Cadaver og Carcass
Der er godt gang i dødsmetallen i disse år. Ikke kun fra de nye og fremadstormende bands, men også fra de gamle kendinge, hvor det virker til, at mange pludselig har fået ny energi at give af. Vi kvitterede eksempelvis med 9/10 til Possessed, da de sidste år brød 32 års pause mellem udgivelser, og et par år tilbage fik Obituary også samme karakter for deres selvbetitlede album. Denne gang skal vi dog langt væk fra solskinsstaten i det sydlige USA og længere mod nord mod de kolde norske fjelde. Bandet, vi har med at gøre, er trods sin store distance fra dødsmetallens daværende epicenter næsten lige så gammelt som mange af genrens pionerer. Vi har selvfølgelig med veteranerne i Cadaver at gøre. Et band, der blev dannet i slutningen af firserne og nåede med på bølgen til at udgive to albums, inden de gik i opløsning i 1993. Dengang blev de opdaget og promoveret af Jeff Walker og Bill Steer fra Carcass. Der er derfor ikke noget at sige til, at Cadavers musik bar præg af en kombination af dødsmetal og grindcore, som også gjorde sig til kende tidligt i Carcass’ karriere. Efter et par års gendannelse og brud igen er Cadaver endnu en gang tilbage, nu med deres andet comebackalbum og det første siden 2004. Forventningerne er høje.
Gamle mænd i nostalgi
Albummet starter med, hvad der lige så godt kunne have været en sampling fra eksorcisten. Dæmoniske og djævelske brøl bringer os til introen, der byder på blastbeats og tremelopicking. Som sådan er der intet nyskabende eller originalt ved denne intro, men det er da trods alt rart at høre, at alt er, som det skal være, og at nordmændene er tro mod deres dødsmetal-/grindcore-baggrund. Sangen går en lille smule ned i tempo og intensitet, da vokalen kommer ind, hvilket bringer den mere i fokus. Dette gør intet, da forsanger Anders Odden bestemt har en ganske udmærket stemme til denne musik. I hans hæse midrange growl høres der også tydeligt inspiration fra bandets mentorer i Carcass, som de lød i starten af halvfemserne. Allerede på albummets anden sang er der fornemt besøg fra Jeff Beccora, forsanger i Possessed og diskutabelt skaberen af dødsmetallen. Deres to stemmer passer godt sammen med Oddens snerrende og nasale skrig og Becorras dybere og mindre råbende vokal. Allerede på næste sang er der igen besøg af endnu en garvet fyr i denne makabre kunstform, nemlig Kam Lee. Kam Lee, som indspillede vokalen til mange af de første Death-demoer (dengang hed de Mantas), og som også senere kunne findes på studiealbum fra blandt andet Massacre, heriblandt deres magnumopus, den lettere oversete dødsmetalperle From Beyond.
Både Odden, Beccora og Lee og imponerer i høj grad, hvilket er flot, når man tænker på, at de alle har growlet af deres lungers fulde kraft i over 30 år! Cadaver kan dog også sagtens præstere alene, hvilket de fint viser på den kaotiske “Reborn”. Her er vi egentlig ovre i black-afdelingen med et nærmest hypnotiserende riff i versene, der både lyder koldt og ondt. Trommerne forstår dog også at skifte stil, og her hører vi i høj grad præcis, hvor kompetent en trommeslager Dirk Verbeuren er. Man kan godt forstå, hvorfor Dave Mustaine i sin tid hyrede ham til Megadeth, for han er i sandhed oppe i den klasse! I den anden ende af spektret finder vi den noget langsommere og tungere “Let Me Burn”, som befinder sig mere i et death-/doom-univers. Dog i den noget mere melodiske del end man typisk støder på. Dette skaber en fed kontrast, da resten af albummet er i et noget højere tempo.
30 minutters ren aggression!
Cadaver beviser her, at de mere end 30 år inde i karrieren og 16 år efter deres sidste studiealbum stadig kan levere et helvedes fedt dødsmetalalbum. At de får en hjælpende hånd undervejs, virker på ingen måde som et svaghedstegn, da de også viser deres værd på albummets andre sange. Derimod bør det mere ses som et nostalgisk sammenspil mellem venner, der alle var med til at skabe noget fænomenalt for godt 30 år siden (og på sin vis stadig formår det). Selvom det også kan være fedt med længere progressive værker med eksperimenterende sangarrangementer, er der også noget forfriskende ved at få leveret et rendyrket dødsmetalalbum, der giver 10 sange på kun lidt mere end 30 minutter. Dette leder en hen på tidligere navne i genren som Legion og Once Upon the Cross med Deicide samt et mere klassisk metalalbum som Slayers Reign in Blood. Cadaver opfinder ikke ligefrem den dybe tallerken, men måske er det også lidt det, vi trænger til i et år, der har bragt den ene ærgerlige overraskelse efter den anden.
