All That Remains anno 2017
Metalcore-bandet All That Remains fra Massachusetts har smidt endnu et album på gaden. Et band, jeg stødte på helt tilbage i 2006 i forbindelse med det famøse spil Guitar Hero 2. Dengang var der smæk for skillingen, og de metalcore-ish facetter blev udnyttet. Der er dog løbet meget vand i åen siden da, hvor den største ændring nok må være producerskiftet siden sidste album, der har haft en stor betydning for musikstilen. Tidligere var det Killswitch Engage-guitaristen Adam Dutkiewicz, der var producer, og siden han er blevet skiftet ud, har All That Remains valgt at gå en mere heavy metal – til tider poppet – vej, hvilket høres på Madness-albummet.
Vinke-stemning og lightergas
Albummet lægger hårdt ud med nummeret “Safe House”, der også er det hårdeste nummer på albummet. Nummeret er fyldt med dobbeltpedal, breakdown og mid-range growl. Et lille hurtigt nummer, der fungerer godt som en form for intro til albummet. Herefter går det dog stærkt ned ad bakke med den ene pop-/rockballade efter den anden. Umiddelbart har All That Remains hørt lidt for meget Five Finger Death Punch og prøvet at ramme netop den målgruppe. Dette forsøg er dog endt i flere numre, der minder om en blanding af FFDP og Nickelback. Her kan især fremhæves nummeret “If I’m Honest” og “Far From Home”. Med disse numre er der fuld gas på lighteren og vinke-stemning til den helt store guldmedalje. Det hele bliver altså bare lidt for kommercielt på den ufede, kvalme måde.
Blandt de mere heavy metal-inspirerede numre kan nævnes ”Louder”, der har udmærkede riffs og et genkendeligt hook i omkvædet. Dette gør sig også gældende i nummeret “Nothing I Can Do”, hvor hovedriffet ligger i keyboardet, der desuden anvendes flittigt på flere numre. To fine numre, der har potentiale, men desværre lige mangler det sidste.
Sidst skal nævnes hitsinglen “Madness”. Et virkeligt catchy nummer, hvor hovedriffet igen ligger i keyboardet tilsat nogle elektroniske lyde og et omkvæd, alle kan synge med på – selv efter 100 bajere.
... Og så er der vist ikke mere positivt at sige om dette album.
Hvad er der tilbage?
Madness er et velproduceret poppet heavy-album, der sikkert vil appellere til nogle segmenter inden for musikverden. Personligt bliver albummet lidt for meget 90’er-pop/rock/heavy til, at det rammer noget som helst. Nogle numre bliver jeg decideret træt af at lytte til, da de bliver for poppet på den ufede måde, mens andre numre lige mangler det sidste for rigtigt at spille. Helt klart et tilbageskridt for All That Remains, der åbenbart er blevet nogle bløde flødebolle-drenge på de sene år. Fem kranier kan dette album snige sig op på.