Tid er relativ
Amerikanske Arsis har eksisteret siden 2001, men har ”kun” lige udgivet deres sjette album. Dette skyldes, at de forskellige medlemmer alle er med i en række andre bands. Fx er guitaristen Brandon Ellis også med i Cannabis Corpse og The Black Dahlia Murder. Men nu lykkedes det endeligt for alle musikanterne at finde et hul i kalenderen, og resultatet er så Visitant. Rent stilistisk er vi ude i ”teknisk melodisk dødsmetal”, hvilket primært betyder, at man rent faktisk kan høre bassen, hvilket er fremragende, da Noah Martin altså godt kan finde ud af at spille – en ros, der gælder samtlige medlemmer af bandet.
Not to be confused with the Christian rock band of the same name from Alaska
Den ovenstående overskrift har, som sådan, ikke noget med Arsis at gøre, udover at det er den sjoveste info, jeg længe har læst om et band. Det er dog ikke desto mindre sandt, at der ikke er meget kristent ej heller alaskansk over Arsis. For det første er de fra Virginia, og for det andet tvivler jeg på, at de falder på knæ til en gudstjeneste, når deres sange har titler som ”Tricking the Gods, ”Hellsworn” og ”Funeral Might”. Men når man nu ikke får hymner fra det kolde nord, hvad får man så? Du får såmænd intet mindre end 48 minutters velskrevet og velkomponeret dødssmadder lige i ansigtet! I rollen som sprechstallmeister har vi James Malone, som nok har den mest aggressive vokal, jeg længe har hørt. Det er tidligere sket, at han har mistet stemmen, når de har været på tour, og når man hører præcis, hvor aggressivt han skriger, så giver det fin mening! Han hviner, som sad hans ædlere dele fast i en skruetvinge, og selvom det umiddelbart ikke lyder som en god ting, så passer denne super-forpinte vokal helt perfekt til det soniske vanvid som Arsis byder på. Visitant er organiseret kaos i sin fineste form, der er lange passager, hvor guitar, bas og trommer bare høvler derudaf i hver sin retning, men alligevel så havner det hele samme sted, og der bindes en fin rød sløjfe på værket. Ikke nok med det, så virker det til, at Visitant også delvist, er et konceptalbum, eller i hvert fald et album med en fortælling. Vi får fortællingen om et spøgelse, der har, umådeligt svært ved at finde ro og nok må erkende, at dets skæbne er at blive tilbage og være utilfreds over sin skæbne. Ja, det er jo ikke ligefrem Homer, men skidt nu være med det. Vrisne spøgelser er alligevel jævnt mædl!
Kaos muss sein!
Arsis (som jeg ikke kan lade være med at læse og udtale som ”arse-is”) har virkeligt formået at lave et værk, der på én gang er en kaotisk hvirvelstrøm af larm, men samtidig også er et snorlige urværk. Det er imponerende! Vi må håbe på, at de kommer her til landet, og at James så ikke lige ødelægger stemmen på den lange vej fra Virginia til Danmark.
