Første gang jeg hørte Raunchy live var tilbage i 2006 da de varmede op for Hatebreed i Pumpehuset og at der er løbet meget vand i åen siden da var tydeligt da Rauncy spillede Fredag kl 12 på Odeon. Bandet har udviklet sig meget. De er blevet langt mere professionelle og har efter min mening fået mere styr på deres lyd.De minder mig om både Mercenary og Mnemic på flere punkter og deres numre spænder fra ballade-metal til tungere og mere agressive stykker. Koncerten på roskilde var velspillet og de fik spillet en lang række stærke numre. ”The Bash” imponerede med en tung start og er et af de numre der især minder mig om Mercenary. ”Watch Out” er et yderst catcy nummer der har bestemt hit-potentiale og bandet har i øvrigt lavet en video til. Det var tydeligt at det var et af de numre størstedelen kendte og det fik sat godt gang i teltet. Udover ovennævnte numre spillede bandet blandt andet“Join the Scene”, “The Curse of Bravery”og “Remembrance” der samlet set gav et stærkt indtryk af bandets kunnen.

Kl 13.00 fredag skulle bandet med det særprægede navn ”Job for a Cowboy” åbne Pavillionscenen. Oprindeligt havde jeg overset bandet på grund af navnet, men da jeg gennemgik programmet igen for at finde interessante emner, faldt jeg over beskrivelsen der lovede ”begsort dødsmetal med en imponerende teknisk kunnen”. Mørkt, tungt, teknisk og hurtigt var det, men flere gange forekom det mig at bandet snublede i numrene og havde lidt problemer med vokalen. Der var flere interessante numre på programmet, blandt andet ”Bearing the Serpents Lamb” og ”Reduced to Mere Filth” og de fik energien op og fik sat gang i nakkemusklerne.

Finnerne fra Rotten Sound spillede på Pavillionscenen kl 17 fredag. Når de præsenterede sig selv og numrene var man fristet til at tænke ”Rotten English” - men sådan er det åbenbart med finner og deres ”looocal english”. Bandet spillede Grindcore blandet med politiske budskaber og jeg fandt det ærligt talt ikke særligt interessant, formodentlig til dels, fordi musikere med politiske budskaber ofte irriterer mig. Mit indtryk var at alle deres numre blev mere eller mindre ens, tempoet var højt og volkal og trommer bar numrene. Desværre virkede det efter kort tid som om man havde hørt alt de havde at byde på.

Ved et tilfælde fandt jeg ud af at Red Warszawa skulle spille en ”jam session” ude på campingpladsen lørdag lige over middag og da jeg kiggede på uret konstaterede jeg at det var ”nu”. Jeg ankom et par numre inde i deres ”set” og det udviklede sig hurtigt til festivallens hidtil mest underholdende koncert. Bandet stod omgivet af en gruppe på omkring et par hundrede mennesker hvor de nærmeste sad og de der var længst væk stod op. Da jeg ankom var de i gang med et ganske morsomt improviseret nummer omkring en kvindelig festivalgæst. Det blev vel modtaget og sessionen fortsatte med numre der blev valgt udfra publikums tilråb (og hvorvidt de donerede alkohol til ”lækre” Jens - der denne dag præsterede at crowdsurfe på siddene publikum ). Højdepunkterne var: ”Hurra Skolen brænder”, ”Æggemad”, ”Aldi”, ”Barbiedukkeland” og en sang om ”Hennings hjerteanfald” der viste sig mest at være abstinenser. Koncerten blev flittigt akkompangeret af publikum der kastede dåseøl til/efter bandet og en indsamling til rødvin til bandet. Rødvin der i øvrigt blev slynget ud over publikum incl. undertegnede til stor morskab for resten. Alt i alt en fed ”koncert” fyldt med store mængder vanligt warszawavanvid hvor det ofte var publikum der kunne teksterne bedst.

Lørdag 19:00 på Orange scene var første gang jeg skulle høre metallegenderne fra Judas Priest live og forventningerne var høje. Den gamle præst Rob Halford startede koncerten indhyllet i en stor kappe med hætte og næsten skjult øverst på scenen, så jeg i starten overvejede om han slet ikke var kommet ud på scenen. Nummeret der åbnede koncerten var ”Dawn of Creation” fra deres nyeste album Nostradamus og bandet fortsattte med Prophecy fra samme album. Under flere af de første numre stavrede Rob Halford krumrygget rundt på scenen og satte sig flere gange på en stor trone på scenen. På trods af at man fik indtryk af at det var en træt gammel mand der vandrede rund på scenen virkede stemmen stærk og gennemtrængende som altid. Jeg er ikke voldsomt meget inde i alt deres materiale men på trods af flere kappeskift end man havde troet muligt under en koncert, leverede de en vare som alle metalfans kunne værdsætte. En ting der især var imponerede var at de fik størstedelen af orange scene med under deres store numre: ”Between the hammer and the Anvil”, Painkiller og ”Breaking the Law”. Udover de store hits blev der også plads til en trommesolo og en længere session hvor publikum gentog Robs stemmeøvelser(så langt som det var muligt for dødelige at følge med).Koncerten sluttede af med at Hr Halford kørte ind på scenen på sin store Harley-Davidson under første ekstranummer og sendte stemningen yderligere i vejret. Sidste nummer blev ”You've got another thing coming” Denne aftens numre var:

1. Dawn of Creation
2. Prophecy
3. Metal Gods
4. Eat Me Alive
5. Between the Hammer and the Anvil
6. The Devil's Child
7. Breaking the Law
8. The Hell Patrol
9. Messenger of Death
10. Dissident Aggressor
11. Angel
12. The Hellion/Electric Eye
13. Rock Hard Ride Free
14. Sinner
15. Painkiller
16. Hell Bent For Leather
17. You've Got Another Thing Coming

Flugtplanen spillede på Odeon lørdag aften og det var et stort spring fra Judas Prist som jeg havde hørt umiddelbart før. Det startede lettere komisk med at festivallens konferencier præsterede at kalde bandet ”The Dillinger Express Plan” hvilket affødte en del latter og ”BUH” råb fra publikum. Jeg havde ikke tidligere stiftet bekedtskab med bandet, men det virkede som noget af det mest energiske kaos jeg længe har oplevet. Efter første nummer var scenen fyldt med så meget røg at man stort set kun kunne se siluetter af bandet der tumlede rundt på scenen. Musikken var lige så energisk og kaotisk som bandet og publikum fulgte med i det, tror jeg, vildeste pit på dette års festival. Som min veninde bemærkede, så kunne det virke som om hvert bandmedlem havde sin egen mening om hvor musikken skulle bevæge sig hen og når man ikke tidligere havde hørt numrene var det svært at vurdere hvorvidt der var kontrol. Mit indtryk var at mange af numre startede med genkendelige melodier som så ellers blev til kaos efter ganske kort tid – men det kan meget vel være mit manglende kendskab til bandet der gjorde sig gældende. De numre jeg nåede at fange der især skilte sig ud var: ”Fix your (fucking) Face” og ”Sunshine the Werewolf”. Det var en lille men dedikeret skare der var mødt op til koncerten og de fik sig uden tvivl en fed oplevelse.

Det gendannede ”At the Gates” havde samlet et relativt stort publikum søndag kl 14 på Arena og jeg tror ikke fans af bandet blev skuffede. Jeg er selv mest til ”Slaughter of the Soul” og det var da også fra denne skive at bandet hentede størstedelen af dagens numre. Lyden hvor jeg stod var overraskende klar og bestemt en positiv overraskelse. Björler brødrene og leverede sammen med forsanger Thomas Lindberg en solid koncert og jeg bemærkede at brødrenes kumpan fra ”The Haunted” Patrik Jensen fulgte med fra scenekanten. Bandet spillede en længere række numre og nævnes bør:

• Nausea
• Under a Serpent Sun
• The Burning Darkness
• World of Lies
• Suicide Nation
• Raped by the Light of Christ
• Kingdom (fucking) Gone
• ”The Beautiful Wound” (blev lettere kedeligt live og kunne godt have været undværet)

Bandet sluttede perfekt af med Blinded by Fear som ekstranumer mens folk der troede koncerten var ovre allerede var på vej ud af teltet . Det fik hurtigt de fleste til at vende om og ryste garnet en sidste gang. Bandets sceneoptræden var ikke så energisk som nogle af de andre bands på festivallen men jeg mener de til fulde opvejede det med en lang række stærke numre, hvor man klart fik en forståelse af hvorfor mange andre har ladet sig inspirere af deres musik.

Da jeg ikke var interesseret i at gå tidligt fra ”At the Gates” Nåede jeg kun kort at høre ”Path of no return” der spillede kl 15 på den lille pavillionscene. Hvis man troede at Dillinger havde været energiske i deres udfoldelser på scenen så var det intet imod de unge svenskere. De sprang og løb rundt på scenen og svingede med instrumenterne så man flere gange overvejede hvilken cocktail af stoffer de var på. Deres musik er en art hardcore men hvor præcist man skal placere dem ved jeg ikke. Størstedelen af deres numre vil nok betegnes som hardcore tilføjet noget tungere. Forsanger Patrik Jakobssons vokal er jeg ikke voldsomt begejstret for og selvom bandet besidder meget mange kvaliteter såsom energi, tyngde og tightness i lyden, så synes jeg at jeg har hørt det meste før. Det kan være at de vinder ved nærmere gennemlytning men på sidste dag af en festival med for lidt søvn, og mellem bands som At The Gates og Slayer var de ikke interessante nok til at fastholde min opmærksohed.

Koncerten Søndag 17:00 på Orange scene afsluttede festivallen for mig. Og hvilken afslutning! Slayer var i vanlig storform og spillede en række af deres abslout stærkeste numre. Koncerten startede med introen fra God Hates us All ”Darkness of Christ” der gik over i ”Diciple. Herefter fortsatte de med Cult fra deres nyeste udspil ”Christ Illusion”. Under de første numre var der nogle små lydproblemer, men de blev heldigvis løst da der blev skiftet mikrofon så Tom Araya igen kunne fortsætte med uformindsket styrke under ”Chemical Warfare”, ”Ghosts of War” og ”War Ensemble”. Alt i alt tror jeg mikrofonen blev udskiftet 4-5 gange og man fik lidt indtryk af at de forsøgte at matche Rob Halfords Kustumeskift med deres mikrofonskift. Koncerten fortsatte med en perlerække af store numre og min absolutte favorit ”Dead Skin Mask” blev der også plads til ,med en behørig intro hvor Tom, storsmilende, forklarede om Ed Gein der nød at gå i andre menneskers hud. Koncerten fik en perfekt afslutning med South of Heaven, Mandatory Suicide og Angel of Death og det var helt klart den fedeste koncert på årets festival. Det eneste jeg kunne have ønsket mig var et nummer fra ”Undisputed Attitude” men det ville næppe have passet ind i det nøje sammensatte set. Den komplette setliste var:

1. (Darkness of Christ)
2. Disciple
3. Cult
4. Chemical Warfare
5. Ghost Of War
6. War Ensemble
7. Jihad
8. Die By The Sword
9. Spirit In Black
10. Captor Of Sin
11. Dead Skin Mask
12. Hell Awaits
13. South Of Heaven
14. Madatory Suicide
15. Angel Of Death