Storslået og uhyre ambitiøst værk fra Dream Theater

Astonishing

Kongerne af progressiv metal, amerikanske Dream Theater, har siden dannelsen i 1985 høstet kolossal anerkendelse for deres formidable tekniske evner, men så sandelig også deres altid velkomponerede og yderst ambitiøse værker. De har netop udgivet deres 13. album - The Astonishing - og det er absolut ingen undtagelse, hvad gælder det ambitiøse og lever på mange måder op til sit navn.

“People just don't have the time for music anymore”

Sådan lyder en af linjerne i nummeret “The Gift of Music”, det første singleudspil fra albummet. Trods postulatet, eller måske endda i kraft af det, har Dream Theater begået en skive på intet mindre end 129 minutters spilletid og det er et værk der i dén grad kræver lytterens opmærksomhed, indlevelse og ikke mindst tid.

The Astonishing er ikke bare et album med en masse forskellige numre på, som sagtens kan høres enkeltvis i fem minutter ad gangen; På ingen måde! Det er ét langt sammenhængende værk, der i tråd med de tidligere udgivelser Metropolis pt. 2 og Six Degrees of Inner Turbulence fungerer lidt som en prog metal musical og skal høres og nydes i ét langt stræk.

Tematisk er vi ude i noget der lyder som et clash mellem Star Wars og Ringenes Herre. Bandet selv beskriver det som “retro-futurist post-apocalyptic dystopia ruled by medieval style feudalism”(!) og præcis ligeså voldsomt og bombastisk som det lyder, således får vi også serveret et vanvittigt komplekst og ufatteligt ambitiøst værk. Forsanger James LaBrie synger samtlige karakterer i historien og resten af bandet følger trop, ved at rulle hele arsenalet ud i løbet af skivens godt to timer. De kommer ud i samtlige hjørner af hele deres musikalske kunnen og formåen ved at give os alt hvad de kan: Lige fra det helt stille og følelsesladede til den hårde, hurtige og hæsblæsende instrumentale overlegenhed, som vi ved de besidder og som vi forventer på hver udgivelse fra dem.

Vi kommer omkring det hele, men præsenteres desværre ikke for noget nyt eller vovet - de bliver ganske enkelt i deres comfort zone. Muligvis er en plade af denne kaliber ikke den bedste platform at begynde at rulle nye sjove eksperimenter ud på, men med 129 minutters ambitiøs musik, kunne man godt have skabt en lille overraskelse eller to.

Udover overraskelser, savner denne anmelder også de gamle velkendte og til tider langstrakte passager, hvor de respektive bandmedlemmer får lov til at folde sig ud i ekvilibristiske soloridt og overlegne instrumentale magtdemonstrationer. Bevares - guitarmesteren himself, John Petrucci, har en hel del lækre riffs og diverse hurtigt spillede soli at byde ind med, men forventer man et nyt “Endless Sacrifice” eller andet i den kaliber af super-kompositioner, bliver man slemt skuffet.

Mission Acomplished

Det er som om Dream Theater har skullet bevise noget over for dem selv og ikke mindst deres kritikere. Om det er på grund af tidligere trommeslager og sangskriver Mike Portnoys exit, som unægteligt fik fans og andre kendere af bandet til at stille store spørgsmålstegn ved bandets fremtid, skal ikke diskuteres her. Men inden skriveprocessen forud for dette album gik i gang, har de helt sikkert sat sig for at lave noget andet end bare endnu et album i vanlig stil. Sådan er det i hvert fald endt!

Dream Theater er og bliver et band der deler vandene; Enten er man ved at brække sig over dem, eller også er man dedikeret beundrer. Uanset hvilken lejr man tilhører, vil ens mening om bandet umiddelbart forstærkes efter gennemlytning af The Astonishing - det er Dream Theater som vi kender dem, men bare meget mere af det.

Køber man præmissen og kan se gennem fingre med de af og til lidt for overkarikerede musical-sekvenser og ikke mindst spilletiden, venter en stor gevinst. Det er storslået og ambitiøst som bare fanden og kræver helt sikkert mere end en enkelt gennemlytning, men det lykkes - The Astonishing kommer i mål på fornem vis. Det håber vi også bliver tilfældet den 8. marts i Koncerthuset!