Formel 1 eller Fiat 500?
‘Everything Faster Than Everything Else’ – sådan beskriver Graviton sig selv i artistsektionen på sin Spotify-side, en umiskendelig hyldest til Lemmy og resten af Motörhead. De fire fyre fra New England udgav deres debutalbum i 2018, og er nu, otte år senere, klar med deres andet fuldlængdealbum, Graviton. Med den overskrift bliver der lagt op til en sonisk dominans med fuld fart på, men spørgsmålet er, om Graviton kan levere varen, eller om motoren brænder ud.
Ræs i barndommens gade
Allerede fra første sang byder Graviton på tryllebindende trommerytmer, der sammen med en dyb, brummende bas og en tung guitar dominerer mine trommehinder. Både stortrommen og tom-tommerne bliver gennembanket, og det varme og buldrende lydbillede luller mig ind i en tung thrash-trance. Med ét bliver jeg vækket af blastbeats, hurtige guitarriffs og skrig, der giver mig en ubændig lyst til at slynge mig selv mod den nærmeste moshpit. Det er ingen hemmelighed, at det er en vred blanding af thrash og dødsmetal. Den slags musik, der kan tænde op i selv de koldeste og sorteste hjerter.
Denne blanding af ekstrem fart og ustoppelig vrede er gennemgående for albummet, og opskriften bliver fulgt mere eller mindre til punkt og prikke. Hvis det ikke er i stykker, hvorfor så fikse det? Opskriften virker, det er der ingen tvivl om. Musikken er fed, og de ‘thrashede’ vers komplementerer de groovede breakdowns og vilde soloer. Som en drink af lige dele Slayer, Cannibal Corpse og Testament – det kradser, men det skal sgu kradse!
Der er dog heller ingen tvivl om, at numrene nemt flyder sammen og bliver til en stor, sammensmeltet masse, hvor det til tider bliver svært at skelne et nummer fra et andet. Som den krævende anmelder jeg er, savner jeg et ørehængende riff, der sætter sig i hovedet resten af dagen, et breakdown, der virkelig skiller sig ud, eller noget helt tredje.
Det nummer på skiven, der kommer tættest på dette, er "NGC 1277 Pt. III Graviton”. En teknisk og velklingende blanding af thrash og død, og et omkvæd, jeg bedst kan beskrive som del to af Judas Priests “Painkiller”. Her viser albummet for alvor, hvad det kan, og hvor det løfter sig lidt ud af den ellers velspillede mængde af ekstremmetal, der lægger basen for resten af albummet.
God motor i en gammel bil
Det er ikke svært at forestille sig at tonse rundt i en svedig circle pit i en varm kælder, når man lytter til Graviton. De gæve gutter fra New England kommer med rå, ond og vanvittig energi, som helt sikkert bedst nydes, når man er halvfuld og i denimvest. Det er tydeligt, at Graviton selv er metalfans og trækker meget inspiration fra sine forgængere, men til tider bliver det så meget, at det er svært at se noget originalt. Musikken er der dog ikke noget galt med, og hvis de nogensinde lægger vejen forbi Danmark, er der ingen tvivl om, at jeg vil være at finde dybt i moshpitten.