En pinlig synd i død

Jeg har begået en synd, som jeg ydmygest nu bekender på skrift: Mine ører har aldrig stiftet bekendtskab med norske Cadaver før. Bevares, som aldrende fan af dødsmetal er navnet dukket op på min radar adskillige gange, og hovedmanden (legenden), Neddo, er også et kendt navn for mig. Men af uforklarlige årsager er bandets sjette fuldspiller, The Age of the Offended, min første oplevelse med et band, som ellers udgav sin debut i 1990. Ikke desto mindre er mine forventninger skruet i vejret. Delvist grundet bandets legendariske status, men også fordi Dirk Verbeuren (Megadeth, Soilwork med flere) ligesom på forgængeren spiller trommer.

Stødende underholdning

Gennem knap 43 minutter fordelt på ni reelle numre og den evigt ligegyldige – men åbenbart obligatoriske – instrumentale intro giver Cadaver en nakkeknækkende opvisning i tonserdød. Komplet med groovy riffs, maniske guitarleads, tekniske og hurtige trommer og et kommanderende, men underspillet growl som i de gode gamle dage for 30 år siden, bydes der op til hovedsving.

I en genre som denne kommer man nemt til at lyde monoton. Det er derfor altid imponerende, når man som Cadaver komponerer numre med en unik identitet på albummet. Titelnummeret, ”The Age of the Offended”, er således et nærmest melodisk nummer, hvor særligt trommespillet udmærker sig foruden stærkt guitarspil. ”Postapocalyptic Grinding” skiller sig med sine eminente grooves ud med sit stærke leadguitarspil, mens ”Crawl of the Cadaver” er soundtracket til at træne nakkemusklen.

Pladens længste og bedste nummer, ”The Drowning Man”, bidrager enormt til pladens dynamik. Det starter med – i en dødsmetal kontekst – at slæbe sig afsted i dele af nummeret for derefter gradvist at sætte tempoet op og skifte over i en næsten Death-lignende solo. Et sådant nummer giver et album som dette et vidunderligt afbræk og variation, så også nakken kan få en pause fra tid til anden.

I den tone giver ”The Shrink” også albummet noget dynamik med et andet tempo, som egentlig burde være kærkomment. Men i dette tilfælde er det dog ikke til albummets fordel. Nummeret er så frygteligt uinspirerende med sit intetsigende riff, trommespil der virker forvirret, og en lead guitar i baggrunden, der som en fløjtespiller tvinger mig til at skippe noget ved hvert eneste gennemlyt. Ligeledes er den nærmest punkede ”Scum of the Earth” ikke et nummer, man ser frem til. Disse udgør dog sammen med førnævnte intro dog størstedelen af summen over mine klagepunkter for pladen. Var disse udeladt, var det svært at finde noget galt med The Age of the Offended, givet at man accepterer sin dødsmetal uden nogen form for nyskabelse.

Dødssynden forløst

For fans af eminent eksekveret klassisk dødsmetal er der ikke noget at rafle om, for The Age of the Offended er så fantastisk håndværk og unægteligt produktet af to erfarne herrer. Produktionen sidder lige i skabet, og der er objektivt set kun bagateller at pege på. 43 minutter er dog lang tid for genren, og havde man valgt at skære nævnte numre fra, havde pladen stået så meget skarpere.

Cadaver genopfinder ikke sig selv eller genren. De har det fint med at forholde sig konservativt og sikkert til, hvad de nu gør bedst, og hvorfor skulle de ikke også gøre det, når deres produkt er så groovy, så veleksekveret, så beskidt og så forbandet solidt? For denne dugfriske fan er Age of the Offended i hvert fald grund nok til at dykke yderligere ned i deres diskografi. For ja, Cadaver har leveret.