Sailing the Seas of Paperclips
Sean Lennon og Les Claypool har fiflet rundt i studiet, og det er der kommet ikke kun et nyt album ud af, men også en tegneserie, der sætter tegneren Robert Crumb op på en piedestal. Det er ikke første gang, deliriet hædrer en artist, for videoerne til forrige album, South of Reality, brugte åbenlyst samme teknikker som Monty Pythons Terry Gilliam.
Vi må til anmeldelsen klare os uden tegneserien, men konceptalbummets historie er heldigvis let forståelig: en videredigtning af den svenske filosof Nick Bostrøms ’paperclip maximizer’.
‘AI think, therefore AI am’
Duoen tager Bostrøms idé op og skriver et sci-fi-album med en handling, der er skræmmende relevant: En kunstig intelligens får til opgave at producere papirklips. Bostrøms pointe er, at den hurtigt vil indse, at mennesket er en hindring i forhold til opgaven; det kan slukke for maskinen, komme i vejen for selve produktionen, og i sidste ende kan mennesket bruges som råstof. Problematikken introduceres på ”WAP (What a Predicament)”, en hymne, der er ganske let på tå og sætter scenen for et let progget album, der er overordentligt varieret – og endda har elementer af en kabaret cabarét.
Balladen ”Heart of Chrome” burde måske få prisen som årets sang. Sangen er i sig selv et paradoks, og det skæres ud i pap af Lennon, der med en solid digital vibrato lægger stemme til den kunstige intelligens, på linjer som ’How can I be real, when I feel nothing at all?’ og dens tvilling ’Why should I exist when I feel nothing at all?’. Både musik og lyrik er leveret med en ironisk og tænderskærende tristesse, for hvordan kan en kunstig intelligens være trist?
Klips er her i hobetal: Coveret er indrammet af en ring af klips, mens Microsofts animerede hjælpeassistent fra Windows 95 dukker op i videoen til ”The Golden Egg of Empathy”. Clippy, hed den. Albummet tager mange skikkelser på sig, og man skal nok læse tegneserien for at fatte, hvorfor amerikanernes favoritdyr, søkoen, dukker op, i et underfundigt undervandsnummer med direkte linjer til The Beatles’ ”Yellow Submarine”. Her stikker Claypools slapbas for alvor af, og Lennons syrede solo ligger et sted mellem Neil Young og Lou Reed. Pladen er fyldt med underlige elementer som ”Troll Bait”, der sparker bolden tilbage til Claypools allerførste sang, ”Too Many Puppies”, hvor basriffet er tungt som Venom. To mellemspil, ”Simplest of Deeds” og ”Cliptron Scuttle”, slægter Purple Onion eller andre af Claypools sideprojekter kraftigt på og skaber med en klikkende xylofon lyden af en papirklips.
Den 12 minutter lange kabaret ”It’s a Wrap” kommer tæt på de to Primus-album Primus & the Chocolate Factory with the Fungi Ensemble og The Desaturating Seven. En forstyrret afrunding af albummet, hvor et uskyldigt stykke popmusik løber digitalt af sporet, så fortællingen, der på lyriksiden åbner håb for en menneskelig fremtid, vender på en tallerken. A la sci-fi-gyseren Invasion of the Body Snatchers, hvor Donald Sutherland i sidste sekund bryder ud i et skrig. Basgangen er med sin simple akkordbrydning milevidt fra Claypools sædvane og lyder næsten AI-genereret; den understreger på genial vis fortællingen. Ved første lyt er det lallet poppede nummer så irriterende, at fristelsen til at springe videre kun overgås af nummerets overraskende ørehængerpotentiale. I stedet ender man med at måtte genlytte det store epos, der efter den eminente popstart går over i støjrock, mens man på engelsk, med tæsketyk tysk accent, udpensler ’The Paperclip Problem’. Pink Floyd har ikke levet forgæves.
Ren (u)hyggeprog
Med tilføjelse af paradokset til diskografien begynder deliriets stil at stå klar; det er den rene hyggeprog, hvor den muntre ”WAP (What a Predicament)” og de melankolske ”Meat Machines” og ”Heart of Chrome” spænder en rød tråd til tidligere album. Der er stærke syng med-elementer, uden at der gives køb på det musikalsk sære, og det er særligt her, duoen går i Lennons fars fodspor.
De enkelte skæringer er ikke alle lige progressive, mens helheden er totalt progressiv, med inspiration fra Pink Floyd, Flower Travelling Band og Danny Elfman – komponisten bag musikken til dukkefilmen The Nightmare Before Christmas. Mangfoldigheden er i højsædet.
Selv uden tegneserien står fortællingen og musikken som en imponerende stærk enhed. Kernen ligger ikke kun i teksterne, for beretningen findes tilsvarende i musikken. Det er et album skabt med indlevelse, føling og – ikke overraskende – gigantisk talent.