Fredagen var for mit vedkommende den dag jeg skulle se mest, og første navn var svenske Katatonia, som jeg havde hørt en del godt om. Mig sagde det ikke det helt store, og jeg blev til tider lidt i tvivl om, om ikke de allerede havde spillet det nummer de nu var i gang med. Det melankolske drøvtyggeri lød sgu meget ens, og så var de tilmed kedelige at se på - ingen nerve overhovedet. Men folk omkring mig virkede glade nok, så det var nok bare mig der var gået forkert. Det var ikke første gang det skulle ske åbenbart.

Efter den triste omgang, blev det tid til In Flames på Orange. Jeg havde mine bekymringer, og de viste sig desværre at holde. Medmindre man kendte numrene på forhånd, var det helt umuligt at få noget ud af koncerten, da lyden var ligeså mudderet som plænen. Til gengæld virkede bandet rimeligt veloplagte, selvom Anders Friden så noget ramt ud af tømmermand. Hovedvægten af numre var som ventet, hentet fra bandets tre seneste plader, men jeg kunne godt have brugt lidt mere af det gamle.

Senere på aftenen var det tid til ørken rock, med Queens Of A Stone Age, der som bekendt har en del godter i posen, og det var også det band jeg havde glædet mig allermest til at se, da jeg aldrig har oplevet dem live før. Men som tilfældet var med In Flames, blæste lyden bare i alle mulige retninger, og et mudderet lydtæppe var alt hvad vi fik kastet i ansigtet. Tror faktisk lyd helvede toppede under denne koncert.

Det ødelagde hele oplevelsen, og jeg søgte derfor tilflugt i Arena-teltet, i håb om at Mustasch kunne redde lidt af rockfesten for os. Men disse gæve svenskere havde heller ikke lyden med sig, men til gengæld så meget spille glæde, at jeg valgte at blive der lidt længere. Sangen var for lav, og det er supersynd, for udover at Mustach spiller fed rock med store nosser, så er Gyllenhammers vokal næsten ligeså god som Danzig (engang var, altså på de fire første plader forstås). Nå, men hjem det gik til tørvejr, kolde øl og muligvis noget WASP på anlægget.

Lørdag kl. 15 skulle Machine Head spille op til thrash bal i det store Arena telt, og da det var første navn jeg skulle se, ankom jeg frisk og veludhvilet. På det her tidspunkt havde jeg opgivet alt håb om god lyd, så derfor var det en overraskelse at høre Machine Head, fordi man faktisk var i stand til at skelne de implicerede instrumenter fra hinanden. Det var rart, og især fordi de spillede en masse nyere materiale som jeg ikke kendte. Rob Flynn var på toppen, og gav den gas. Ingen tvivl om at han var oprigtig glad for at spille på Roskilde igen, og det smittede selvsagt af på publikum, som tog virkelig godt imod bandet. Teltet var pakket, og udenfor var der også godt fyldt. Jeg valgte dog efter fem numres tid, at placere mig strategisk korrekt ved en ølbod. Efter kun en time var det allerede slut, og det var ærgerligt, for vi kunne godt have brugt "Ten Ton Hammer". Men den time de var på, var ganske god, og jeg mødte da også flere som sagde at det havde været festivalens højdepunkt. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret, og hvorfor så ikke bare stoppe på toppen? Jeg takkede derfor af, og valgte at skippe resten af festivalens program.