Biologisk vrede i blodet
Der var engang, hvor Brooklyn var epicentret for en særlig form for vrede, og hvor hardcore ikke kun handlede om fart og kaos, men om overlevelse, identitet og gadens realiteter. Dengang far var dreng, fristes man til at sige. For de unge drenge i amerikanske Biohazard er blevet meget voksne mænd. De var blandt de første, der tog førnævnte ingredienser og blandede dem med rytmen fra hiphop, tyngden fra metallen og punkens kompromisløshed. De var pionerer dengang, ikke bare i lyd, men også i attitude. De stod side om side med bands som Sick of It All og Madball, men turde samtidig trække inspiration fra Public Enemy og N.W.A. Resultatet blev en lyd, der både sparkede døre ind og samlede lytterne om fælles frustrationer. Siden da har vejen været alt andet end lige. Skiftende besætninger, interne gnidninger og et par halvsløje udgivelser fik energien til at fordampe. Men nu står det originale lineup, lige med undtagelse af den helt oprindelige og afdøde trommealger, Anthony Meo, igen samlet: gode gamle Evan Seinfeld (bas/vokal), Billy Graziadei (guitar/vokal), Bobby Hambel (guitar) og Danny Schuler (trommer). Hvis man nogensinde har spekuleret på, om disse aldrende herrer stadig har noget på hjerte, så er svaret et klart ja – men de kunne godt have været mere præcise.
Når giften stadig virker
Der er ingen tvivl om, at Biohazard stadig kan levere den tunge, pumpende energi, som gjorde dem så markante i 90’erne. Som på nummeret “Forsaken”, hvor riffet og beatet får nakken til at nikke helt instinktivt, og vokalen spyttes med den helt rette blanding af arrigskab og attitude. Det er den lyd, man gerne vil have fra Biohazard: rå, kompromisløs og lige på. Også “War Inside Me” rammer plet med sin blanding af groove og aggression, hvor både tempo og energi går op i en højere enhed. Her mærker man et band, der faktisk vil noget – og som også stadig kan levere. Den rustne, tørre vokal bærer lyrikken frem med en troværdighed, man ikke kan snyde sig til. Dertil fungerer de kortere guitarsoloer fint som en del af lydbilledet uden at stjæle fokus.
Men det er desværre ikke hele vejen igennem, at de biologisk farlige fyrer rammer balancen. Flere numre lider under en alt for ensartet opbygning, hvor energien får lov at løbe ud i sandet i stedet for at blive udnyttet. “Fuck the System” er et godt eksempel, der egentlig har et stærkt udgangspunkt, men der burde bare være skåret noget fra undervejs. Nummeret mister pusten halvvejs og ender som en gentagelse af sig selv. Det samme gælder “Word to the Wise” og “Fight to Be Free”, hvor de lange afslutninger med guitarsoloer og repetition føles som et levn fra en anden tid, på den dårlige måde. Når man spiller så direkte og eksplosivt, skal man kende sin egen styrke og vide, hvornår man skal stoppe. Derudover begynder de mange guitarsoli at virke mere som et must end et ægte musikalsk valg. Bevares, både Hambel og Graziadei er gode guitarister, og soloerne er ikke dårlige, men når de dukker op på næsten hvert nummer, mister de deres effekt og bliver en gimmick i stedet for et virkemiddel.
De amerikanske herrer forsøger tydeligvis at genfinde den kompromisløse energi, der definerede dem i 90’erne, men samtidig sniger der sig en modernitet ind, som både styrker og svækker udtrykket. På et nummer som ”Death of Me” høres en mere kontrolleret aggression, hvor tempoet sættes ned, og vokalen får plads til at bære budskabet. Det giver et pusterum midt i al støjen og viser, at bandet ikke længere kun er vrede unge mænd, men også er bevidste om deres egen historie. Desværre betyder den bevidsthed også, at noget af den oprindelige uforudsigelighed går tabt. Hvor de engang lød som gadens stemme, føles det nu til tider som et band, der forsøger at lyde som, nuvel, dem selv.
Når styrken findes i faldet
Biohazard viser på Divided We Fall, at de stadig har den fandenivoldske Brooklyn-energi løbende i deres årer. Det er et solidt comebackalbum med den originale besætning samt en lyd, der kan vække de gamle fans til live. Men generelt kunne numrene have haft gavn af en hårdere omgang med skærekniven og være gjort en smule kortere. Dette tror jeg, ville gøre vreden mere fokuseret og intens, hvorved den ville brænde endnu mere igennem. Derudover kunne de med fordel variere strukturerne lidt mere, da for mange sange starter stærkt og ender fladt. Når holdet finder balancen mellem groove, aggression og punket attitude, fungerer det stadig forbandet godt! Det viser, at Biohazard stadig har potentialet, og skiven er klart oppe blandt de bedre. De skal bare huske, at vrede og energi ikke bliver stærkere af at vare længere – nok nærmere tværtimod.
