Drømmeteatret spiller metal som et jazzband
Når man nævner Dream Theater, vil de fleste ældre metal fans sikkert hurtigt komme til at tænke på John Petrucci og Mike Portnoy, en af verdens henholdsvis bedste guitarister og trommeslagere. Hvis du spørger en diehard fan, vil du sikkert blive udsat for lange analyser og forklaringer om deres tekniske høje standard. Ganske almindelige metal fans ville sikkert sidde og falde lidt hen under den meget tekniske gennemgang af deres fortræffeligheder. Drømmeteatret har rigtig mange diehard fans! Deres historik går tilbage til 1985, hvor John Petrucci, John Myung og Mike Portnoy studerede på Berklee College of Music, Massachusetts USA og dannede bandet Majestic. De droppede ud af studiet og dermed blev en af de mest populære progressiv metal supergrupper født. Pt. har Drømmeteatret solgt mere end 12 millioner albums worldwide. I 2010 skete så det utænkelige, Mike Portnoy forlod drømmen, til fordel for bl.a. Avenged Sevenfold (AV7X) en noget anden boldgade! I 2011 tog Mike Mangini over. Mike Mangini er en trommeslager på noget nære Mike Portnoy niveau med 5 WFD priser (World's Fastest Drummer Extreme Sport Drumming). Mike Portnoy derimod virker til at nyde, ikke at være så fastlåst i de rytmiske kompositioner hos AV7X. Hvordan tog disse diehard fans så det skifte? De begyndte selvf. at diskutere de tekniske forskelle mellem de 2 trommeslagere og hvem der nu var verdens bedste trommeslager, hvad ellers? Den "nye" setup er altså John Myung (kåret til en af verden bedste bassister), John Petrucci (guitar), James LaBrie (vokal), Jordan Rudess (keyboard virtuos), Mike Mangini (trommer), stadig et Dream Team!
Gennemgang
Det nye 2013 album er selftitled Dream Theater, det er det tolvte studiealbum og det lyder bestemt som et drømmeteater album med en del synth, en del progressive breaks og selvfølgelig gennemsyret af John Petruccis karakteristisk guitar. Det nye album har en mere sprød og luftig lyd, end f.eks. det forrige album A Dramatic Turn of Events. Det giver lidt mere kant på guitaren og en frisk hi hat, det klæder virkelig deres musikalske udtryk. Mit favorit nummer er "The Enemy Inside", hvor John Petrucci giver den fuld pedal med ægte metal riffs. "Along for the ride" er en fin og følsom og vokalen spiller en større rolle end i så mange af de andre numre. Albummet slutter af med et 22 min. langt nummer! "Illumination Theory" Det er helt normalt med så lange numre fra Drømmeteatret. Nummeret virker noget uharmonisk, men er et eksempel på deres tekniske færdigheder, hvor hver musiker får plads til at udfolde sig. Ja man skulle til tider tro at det var et jazzband, og at de forventede klapsalver efter hver opvisning i teknisk virtuositet.
Konklusion
Jeg kan bestemt ikke sætte en finger på det tekniske niveau af disse ekvilibrister, ligesom produktionen er meget flot lavet, med lækker sprød lyd. Dream Theater har store personligheder med hver sin fanskare og det virker til at de prøver at tilgodese alle. Det kan få udtrykket til at virke en smule usammenhængende og vokalisten har ikke så fremtrædende en rolle som i mange andre metal bands. Jeg sidder lidt og tænker, hvem er frontmanden.. svaret er nok at de alle 5 er i front. Helt personligt savner jeg lidt metallisk tyngde og lidt flere fængende riffs, lidt mere gut feeling, lidt mere dyrisk drivkraft. Jeg kan lide, ikke at skulle tænke hele tiden. Men når det så er sagt, så kan man sagtens høre at Dream Theater er prog metal i top klasse og der er masser af lækker vellyd på dette album. Jeg er ikke i tvivl om, at Drømmeteater fans synes dette album er spot on, og så har de jo også meget mere at diskutere og analysere. Gab…
Kommende shows
Torsdag 20. februar 2014 - http://www.billetlugen.dk/andet/30390/dream-theater/
