Få melo-døds bands (ingen nævnt, ingen glemt…) har gennem de sidste 15-20 år leveret albums af samme høje kvalitet som Dark Tranquillity har. Undertegnede fik øjnene op for det svenske ensemble, da "The Minds I" blev udgivet, og dette album har stadig en høj stjerne hos undertegnede, men også nyere album såsom den kompromisløse "Character" er i mine øjne en klasse-skive.

På det seneste album, "We Are The Void", bevæger Dark Tranquillity sig på bekendt musikalsk territorium, dvs. meget afvekslende sange, der fokuserer på tyngde, melodi og aggression. Den karakteristiske vokal fra Mikael Stanne giver albummet en umiddelbar genkendelighed og skønt han for det meste bekender sig til det aggressive udtryk, bliver der også flettet lidt mere rene vokal-passager ind i nogle af sangene ("The Grandest Accusation" og "Hersilent Language") – et aspekt som igen giver albummet lidt afveksling. Desuden er brugen af keyboard-melodier blevet lidt mere markant i forhold til de sidste par albums fra den svenske sekstet.

Sangene er som sagt meget afvekslende, men desværre, efter utallige gennemlyt, fremstår for mange sange dog for anonymt. Det nummer, der skiller sig mest markant ud er den afsluttende "Iridium" der får føjet lidt mere episke tendenser til svenskerdøden og det klæder klart albummet. På trods af flere sanges, i Dark Tranquillity-regi, mere anonyme karakter, viser "We Are The Void" dog at bandet stadig er så meget bedre end andet der udgives i disse tider og sange som "The Grandest Accusation" vidner om et band der stadig kan holde niveau. Desværre kan karakteren for albummet som helhed ikke svinge sig længere op end de 60% til trods for dette