Ét koncept, tusinde teorier
Der har været mange spekulationer om Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory gennem årene. Nogle mener, at konceptet er inspireret af den romerske historie om Romulus og Remus og Roms grundlæggelse, mens andre ser det som en mere jordnær fortælling, der involverer Nicholas og Victoria, hypnoterapi og refleksion over et tidligere liv. Uanset fortolkningen er de fleste enige om, at Metropolis Pt. 2 er et af højdepunkterne i Dream Theaters imponerende diskografi, der også inkluderer mesterværker som Images and Words, Awake og Six Degrees of Inner Turbulence. Er det gået ned ad bakke siden? Uden tvivl. Deres seneste album, A View From the Top of the World, var langt fra imponerende, og bandets musik er nu præget af deres begrænsninger – blandt andet LaBries vokal – og af, hvad de stadig kan præstere live. Men lad os for en stund glemme det. I 1999 var Dream Theater et brandvarmt navn, og efter den middelmådige Falling Into Infinity havde de brug for et storslået værk. Og for satan, hvor de leverede….
Luk dine øjne og begynd at slappe af
”Close your eyes and begin to relax. Take a deep breath, and let it out slowly”. Jeg får stadig kuldegysninger, når konceptalbummet åbner, for i 90'erne og langt op i 00'erne var der få bands, der kunne skabe en stemning som Dream Theater. Selvom Metropolis Pt. 2 trækker på "Metropolis – Part I: The Miracle and the Sleeper" fra Images & Words, er der ingen direkte forbindelse, og alligevel... Nicholas søger stadig trøst efter mordet på Victoria – som viser sig at være ham selv i et tidligere liv? Forvirret? Vi er kun lige begyndt. Det er denne komplekse fortælling, dybden, følelserne og den eminente sammensætning, der gør albummet til et sandt mesterværk og som har tilladt mange fortolkninger.
"Regression" åbner Metropolis Pt. 2 med en fantastisk opbygning af historien efterfulgt af den bevægende "Overture 1928", et sublimt instrumentalnummer. Men det er først med "Strange Déjà Vu", vi virkelig smager på essensen af Dream Theater – de komplekse rytmer, LaBries imponerende vokalspændvidde, Portnoys trommearbejde og guitarsoloer i højeste gear. Images and Words var et skelsættende album, men det stod klart, at Metropolis Pt. 2 var noget helt for sig selv. Med hver ny drejning tog albummet lytteren med på en uforudsigelig rejse gennem bandets erfaring. Det 11 minutter lange "Beyond This Life" tog mig med storm, mens "Through Her Eyes" viste bandets blødeste side med en smuk ballade om livets tab og savn. Jeg kunne blive ved, men lader være. Selvom jeg stadig sætter pris på, at Dream Theater er aktive, ønsker jeg, at de snart afslutter deres karriere. De har intet tilbage at bevise, og tidens tand har kun gjort deres tidlige værker endnu stærkere.
Men jeg skal næsten også nævne arpeggionernes vals i ”Dance of Eternity”. Eller indledningen på ”Home”. Ej. Jeg må hellere stoppe nu.
Magnifique, Masterful, Mesterværk – Metropolis
Dream Theater er ikke for alle. Første gang jeg hørte Images and Words, som var min indgangsvinkel, var jeg heller ikke betaget. Det var jeg heller ikke anden eller tredje gang. Men en dag fik jeg pludselig lyst til at høre ”Pull Me Under”, og siden da har jeg aldrig sluppet bandet ud af syne. Musikken er ambitiøs, lovløs og kreativ som bare pokker, men kræver også en vis form for tålmodighed. Er Metropolis PT.2 deres bedste album til tider? Muligvis. Albummet fortjener stadigvæk den dag i dag 10/10 og har for alvor bestået tidens test.
10/10
