer-songwriter universet, hvor hun startede. Det var ikke et album, som faldt i min smag. Problemet var særligt, at hun sang på engelsk, fordi det færøske klæder bare hendes sange meget bedre. Så derfor er det en glædelig overraskelse at se hende tilbage på modersmålet på Enn. Albummet starter med den stille og atmosfæriske ”Ein Klóta”, som er båret af simpel klavermelodi og Eivørs flotte klang, som er utrolig dragende. Sangen er eventyrlig i sin lyd og giver visuelle billeder af at stille glide hen over de færøske klipper igennem de lavthængende skyer. Det er tryllebindende og fascinerende, og ganske eminent smukt. Især sangens afslutning, som akkompagneres med strygere, og hvor Eivør synger i en operastil falset. Hun viser, hvor fremragende en vokalist hun er, for toneskiftene er så glidende og veludførte, at de færreste ville kunne gøre hende kunsten efter.
Lydskiftet til den næste sang på albummet, ”Jarðartrá” er kæmpestort. Her er det dystre synthlyde med et tungt og langsomt pulserende elektronisk beat, der skaber lydfladen. Her bruger Eivør stemmen som atmosfærisk instrument, og hun synger i et dybere toneleje. Her føles det, som om man står på slagmark i fortidens norden, hvor jorden er ren mudder, da alt græsset er trampet væk. Der er døde overalt og stilhed fra det udkæmpede slag. Man står dels i sorg, chok og apati over eftermælet fra udvekslinger af stål og blod. Der er masser af mørke at spore i melodien, og netop at hun synger på færøsk, som er nært beslægtet med det old-nordiske, gør at disse billeder dukker op i mit hoved. Musikken er forblændende filmisk og grandios. Resten af albummet fortsætter i samme fine stil med vekselvirkninger mellem det mørke og svævende. Enn, er derned et album, som konstant danser i kontrasterne men bindes sammen i skønheden, for selv i melankoli er der skønhed at finde.
Ennevældige Eivør indtager nordens trone
For mig er der ingen tvivl om, at Enn er det bedste album, Eivør har udgivet til dato. Det er en god blanding af alt det, som er fedt ved hendes musik, men derudover har vi også at gøre med musiker, som bare er blevet utroligt moden. Kompositioner og sangskrivning er på sit højeste med alt fra de ørehængende melodier til at skabe klimaks og vide, hvornår man skal lade hvad fylde i sangene. Albummet er komprimeret rigtigt med sine 40 minutter, som er en perfekt længde, hvor man forbliver draget og fortryllet hele vejen igennem. Dette er Eivørs første album ved Season of Mist, og hvilken debut det er. Hun får atter stadfæstet sig som en af nordens mest talentfulde musikere med dette album, hvis man da var i tvivl. Det eneste, jeg savner fra Enn, er en sang eller to mere i stil med ”Upp Úr Øskuni”, hvor der bliver skruet op for det rockede og mørke, men det er stort, at det også er det eneste kritikpunkt, vi kan finde på dette forrygende album.
