Hulubulu (Jani, hvor er du henne?)
Sommeren 2024 lakker så småt mod enden, og efterårets koncertsæson blev for eget vedkommende skudt i gang denne mandag, hvor Amon Amarth og Insomnium havde sat hinanden stævne i Amager Bio. De melankolske finner udgav i fjor den anmelderroste Anno 1696, der senere på året blev fulgt op af det alt andet end uforglemmelige appendiks, Songs of the Dusk. ’Uforglemmelig’ må til gengæld siges at være betegnende for Insomniums udmelding primo 2024, der adresserede et vaskeægte forsvindingsnummer signeret af nu tidligere guitarist Jani Liimatainen.
Knap så dramatisk har optakten været for Amon Amarth, der med The Great Heathen Army som dengang spritnyt tilløbsstykke gæstede Forum i forbindelse med ’The Vikings & Lionhearts Tour 2022'. Det er også på denne, vi finder sagnkvadet om den mjødgivende ged, ”Heidrun”, der har lagt navn til den igangværende turné. Med de røde lamper for længst tændt dukkede dermed en række nye spørgsmål op: Hvordan ville den finske opvarmning, der ikke har sat fod på en dansk scene siden 2015, blive modtaget? Ville kontrasten mellem introverte Insomnium og angrebsivrige Amon Amarth være for stor? Og hvordan barberer, endsige malker man i grunden en fiktiv ged?
Insomnium
Som stillet efter et schweizisk urværk begyndte en backtrack-optagelse af de akustiske toner fra ”1696” at sive ud over salgulvet, idet klokken slog 20:00. Illusionen nåede desværre aldrig for alvor at manifestere sig hos undertegnede grundet en vedvarende knevren blandt de omkringstående. Først da Markus Hirvonens trommer i takt med Niilo Sevänens flødeovertrukne growl faldt ind, forstummede al uvedkommende snak for en stund og blev i stedet afløst af højt hævede håndtegn og en henkastet hujen. Sevänen besidder dog ikke blot et blændende gutturalorgan, han lægger også nogle lede basgange. Samspillet med guitarduoen Markus Vanhala og Ville Friman fungerede således ikke blot upåklageligt – det var ofte decideret fremragende, hvad det strengevridende triumvirat fik hældt ud af deres instrumentale overflødighedshorn. Men sammenholdt med finnernes lettere forsagte univers udgjorde det paradoksalt nok en af sættets få, men temmelig tydelige knaster. Nøjagtig som under seneste besøg nåede kvartetten indledningsvis ikke rigtig ud over scenekanten. Ja, jeg nåede sågar at spekulere på, om ikke man med stængerne smækket op på divaneseren i de hjemlige gemakker snildt kunne have nydt den ellers fortræffelige sanseoplevelse under langt mere komfortable forhold.
På inventarlisten over ’fejl og mangler’ fandt vi også ellers vanligt vidunderlige ”White Christ”, der i sagens natur manglende en anelse af den kant, som gæstesolist Sakis Tolis (Rotting Christ) tilfører studieversionen. Ret skal være ret, og understøttet af adskillige brillante guitarsoli gjorde Sevänen alt, hvad der stod i hans magt for at levere en mere end godkendt fortolkning. At være en dygtig frontmand handler imidlertid om andet og mere end blot præstationen på scenen. Man skal helst også være i stand til at aflæse sit publikum. Med ovenstående anke in mente var det derfor frigørende at modtage en invitation til moshpit forud for ”Lilian”, der nøjagtig som den eponyme åbner og føromtalte ”White Christ” sikrede en forventelig overrepræsentation af numre fra finnernes seneste værk. Det gjorde om ikke andet den forudindtagede mistanke om et eventuelt mismatch med aftenens hovednavn til skamme.
Hvis man påfører sig den kyniske – nogen vil måske sige overdrevent kritiske – brille, var der flere forhold, der alle trak en smule ned i den samlede vurdering. Heriblandt kan nævnes den passive deltagelse fra balkonens fremmødte, reprisen af det akustiske playback under forspillet til ”Pale Morning Star” og Frimans tvivlsomme baggrundsvokal under konkluderende ”While We Sleep”. Dels fordi vi ved, hvor høj en hylde dele af den bagvedliggende diskografi befinder sig på, dels fordi man på trods af blændende guitarriffs som et af de absolutte adelsmærker savnede lidt af den variation og atmosfære, som keyboardet tilfører kolleger som Dark Tranqullity og Amorphis. På den note kan man konkludere, at sættets længde var lige tilpas. Den lurende fornemmelse af tomgang, der for en kort periode truede med titte frem under ”Unsung”, blev afværget af et revitaliseret publikum, der velsagtens også fornemmede, at vi nærmede os afslutningen. Dermed endte den bestandige stemning af melankoli med at udgøre en dramaturgisk stilhed før tordenstormen Amon Amarth og de tonstunge tirsdagstømmermænd af hærg, mjød og ødelæggelse, der skulle følge i vikingernes alkoholiserede kølvand.
Sætliste:
1. 1696
2. Valediction
3. White Christ
4. Lilian
5. Pale Morning Star
6. Unsung
7. While We Sleep
Karelia (Outro)
Amon Amarth
Efter cirka 30 minutters landgang stævnede vi lidet overraskende ud med nakkeknækkende ”Raven’s Flight”, og der gik da også kun føje tid, førend det første ølkrus røg overbord. Så var tonen ligesom slået an. På baggrund af de lettere tilknappede forbehold, der for redaktionens vedkommende primært hæfter sig til sværdslag med udgivelser af senere dato, jævnfør Berserker og The Great Heathen Army, kunne man måske få den tanke, at aftenens gilde ej heller ville falde i smag hos nærværende skribent. Lad os derfor bare slå fast med skibsnagler på alle tænkelige måder af ordets betydning: jo, for hel**** da! Jeg mener, man skulle da være en helt ny form for skarnsunge, hvis man ikke kunne lade sig rive med at de eksplosive scener, der udspillede sig i takt med publikumsfavoritten, ”Guardians of Asgaard”. Her var netop al den interaktion på rampen, vi havde efterspurgt under Insomnium, ikke mindst fra en yderst veloplagt Johan Hegg, der konstant vandrede frem og tilbage med næven triumferende i sky, alt imens vi blev overspulet med den herligste omgang galde.
Allerede tidligt på overfarten stod det dermed klart, at Amon Amarth denne aften ikke kunne bringe vikingeskibet i ubalance … selvom man gjorde indtil flere ihærdige forsøg, ikke mindst under ”Put Your Back Into the Oar”, der sendte salens fremmødte på en fornøjelig rotur. Når man har beskæftiget sig en rum tid med svenskernes altdominerende vikingemytologi, så ved man, at de retoriske virkemidler spiller en helt central rolle deri. Som sagt, så gjorde de det også under både ”Deceiver of the Gods”, hvor en sagesløs cosplayer forklædt som den svigefulde Loke måtte lægge torso til både skub og spark fra Hegg, og sidenhen teatralske ”Tattered Banners and Bloody Flags”. Her kunne to velvoksne vikinger nydes i fuldt antræk, hver især viftende med, ja, rigtigt gættet, et blodplettet banner. Det var også herunder, jeg første gang observerede detaljen med skiftende scenografi i øjnene på den massive vikingehjelm, der centralt placeret på scenen også udgjorde tilholdssted for trommeslager Jocke Wallgren. Jeg skal dernæst blankt indrømme, at hymnen om den humleglade ged absolut ikke hører til blandt de personlige favoritter. Selv med en sund portion skepsis intakt fløj denne dog fluks ud gennem Valhallas porte, da ”Heidrun” som festens centrum gjorde sin gungrende entré. Personagen bag lydpulten havde da også jokket volumenknappen godt i bund, så selvom første sal fortsat valgte at agere tilbagetrukne anstandsdamer, så virkede gulvet omvendt kollektivt til at have vedtaget, ’at det der mandag, det starter først i morgen, og der er vi heldigvis ikke hjemme!’
”WAR! (of the Gods)”. Høvding Heggs krigserklæring efterlod kun ringe tvivl om intention, og i slipstrømmen af det afgrundsdybe brøl fulgte nu et heftigt bombardement fra røgkanonerne, der akkompagneret af Wallgrenns dundrende dobbeltpedal truede med at få dækket til at slå revner. Og snart skyllede det ind over skibet med muntre tiltag. ”Under the Northern Star” blev først et par kamplystne crowdsurfere fragtet fra pitten over menneskehavet, inden ”First Kill” langt om længe fik løsnet fortøjningerne på det hidtil kuldsejlede øverste parket. Næh, nu kunne minsandten både observeres løftede næver og tilråb (!). Det var også her, de første skjolde blandt publikum blev hevet frem, hvilket bekræftede, at andre end jeg selv havde snydt lidt og konsulteret tidligere sætlister på forhånd. Disse skulle naturligvis i anvendelse under ”Shield Wall”, og igen cadeau til vikingehjelmens understøttende billedtemaer, der qua sin dynamiske omskiftelighed sad snorlige under hele sejladsen. Den nærmest antikke Storm P.-reference om hvornår en Tuborg smager bedst (det gør den naturligvis hver gang!), blev højst overraskende hevet frem af gemmerne til ”Raise Your Horns”, inden Hegg fremdrog sit eget til lejligheden medbragte drikkehorn. Hvor eliten må have korset sig over det balstyriske bajerbælleri, udgjorde drukvisen derimod den pure nektar for den jævne befolkning ombord. Med en fællespromille i blodet, der på dette tidspunkt formentlig kunne måles i procenter, gik en tenderende magisk aften med horn, mosh, fællessang og buldrende basgange på hæld til de mere end velkendte toner af ’tordengudens endeligt’. Se, sådan skulle den ged barb… (hik*) … alkes!
Sætliste:
1. Raven’s Flight
2. Guardians of Asgaard
3. The Pursuit of Vikings
4. Deceiver of the Gods
5. As Loke Falls
6. Tattered Banners and Bloody Flags
7. Heidrun
8. War of the Gods
9. Put Your Back Into the Oar
10. The Way of Vikings
11. Under the Northern Star
12. First Kill
13. Shield Wall
14. Raise Your Horns
ENCORE:
15. Crack the Sky
16. Twilight of the Thunder God
