Obituary - Dying of Everything

Dying of Everything

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dødsmetal og nekrologer går jo hånd i hånd

At skrive en nekrolog kan på ingen måde være nemt. At opsummere et menneskes oplevelser, gerninger højdepunkter og generelle liv uden hverken at overse noget eller få det til at lyde som en simpel opremsning fra en indkøbsliste, er en opgave, der i den grad kræver mange års – ja, måske endda årtiers – erfaring. Så hvem er bedre påklædt til denne opgave end brødrene Tardy og kompagni fra Florida, nu de har gået under navnet Obituary siden 1988 og er klar med deres ellevte bud på en nekrolog – Dying of Everything?

Dødsmetallens Duck Dynasty er ved at være pensionsmoden

Tæller man Obituarys Executioner-dage med, så har bandet i snart fire årtier været garant for en god gedigen omgang simpel og groovy dødsmetal. Og det kan lige så godt siges først som sidst; det laver Dying of Everything på ingen måde om på.

Havde man håbet på andet, så er man nok enten ikke bekendt med Obituary, eller også har man fetish for at blive skuffet. For Dying of Everything er, som floridianernes sidste par plader, et tilbageblik på bagkataloget. Vildt og voldsomt går det for sig på "Barely Alive" og titelnummeret, hvor de aldrende herrer viser, at Cause of Death kunne være indspillet i går og ikke for 33 år siden. "The Wrong Time" og "Without a Conscience" er, ligesom "Redneck Stomp" fra Frozen in Time en magtdemonstration i, hvor solid Obituarys rytmesektion er. Og var man mere fan af den lidt skæve vinkel World Demise fra '94 havde, så er "War" måske det yndlingsnummer, du har ventet næsten tre årtier på.

Og selvom ovenstående lyder som et perfekt soundtrack at blæse ud over Floridas sumpe, mens man rider på ryggen af en ni meter lang alligator, så dør Dying of Everything netop af alt, som pladen er samlet af. Reelt set kan du nemlig bare høre de gamle plader og numre, der er refereret til i afsnittet ovenover. For hele Obituarys karriere er skabt på samme formel, og når man lytter til Obituary anno 2023, er det meget tydeligt, at denne formel snart har 40 år på bagen. "My Will to Live" og den dræbende afslutter "Be Warned" er nok den kedeligste gang stamp på to og fire, som Obituary nogensinde har lavet og nok nogensinde kommer til at lave. Og på "By the Dawn" og "Weaponize the Hate" er formlen blevet så tynd, at det næsten er umuligt at skelne numrene fra hinanden. Og hvad værre er, er, at de kommer lige efter hinanden. Der er i bund og grund ikke meget positivt at sige om Dying of Everything, for samtlige positive bemærkninger vil unægteligt blive baseret på noget, som kvintetten gjorde for 10, 20 eller endda 30 år siden. Det er ikke, fordi det er en dårlig plade, de fem gutter har stykket sammen, den er bare alt for gennemsnitlig i forhold til fortidens storhed.

Det kunne trods alt være værre

At Obituary med Dying of Everything skriver en af karrierens mest gennemsnitlige plader, ændrer bestemt ikke på, at bandets fans vil labbe pladen i sig, som var det en solid gang stegt flæsk med persillesovs. For Obituary lyder, som Obituary altid har gjort, og man kan ikke fornægte deres evner til at stykke en habil nekrolog sammen. Det er dog svært for alvor at blive begejstret over Dying of Everything, når nu Obituarys lige så gamle kolleger i Immolation og Autopsy udgav fænomenale plader i 2022. Men hey, så længe vi ikke får en ”Bullituary” 2.0, så er alt ikke tabt endnu.

Tracklist

  1. Barely Alive
  2. The Wrong Time
  3. Without A Conscience
  4. War
  5. Dying Of Everything
  6. My Will To Live
  7. By The Dawn
  8. Weaponize The Hate
  9. Torn Apart
  10. Be Warned

Tilføj kommentar