Fortiden lyser ind i fremtiden
Vi navigerer vores fremtid efter fortiden. Sømænd har i årtusinder læst de lysende knappenåle på himlen, mellem hvilke stjernebillederne er spændt op. Disse stjerner er dog ofte døde, deres lys er for længe siden pustet ud, eller de er midt i de sidste krampetrækninger efter en supernova. Lysbølgerne når os for sent, og således ser vi ind i fortiden, hver gang vi skuer mod nattehimlen. Det nyeste album fra det italienske band med det tyske navn Die Sünde kigger således nok fremad mod en ny, mere blackened retning end tidligere … men alligevel har de opkaldt det efter kunsten at navigere efter fortiden. Effemeridi er nemlig tabeller, som blev brugt af navigatører til at styre skibets kurs ud fra astronomiske aflæsninger af stjernehimlen. Det nye album er deres forsøg på at finde retningen for deres videre rejse nu fire år efter udgivelsen af den forrige skive, Strega. Hvis man sammensætter alle sangtitlerne, danner de et digt om at kløve mørket og holde blikket fæstnet mod sine drømmes horisonter på sin sejlads ud i det ukendte. Det lyder jo meget fint, men samtidig lyder det lidt som poesi fra teenageværelsets rodeskuffe. Lad os alligevel sætte sejlene og rejse med Die Sünde ud på musikkens bølgebrus.
Hardcore opera
Lad os erkende det, Italien er mere kendt for operaer end metal. Det betyder dog ikke, at de to ikke kan blande blod, og enkelte steder på Effemeridi kan man spore efterladenskaber fra den italienske operatradition. Eksempelvis “Su una rotta d’un mare di perigli” (‘på kurs gennem et farefuldt hav’ – løst oversat: da jeg ikke kan italiensk), hvor Michael Anthony Fotis skrig er hæse som den tuberkulosesyge Mimis hostende dødskvaler i Puccinis La Bohème. Til sidst i sangen sænker Fotis stemme sig til en hvisken, som var han en sufflør, der gav replikker til de ulykkelige skuespillere på tonernes scene. Han har et stort stemmeomfang, der både favner screams og teatralsk skønsang med en fin dybde og rå kant, som jeg ofte savner i rene vokaler. Inspirationen fra post-hardcoren skinner tydeligt igennem i hans skrig, idet hans stemme har en skrøbelig sårbarhed, der ligeledes bærer en vis brutalitet i sig. Således fremstår den som en bange hund trængt op i en krog med blottede tænder, klar til at bide fra sig i afmagt. Den bidrager med en råhed til den ellers til tider meget melodiske musik, som når guitaren gynger alene i lydbilledet på “A cui inermi siamo” (‘overfor hvilket vi står forsvarsløse’). Sange som denne fremstår som ‘tragedia per musica’, musikalske tragedier med inspiration fra det græske teater. Det kan eksempelvis høres i det stykke af sangen, der næsten udformer sig som ‘kommos’, hvilket vil sige en vekselsang mellem skuespillerne og koret, der begræder den tragedie, som udspiller sig på de skrå brædder. De spoken word-agtige passage til sidst i nogle af numrene understøtter ligeledes den teatralske følelse, idet sangene for en kort bemærkning nærmest virker som et hørespil. Passagerne forekommer ofte en anelse malplacerede. Efter en af disse dele af sangen med den kilometerlange titel “Conto cui nulla possiamo se non fendere tenebre” (‘mod hvilket vi intet andet kan gøre end at kløve mørket’) følger dog et af albummets højdepunkter: gråden. Fotis stemme er grådkvalt, og det lyder, som om der faldt ægte tårer i studiet. Som i Verdis Aid får man lyst til at kravle ind i sangens gravkammer for at mures inde og dø sammen med Die Sünde midt i mismodets mørke.
Effemeridi låner en del af doomens langsommelighed, men selvom der til tider er en vis tyngde i lydbilledet, så er albummet mest af alt umiskendelig post-metal. Guitarens 6/8-rytmer vugger gentagne gange blidt lytteren på sine bølger som Moses i sivkurven. En del af dens riffs er i dur, og flere af sangene såsom “Come sogni speranze son promesse” (‘Ligesom drømme er håb løfter’) bliver meget melodiske. Det skaber en fin kontrast til vokalens skrig … men jeg savner mere mørke, mol og kaos. Bassen kunne fylde mere i lydbilledet, end den gør, og fokusere mindre på sine hardcoreinspirerede, stødvise indslag og mere på at danne en solid bund, som resten af kompositionerne kunne bygge deres fundament på. Guitarriffene bliver til tider en anelse repetitive. Det er ikke nødvendigvis en kritik, for de danner en smuk scenografi, som vokalen kan spille skuespil mod, mens guitaren aldrig selv træder i forgrunden. Under bandets sejlads gennem sangene forekommer der enkelte byger af tremolo picking, og disse måtte gerne have regnet endnu kraftigere ned over albummet. Det er simpelthen for meget post og for lidt metal – især når bandet hævder at være inspireret af black.
Die Sünde kunne synde mere
Die Sünde er opkaldt efter Franz Stucks maleri, der skildrer synden som kvinde kun iført en slange. Hvilket jo aldrig er set før. Bandet kunne dog sagtens synde mere på skiven her. Med det mener jeg, at produktionen er for pæn, og at der mangler brutalitet, mørke og bund i lydbilledet. På albummet er det nemlig ikke vredens gudinde, men tragediens muse, der synger sin klagesang. Effermeridi er et teatralsk album, der skaber et hørespil over indestængt smerte. Mens jeg savnede mere tyngde fra black metal-inspirationerne i albummets genre-blandingsforhold, så var det alligevel en smuk skildring af en rejse gennem tragediens sorte vande. Italienske operaer er fulde af tragiske dødsfald, og albummet iklæder lytteren en sonisk sørgekåbe, idet man får fornemmelsen af, at nogen lige er død. Det er tydeligt, hvem der er hovedpersonen i dette post metal-teater, nemlig Fotis stemme. De andre instrumenter spiller smukt sammen med den for at skabe en effektfuld tragedie, hvor alle græder snot til sidst … men de måtte gerne have trådt mere i karakter. De boner de skrå brædder for vokalen og agerer bagtæppe for denne, men gør ellers ikke noget særligt væsen af sig.
Det er bestemt en spændende rejse, Die Sünde er draget ud på. Under deres videre færd må de dog gerne drage mod endnu mørkere vande, hvor uhyrerne lurer under bølgernes brus, og stjernerne for længst er døde for mørkets ubønhørlige hænder.