Myter, mord og metal!
Amon Amarth er tilbage og klar til at plyndre din landsby, din mor og dine øregange. Denne gang med en noget mere fokuseret og tematisk tilgang end før, da deres 10. plade, Jomsviking, er skabt ud fra det spøjse faktum, at forsanger og høvding Johan Hegg, manden der brøler som var det Thor selv, der tordnede, skrev alle sangteksterne ud fra præmissen om, at han ville skrive en sammenhængende historie, som var det et filmmanuskript - en ide der var inspireret af den lille rolle, han for nyligt havde i filmen ”Northmen – A Viking Saga”.
Forelsket? Sig det med blod!
Jomsviking er en kærlighedshistorie, men dog ganske vidst fortalt via dødsmetal, så mon ikke man selv kan regne ud, hvor godt den historie ender? Jomsviking er en lyrisk fortælling om en ung viking, der tvinges til at forlade sin familie og landsby, da han i et jalousianfald myrder jarlens højre hånd i koldt blod, fordi han kom for at snuppe vikingens elskede kvinde. Den unge viking flygter og efter en hel del strabadser, slutter han sig til Jomsvikingerne, en gruppe delvist mytiske lejesoldater, der muligvis var af dansk oprindelse. De bruger en del tid på at sejle rundt, plyndre, slås, hore og alt det, vikingerne nu engang mente var spas og god underholdning, indtil den dag hvor de sejler til den nu-knapt-så-unge hovedpersons landsby, hvor han møder op med jarlen for at befri hende. Det lyder jo også smadder fint og romantisk, altså lige bortset fra, at hun hurtigt forklarer ham, at han skal fise af, eller hun stikker ham ned på stedet. Det gør han så og den sidste sang er en klassisk ”Jeg har kærestesorger, alt er nederen, så jeg går i kamp til jeg dør, nå!”-historie – Måske ikke just Shakespeare, men dog stadig en bedre kærlighedshistorie end Twilight.
Nye Tanker og Dødsduet
Er man fan eller kender af Amon Amarth vil man bemærke, at deres lyd har udviklet sig en del gennem årene. Amon Amarth har altid, og er stadig, melodisk dødsmetal, men på de mange af de forrige plader, især de første 5-6 stykker, har det nok mest af alt været (melodisk) DØDSMETAL, men de sidste par år har de bevæget sig nærmere og nærmere MELODISK (døds)metal. Der er større fokus på melodier og de enkelte instrumenter og især sing-a-long omkvæd, hvilket, bevares, Amon Amarth altid har haft. Især Ted Lundstrøms bass får lov at være i front, og ligeså er der enormt fokus på Heggs voldsomme bjergtroldevokal, en del af sangene har nærmest spoken-word-agtige dele, hvori man for alvor kan høre helt præcist, hvor gutteral en stemme den enorme viking har. En stemme der for en til at undres over, om hans far var Christopher Lee og hans mor en jætte.
Men trods det stærke melodiske element er det ikke alt sammen lige godt. Man sidder lidt med en fornemmelse af, at man måske savner det, der gjorde, at man oprindeligt forelskede sig i Amon Amarth. Man savner måske en kende DØD i sin dødsmetal, eller også sidder man og klapper i sine hænder grundet det melodiske niveau. Personligt er jeg lidt på vippen, men hælder mest af alt til, at pladen er fremragende, dog med undtagelse af sangen ”Raise Your Horns”, som er omtrent ligeså kluntet og grim som en fuld svensker med H2O sandaler i Tivoli på en varm sommerdag. Dog opvejes denne musikalske katastrofe af nummeret ”A Dream That Cannot be”, hvori Johan synger duet med selveste Doro, hvilket får de små hår i nakken til at rejse sig og mig til at lave Dio-horn!
Kommentarer (1)
Jesper Beck
Tidligere anmelder
Indlæg: 46
Godt, men ikke godt nok
Når man som jeg synes, at Amon Amarth har lavet det ene fantastiske nummer efter det andet, og har guitar lyd og riff i verdensklasse og ikke mindst, har lavet en af det bedste metal plader gennem tiderne (Versus the World), ja så er der altid kæmpe forventninger når der er kommer nyt fra vikingerne.
Og det er ingen undtagelse med Jomsviking...... Mine forventninger er piv høje......
Så det var med hjertebanken, da Jomsviking kom i cd afspilleren.......
Ved første gennemlytning sad jeg klinet til højtalerne og forventede bare at komme med til Valhalla, men da Jomsviking var kommet til enden, da sad jeg desværre tilbage med en lidt flad fornemmelse......
Den skulle vist lige gennem lytteren en gang til! og en gang til!! og en gang til!!!
Men desværre kunne jeg konkludere, at med Jomsviking da når Amon Amarth ikke i nærheden af Versus the World eller nogle af de andre skiver, som vi har fået gennem de sidste mange år.
Anmeldelsen som Jonathan har skrevet rammer ellers meget godt på mange områder, men konklusionen er jeg ikke helt enig i.
Amon Amarth kommer ganske rigtig med ny lyd på Jomsviking og der er skruet noget ned for tempoet, og det synes jeg ikke passer til bandet på nogen måde.
Desuden så mangler jeg de klassiske guitar riff, og den lyd som kun Amon Amarth kan diske op med. Her tænker jeg bl.a. på numre som "Pursuit of the Vikings" og "guardians of asgaard" og flere, hvor bare alene guitarspillet i starten af numre, ligger grundstene for et fedt nummer. Bare 2 sekunder med guitar toner og man ved hvilket nummer man hører.
Dette oplever jeg overhovedet ikke på Jomsviking og det savner jeg...... Meget!!! Desuden som Jonathan også skriver, så er der et par numre som falder helt igennem og burde havde været skrottet, og det duer ikke her. Vi snakker Amon Amarth!
Jeg kan godt se, at jeg sidder her og lyder meget negativ. Jeg havde bare forventet meget mere.......
Og ret skal også være ret, for kigger man på pladen uden de helt store forventinger, så er der jo tale om en ganske ok metalplade, men lækker lyd og hvor alle instrumenter og vokaler kommer til udtryk. Der er gode ting og dårlige ting, og der er da heldigvis mere godt end skidt og derfor vælger jeg at give et lille 7-tal.
Jomsviking er en god skive og der er da også små momenter, men vi kommer ikke op i samme liga som "Versus the World", "Twilight of the Thunder God" eller "Fate of Norns" Desværre........ Ørehængerne og de klassiske riff er her ikke og de er savnet.
Alt i alt en godkendt skive fra Amon Amarth......
Og lige en sidebemærkning, hvis du som jeg mangler noget mere power, fart og tempo, så prøv at tjekke den nye med Accu§er "The Forlorn Divide" Her er der tale om en thrash metal skive i meget høj klasse, men det vil jeg komme mere ind på, når der kommer en officiel anmeldelse her på siden.
Jesper Beck gav Amon Amarth - Jomsviking 7/10.