10 år her i støvet …
10 år er gået, siden Walls of Jericho sidst sendte et studiealbum på gaden. Dengang konstaterede vi, at No One Can Save You From Yourself leverede fandenivoldsk hardcore med thrashede crossoverriffs, nådesløse breakdowns og rigeligt med aggression, men dog også en vis musikalsk ensformighed. At Detroit-bandet ingenlunde havde mistet sin slagkraft, blev imidlertid understreget på Copenhell i 2025, hvor Candace Buckingham og kompagni forvandlede Pandæmonium til et inferno af sved, fællesskrål og hidsige moshpits. Nu er de tilbage med System Error: Humanity, hvor 46 minutters spilletid søger at sætte menneskeheden, samfundet og den personlige frihed under lup. Men ét er at mobilisere en festivalplads til kollektivt kaos. Noget ganske andet er at fastholde lytterens opmærksomhed gennem et helt album. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt 10 års udgivelsespause har givet plads til musikalsk fornyelse, eller om Walls of Jericho til stadighed insisterer på at løse samtlige af livets problemer med en knyttet klør fem.
… det er noget, der har sløvet
Faktisk begynder det ganske lovende. På åbningsnummeret ”True Til' Death” sætter Dustin Schoenhofers dominerende trommespil dagsordenen, alt imens det velkendte riffdrevne crossoverudtryk sender tankerne i retning af thrashmetallens mere bidske afkroge. Selv Candace Buckinghams skingre aggression vækker visse mindelser om ung om end noget lysere udgave af Tom Araya. Desværre begynder murværkets første revner hurtigt at vise sig. Førstesinglen ”The Ascent” prædiker personlig udvikling og modet til at overskride egne begrænsninger, mens musikken selv forbliver solidt plantet i genrens velkendte rundgange og obligatoriske breakdowns. Selv Randy Blythes gæsteoptræden på ”Broken Mouths Can't Speak” formår ikke at løfte oplevelsen. Tværtimod er det imponerende, hvordan Walls of Jericho får reduceret en af groovemetallens mest autoritære skikkelser til en brovtende baggårdsbølle.
Med ”Untouchable” materialiserer albummets største paradoks sig for alvor. For hvordan kan 46 minutter føles så uendeligt lange? Svaret skal tilsyneladende findes i insisteren på at fordele spilletiden over 15 kompositioner, der i stigende grad fremstår som variationer over den samme musikalske grundopskrift. Aggressionen er intakt, men når både vokalføring, riffmønstre og kompositoriske greb gentager sig, mister selv de hårdeste knytnæveslag deres gennemslagskraft. På ”Agency” indfinder der sig omsider en smule tempomæssig kontrast, hvilket efterhånden føles som en mindre sensation. Ved ”Unchained” er tålmodigheden imidlertid slidt faretruende tynd, og Buckinghams vokal fremstår nu mest af alt som førnævnte Slayer-ikons uregerlige og permanent pissesure lillesøster. På ”The End Before” forsøges variationen tilsyneladende skabt ved ganske enkelt at sænke leveringstempoet, men langsommere fraseringer er altså ikke ækvivalent med tonal kolorit.
På ”Humanity” tilfører Guy Kozowyk fra The Red Chord omsider en smule vokalbund, hvilket skaber enkelte oaser af soniske brud i den ellers så ensformige ørkenvandring. Bevares, vi befinder os ingenlunde i hverken Bachs eller Beethovens kontrapunktiske univers, men efter ti numres næsten uafbrudte vokalbelejring fremstår selv beskedne dynamiske forskydninger aldeles kærkomne. På ”Last Judgement” genfinder guitararbejdet tilmed noget af den opfindsomhed, der gjorde albummets indledning lovende, men drukner atter i de efterhånden velkendte vokale formaninger. Og netop som man har opgivet håbet om fornyelse, indfinder ”A Brighter Fire” sig som en regulær åbenbaring, og vi møder en sårbarhed og poetisk dimension, der hidtil har været fuldstændigt fraværende. Med sine knap seks minutter er nummeret en lille perle, som demonstrerer et langt bredere musikalsk repertoire. Hvorfor i alverden skulle vi dog helt frem til næstsidste skæring for at opdage det? Afsluttende ”The Reckoning” leverer ganske vist endnu en habil instrumental præstation, men den kan ingenlunde længere veje op for lytterens vokale udmattelse.
Systemfejl: 40
Det mest frustrerende ved System Error: Humanity er ikke, at Walls of Jericho mangler musikalske kompetencer. Tværtimod. Guitararbejdet er flere steder ganske fremragende, trommerne leverer et solidt fundament, og når bandet endelig tillader sig at udforske andre udtryksformer, opstår der øjeblikke af reel kvalitet. Problemet er, at disse kvaliteter alt for ofte undergraves af Candace Buckinghams trivielle tirader og den nærmest endeløse strøm af musikalske og lyriske gentagelser. Samfundskritik og personlig frigørelse er glimrende udgangspunkter for et hardcorealbum, men selv væsentlige budskaber mister deres betydning, når de leveres med samme ubønhørlige retorik om og om igen. Allerede på forgængeren fra 2016 efterlyste vi flere nuancer, og dengang viste det afdæmpede ”Probably Will”, at bandet faktisk kunne levere dem. 10 år senere gentager historien sig med ”A Brighter Fire”. Det er næsten imponerende, hvor lidt bandet synes at have lært af sine egne kvaliteter. For hvor System Error: Humanity vil gøre op med menneskehedens fastlåste tankemønstre, fremstår Walls of Jericho desværre selv som en af dens mest trofaste fortalere.