target
Burning Witches - The Circle Of Five

The Circle Of Five

· Udkom

Type:EP
Genre:Heavy Metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De 5 og heksene

Kort efter at Burning Witches udgav deres tredje album Dance with the Devil i starten af dette år, forlod den talentfulde leadguitarist, Sonia 'Anubis' Nusselder, gruppen, og det var vist ikke en helt lykkelig skilsmisse. Så snart en erstatning var fundet, drønede den nye besætning i studiet for at indspille en sang. Resultatet, ”The Circle of Five” med dens budskab om, at ’the circle is complete’, kunne kun tolkes som en slet skjult stikpille til den frafaldne heks. For nylig udkom nummeret så på en EP sammen med tre akustiske sange fra et livestreaming event under den første Corona-nedlukning. Her på Heavymetal.dk har vi fulgt Burning Witches helt fra starten af deres karriere, så denne EP skal selvfølgelig også have et skud.

Som vi kender dem, men…

”The Circle of Five” er Burning Witches, præcis som vi kender og elsker dem: Referencerne solidt forankret i 80’erne, hvor riffs, guitarharmonier og temposkift stadig sidder lige i skabet. Det lover med andre ord godt for det album, heksene netop nu er i gang med at indspille. Riffs og trommer i omkvædet virker ved første ørekast ude af trit, men det hænger faktisk godt sammen, og en vellykket solo med mere fokus på melodi og harmonier end fræs og teknik, runder sangen fint af. Men om den nye guitarist, Larissa Ernst, helt har evnerne til at leve op til Sonia Nusselders imponerede arbejde på Dance, bliver man ikke overbevist om.

Resten af EP’en består som nævnt af tre akustiske numre, gruppen spillede live under en YouTube-koncert i sommers. Det starter egentlig fint med en fornuftig version af en af de mindre vellykkede sange fra Dance, ”Black Magic”, men på soloen går det galt. Det er endda Courtney Cox, kendt fra the Iron Maidens, hvor Nita Strauss startede sin karriere, der står for den, men at det er svært at spille soloer på en akustisk guitar, bliver næsten pinligt tydeligt her. Dette problem fortsætter på de næste to sange, hvor der snubles alt for meget over strengene. Tjek for eksempel introen på ”Dance with the Devil”, der er decideret kikset og helt mangler det lækre drive fra den elektriske version.

I er selv ude om det

Heksene fra Schweiz har med deres tidligere udgivelser selv sat barren ganske højt. I hvert fald langt højere, end hvad denne EP leverer: en enkelt rimelig sang og tre slatne akustiske udgaver af gamle numre. Koncerten var såmænd et fint event at følge med i under den første Corona-nedlukning, men kvaliteten er slet ikke høj nok til en selvstændig udgivelse. Absolut kun for fans.

Tracklist

  1. Circle Of Five
  2. We Eat Your Children (acoustic jam version)
  3. Dance With The Devil (acoustic jam version)
  4. Black Magic (acoustic jam version)
Imusic

Tilføj kommentar