Kvinder der kan rocke med de bedste

For den opmærksomme Heavymetal.dk-læser vil det nok ikke komme som nogen stor overraskelse, at vi her på sitet er ret begejstrede for det schweiziske band Burning Witches. Ud over at skamrose deres to første albums fra 2017 og 2018, fik vi sidste år sammen med Forbrændingen i Albertslund lokket gruppen til Danmark for første gang. Både live og på plade har de overbevist os om, at ikke bare kan kvinder rocke med de bedste (det vidste vi jo egentlig godt i forvejen), men at traditionel heavy metal stadig kan fremstå relevant i dag. I 2019 forlod deres fremragende forsanger, Seraina Telli, gruppen, så det var ikke uden en vis portion bange anelser, at overtegnede gik i gang med at lytte til bandets tredje udspil Dance With the Devil. For kunne den nye frontfigur, Laura Guldemond, leve op til sin forgænger, og ville heksene i det hele taget fortsætte med at levere på samme høje niveau?

Dans med djævle og hekse

Dance starter ganske traditionelt med en instrumentalintro, men i stedet for noget stort og bombastisk, er det med en afdæmpet guitar og hviskende stemmer, der kalder, eller måske nærmere lokker, os ind i heksenes verden: ”Come my child. Come come, close your eyes…”  Den verden starter så for alvor med et up-tempo nummer ”Lucid Nightmare”, hvor der er fuld skrald på dobbeltpedalerne og hurtige, men melodiske riffs samt en række lækre temposkift undervejs. Og så ikke mindst noget der skal vise sig at blive albummets helt store tema: En forrygende guitarsolo, der både fræser, er melodisk og opfindsomt fyldt med lækre harmonier. Fantastisk start, der utvivlsomt minder mange gamle metalheads om, hvorfor de begyndte at elske heavy metal tilbage i 1980’erne.

Titelnummeret ”Dance With the Devil” tager over med lidt af et stilskifte. For godt nok bliver vi i 80’erne, men nu er det et rendyrket hair-metalriff, Burning Witches disker op med (tænk George Lynch fra Dokken). Temposkift, fede riffs, flere harmonier og et fængende omkvæd, jo, dette nummer har det hele. Det samme er tilfældet med første single ”Wings of Steel”, som udkom sidste år, og er et klassisk speed metalnummer, der igen er sindssygt velkomponeret. Temposkift der sidder lige i skabet, en forrygende solo og endnu et stærkt armene-i-vejret-og-syng med omkvæd.

Der er dog en snigende erkendelse, der blandt andet bliver mere tydelig i et nummer som ”Six Feet Underground”, hvor kvaliteten generelt daler lidt: Lauras vokal er ikke ligeså stærk, som Serainas, og virker faktisk i flere sammenhænge lidt uskolet. At hun kan synge, er der trods alt ingen tvivl om – det er bare ikke lige så overbevisende som før. Det hører man også på den noget generiske ballade, ”Black Magic”, der er endnu et eksempel på, at det er pokkers svært at få de ’gang-i-lighteren’-sange til at fungere.

Så går det igen bedre på ”Sea of Lies”, der udover at være et af pladens bedste også viser, at Laura både kan skrige og growle – begge dele gør hun flittigt brug af på Dance. Måske er det derfor, at albummet, på trods af rigeligt med fest og ballade, faktisk fremstår mørkere og med mere kant end de tidligere udspil fra gruppen. Det hører man blandt andet på ”The Sisters of Fate”, der virker som en rendyrket hyldest til Saxon og Accept med et helt eminent riff, der får sangen til at buldre derudaf. Fuldstændig som at være i Saga-biografen i midt-firserne igen! ”You can’t escape, the sisters of fate” bliver der råbt, og man er ikke sikker på, at man overhovedet ønsker at undslippe.

Et utvetydigt ”både og”

Albummet rundes af med et udmærket, men lidt ligegyldigt, Manowar-cover, der egentlig bare igen understreger, at ingen helt kan spille bas som Joey DeMaio. Det ændrer ikke på, at svaret på det indledende spørgsmål er et noget tvetydigt ”både og, men ikke helt”. Guitar-arbejdet er bedre end nogensinde, sangskrivningen er fantastisk, og produktionen er helt i top. Laura Guldemonds vokal derimod er godt nok mere varieret, men bare ikke lige så stærk som hendes forgængers. Alle os, der var heldige nok til at overvære heksenes koncert på Forbrændingen, oplevede en frontfigur med masser af udstråling og en fed kontakt til publikum, men på plade er niveauet ikke helt så højt. Tredje udspil fra Burning Witches er dog endnu en fantastisk hyldest til traditionel heavy metal, og vi kvitterer med masser af horn og otte kranier.