Roskilde Festival 2017

Anthrax - Arkivfoto Scott Ian fra Anthrax

Musikdagene på Roskilde Festival begyndte først onsdag d. 28. juni, men allerede søndag morgen drog Heavymetal.dk’s sejlivede anmeldere fra Copenhell direkte til Dyrskuepladsen for at genopleve the orange feeling. Der skulle dog ledes lidt længere end normalt for at finde metalmusikken på den sjællandske hede. En hel del af metallen var nemlig udskiftet med post-punk og post-metal.

Det var lidt ærgerligt som metalhead, men sådan er det jo at være på Roskilde. De booker ikke musik efter, hvad folk vil høre, men efter hvad der er trendy, og efter hvad de ikke gjorde sidste år, hvor der var en del mere metal på programmet. Til gengæld havde både post-genrerne og metallen noget til fælles på Roskilde i år: De var udsat for utrolig dårlig lyd på Arena og specielt Avalon. Om det har noget med teltene at gøre er ikke til at sige, men det var ganske frustrerende. Specielt fordi det fungerede så godt på Pavilion. Nogle bands skulle dog vise sig at håndtere det bedre end andre.

Mandag:

  1. Tvivler
  2. BAEST

Tvivler Rising, kl. 15:30

Post-hardcore med knald på

Rising Scene fik noget af et slag i kraniet, da det danske post-hardcore-band Tvivler leverede et brag af en koncert fyldt med energi, sved og blod. Tvivlers lyd består af deres forsanger Thomas Burøs høje skrig og danske lyrik samt kompliceret og aggressivt trommespil, lækker, støjrig og forvrænget guitar og bas, der var ved at blæse Roskildes højtalere i stykker. De blæste i hvert fald publikum omkuld med deres kaotiske kompositioner og den vanvittige vrede, som de udstrålede på scenen.

Deres forsanger dansede, headbangede, kravlede og hoppede rundt på scenen som et vildt dyr, der ikke kunne tæmmes. Han gik så meget amok på scenen, at han endte med at bløde ud af sin pande – angiveligt fordi han slog hovedet ind i mikrofonstativet. Hans sår i panden og det blod, der løb ned ad hovedet, stoppede ham ikke… Det gjorde ham næsten endnu vildere. Hans stemme var fyldt med vrede, og han fangede publikummet. Det var tydeligt, at han styrede showet, og at det var ham, der havde kommando på scenen.

Deres koncert på Roskilde var Tvivlers første chance for at vise, hvad de kan over for et stort publikum. Men selvom nervøsiteten sikkert har ramt alle medlemmerne af bandet, holdt det sandligt ikke bandet tilbage fra at levere en fremragende koncert. Hvis du er til post-hardcore med knald på, kan jeg klart anbefale, at du ser Tvivler, når du får mulighed for det.

7/10

Af .

BAEST Rising, kl. 21:30

De aarhusianske konger af død rev Rising midt over

Et par timer efter Tvivlers blodige koncert gik de aarhusianske mastodonter inden for dansk dødsmetal på – nemlig det kraniebrydende, ribbensknusende og dødbringende BAEST! Alle, der var på Copenhell lige inden Roskilde Festival, blev enige om, at BAEST ikke var til at spøge med…

Ligesom på Copenhell leverede BAEST en koncert, der helt klart kan beskrives som et højdepunkt for hele festivalen. Hvis man er fan af dødsmetal med et unikt tvist, og man desværre ikke havde mulighed for at opleve BAEST på Copenhell, så frygt ej, Roskilde-deltager… De var MINDST lige så vilde på Rising Scene, som de var på Pandæmonium. Deres sætliste var selvfølgelig den samme, men det er sgu ikke en ting at klage over. Deres sange havde kraft og sygt meget power på scenen, både på Copenhell og Roskilde. Deres energi og brutalitet på scenen var oplagt til at opbygge Roskildes vildeste mosh pit. Der var kun få sikre ståpladser, hvor man kunne få en pause fra det kaos, der opstod i pitten.

BAEST beviste endnu en gang, at de er en vigtig brik i Danmarks heavy metal-historie. Deres koncerter er intet at tage fejl af; de er brutale, energiske og fyldt med lækker vrede. Jeg kan ikke sige andet, end at Roskilde i den grad fik en perfekt dosis af noget fe’ dø’!

8/10

Af .

Onsdag:

  1. A Day to Remember
  2. Red Fang

A Day to Remember Avalon, kl. 17:30

Så kom vi i gang!

Så var dagen oprandt. Kl. 17.00 åbnede selve festivalpladsen, og kl.17.30 skulle A Day to Remember åbne Avalon. Teltet kan rumme 6.000, men da koncerten begyndte, var der halvtomt. Dette virkede dog ikke til at gå de fem herrer fra Florida på. De kom på scenen med røg og brag i form af store røgkanoner og krudt, og så var vi ellers i gang. Fra starten var der fuld energi på scenen, og vi blev mødt af fem musikere, der selv helt tydeligt var kommet for at have en fest og nyde hvert sekund. Bandet styrtede rundt, som var de midt i en omgang intervaltræning, alt imens de tog pis på hinanden, gejlede publikum op eller fordybede sig i musikken.

Alle de billige tricks blev taget i brug, og det var egentlig okay

Gruppen er måske ikke den mest vellidte i metalmiljøet grundet deres blanding af metal og emo-punk-pop, men denne sene eftermiddag gav det pludselig mening. Således formåede bandet ubesværet at skifte imellem de hurtige pop-punk-sange på steroider og de helt heavy numre, som mere minder om klassisk metalcore – alt imens der blev kastet badebolde og toiletruller ud til publikum. Vi blev også opfordret til at vifte hænderne fra side til side under de stille numre og circle pits, mosh pits, walls of death og crowdsurfing, selvom sidstnævnte ikke er tilladt på Roskilde. Det virkede bandet dog ret ligeglade med, da de senere også forklarede, hvad crowdsurf-surfing går ud på. Vi fik forklaret, at man benytter en crowdsurfer som surfboard, og der gik ikke længe, før en fyr surfede fra midten af teltet og hele vejen op til scenen stående på sin kammerat. Publikum var klar på alt denne første musikdag.

Det eneste minus for koncerten må være, at bandet spillede for mange stille numre i streg, hvilket fik koncerten til at gå lidt i stå. Udover det var der ikke meget at udsætte på en velspillet koncert, der sluttede, som den startede: med et brag fra band og krudt.

7/10

Af .

Red Fang Avalon, kl. 21:30

De fire stabile amerikanere leverede trods horribel lyd

Danmark har haft mange besøg af Red Fang de sidste år – senest på Copenhell, hvor de spillede en ganske habil koncert. Jeg glædede mig derfor til endnu en gang underholdning af den stenede slags. For mange år siden begyndte trenden, hvor bands går på scenen til en slags intro, og den trend var bestemt ikke uddød på Roskilde. Det sked Red Fang dog højt og helligt på. Da tæppet gik fra, stod bandet på scenen. De talte til fire, og så var der ellers stoner rock for alle pengene. Bandet forfaldt heller ikke på noget tidspunkt til billige tricks i form af bolde, opfordring eller lign.

De snakkede lidt med publikum, og så gjorde de ellers, hvad de var kommet for: De spillede fremragende heavyrock. Selv lysshowet var holdt i udelukkende hvidt og gult som en tribute til klassisk rock.

Derfor var det også ærgerligt, at bandet skulle døje med en helt igennem forfærdelig lyd. På nær koncerten med A Day to Remember har Avalon som koncertsted store lydproblemer til alle deres heavy-koncerter – om det så er post-punk, post-metal eller metal. Det var tilfældet, da jeg var på Roskilde i 2015, og det havde bestemt ikke ændret sig i år.

Anlægget feedede så voldsomt, at undertegnede fik ondt i ørerne helt indtil sjette nummer. Her stoppede det med at feede, men lydbilledet var så mudret, at man næsten drømte sig tilbage til fordums rungen. Red Fang tog det dog med oprejst pande, gav den hele armen og spillede bare derudad for fuld smadder. Det bemærkede publikum, og trods den horrible lyd fik vi en kæmpe fest i det fulde telt med den blå teltdug og den dårlige lyd. Havde det ikke været for lydproblemerne, kunne dette have været en af de metalkoncerter på Roskilde, som mange ville have husket tilbage på med længsel i øjnene.

7/10

Af .

Torsdag:

  1. Royal Blood
  2. Oathbreaker
  3. Author & Punisher
  4. High On Fire

Royal Blood Orange, kl. 19:00

Der manglede indhold på Orange torsdag aften

Inden koncerten gjorde jeg mig visse tanker om, hvad der skulle ske. To mand alene på Orange var en stor opgave, og det havde bandet også selv anerkendt. Orange var gjort mindre med en V-formet lysopsætning, som bandet stod inde i, så de ikke virkede så små. Det så lovende ud med trommer og en kæmpe basforstærker, og så var vi ellers klar til moderne garagerock. Vi blev dog slemt skuffede, da musikerne kom ud. De lignede nemlig mest af alt engelske charterturister iført hawaiiskjorte, Adidas-træningstrøje og solbriller. Ben Thatcher kom dog hurtigt af med træningstrøjen og solbrillerne, hvilket hjalp lidt. Bandet åbnede med ”Where Are You Now?” og ”Lights Out” fra den nye plade, og publikum var derfor ikke helt med fra start. Det blev nemlig ret hurtigt tydeligt, at det er de gamle numre, som hitter, hvilket bandet tydeligvis også selv var klar over. Sætlisten var nemlig bygget således op, at vi skiftevis fik nye og gamle numre. På denne måde gled de nye sange lidt nemmere ned.

Derudover varede koncerten kun 58 minutter – inklusive 10 basskift på 11 numre, hvor der også skulle drikkes vand hver gang. Der gik derfor snildt 30 sekunder ved hvert skift, og når man så tilføjede de klassiske konkurrencer om, hvilken siden af publikum der kan råbe højest, blev det ret tydeligt, at bandet mangler et bagkatalog. Samtidig er bandet dog godt klar over, at de nemt bliver forudsigelige og ensformige, og det er derfor en svær balancegang for Royal Blood. Vi fik også dedikeret et nummer til Peter Schmeichel af Mike Thatcher, som rejste sig fra trommerne for at fortælle om hans store danske idol. Der gik derfor ganske meget tid med alt muligt andet end musikken, hvilet var en skam, for bandet svingede sgu godt, når de spillede. Dog kunne man godt ønske lidt mere vildskab fra bandet, når de spiller helt tunge passager, så de kunne skubbe publikum det sidste stykke ud over kanten. Bandet sluttede af med ”Out Of The Black”, hvor de endelig gav fuld los, og så var hele Orange med. Men hvor var denne energi fra starten af?

6/10

Af .

Oathbreaker Pavilion, kl. 20:15

Guddommelig blackgaze sætter publikum i en trance

Det belgiske band Oathbreaker spiller en silkeblød, men højtalerblæsende fusion af black metal og shoegaze. Deres lyd er en blanding af kaos, vrede, skønhed, elegance og sorg. Deres koncert på Pavilion-scenen var helt klart en fornøjelig rejse gennem følelser af smerte, sorg og kaos.

Guitaristernes melodiøse, gennemtrængende stryg af de forvrængede strenge satte en atmosfære af dysterhed og væmmelighed samt et lille glimt af håb. Bassisten lagde en fed grundbase for musikken, trommeslagerens hurtige blast beats knuste lytterens ører, og deres kvindelige forsanger har en stemme af guld. Disse elementer, som Oathbreaker har at byde på, resulterede i en atmosfærisk, eventyrlig og fabelagtig koncert, der satte publikum i en hypnotisk trance. Alle de følelser af smerte, sorg og uduelighed, som der blev udtrykt på scenen, skar lige igennem hjertet på publikum, og man kunne ikke få nok af at se dem.

Det bedste ved koncerten var Caro Tanghes guddommelige stemme. Hun er sindssyg god til at udtrykke de følelser, der ligger bag sangenes tekster. Den vrede, hun demonstrerer med sine høje skrig, er ikke til at komme over. Hun er som en dæmon, der har overtaget en fes krop. Denne fe får til gengæld lov til at udtrykke sig… Hendes rene sangstemme vil få selv englene fra himlen til at beundre hendes evner. Hendes bløde og elegante toneleje er som honning til trommehinderne.

Jeg kan ikke beskrive koncerten som andet end en oplevelse for sig selv. Selv ugen efter Roskilde Festival er jeg stadig i den hypnotiske trance, som Oathbreaker satte mig i, da de spillede. De må meget gerne komme til Danmark igen hurtigst muligt!

9/10

Af .

Author & Punisher Gloria, kl. 22:30

Lyden af Jordens undergang på en hjemmelavet maskine af død

Mørket var ved at sænke sig over Dyrskuepladsen, og det var nu blevet tid til at gå indenfor på Gloria til en ganske speciel seance. Inden koncerten kendte jeg ikke andet til Author & Punisher, end hvad jeg kunne læse mig til i Roskildeguiden. Men uanset hvor meget jeg kunne have læst på forhånd, kunne jeg aldrig have forberedt mig på det, der mødte mig. Author & Punisher består af en enkelt fyr, men han havde selskab af det monster, som han leverede sin industrielle trance-musik af død på. Tristan Shone er mekanisk ingeniør, og han har herigennem kombineret sine to store passioner: metal og maskineri.

Det er næsten umuligt at beskrive dette bæst af en konstruktion, men her kommer et forsøg: Shone kontrollerede omkring 25 små knapper med fødderne, imens hans skiftevis sang, growlede eller skreg ind i, hvad der lignede ca. ti forskellige små mikrofoner kombineret i én. Imens justerede han toner på en form for skala foran ham, spillede trommer med et håndtag i højre hånd og guitar med venstre. Alt dette tilsat et backtrack fra en Mac, og så havde vi altså den ondest lydende DJ, Roskilde nogensinde har oplevet.

Herfra skabte han langsomme dystopiske soundtracks, som fik min ven til at sige: ”Det lyder som en præst, der har opdaget, at Gud er død” – alt imens vi vuggede langsomt frem og tilbage, for Author & Punisher spillede umådeligt langsomt. Helt ned til 50 bpm. Det gjorde dog bare lyden endnu mere ond, trancen dybere og mareridtsforestillingerne i hovedet mere forfærdelige. Den tonstunge lyd fra industrial mødte den onde doom i en tranceforestilling, og Roskildes ondeste DJ leverede en suveræn præstation med hans mur af lyd.

9/10

Af .

High On Fire Avalon, kl. 01:00

Stoner-kongerne blev for stenede torsdag nat

Anthrax var årets metalhovednavn, men bandets storhedstid var for mange år siden. Derimod var det kun for ganske nyligt, at High on Fire brød deres stime af det ene anmelderroste album efter det andet. Det var derfor en virkelig fed booking fra Roskildes side, som undertegnede så frem til. Dog brød det meget omtalte regnskyl løs lige før koncerten, og der dukkede derfor kun omkring 2.000 op ved Avalon. De skulle dog hurtigt vise sig at foretrække vandet frem for ilden.

Matt Pikes bare topmave mødte publikum fra start, helt som forventet, hvorefter vi fik de to første numre fra den nye plade Luminiferous.

Publikum var dog ikke rigtigt fanget fra starten. Om det var det stillestående band, det begyndende regnvejr eller det sene tidspunkt er ikke helt til at sige, men publikum begyndte allerede fra starten at drysse lige så stille ned i deres telte. Bandet stod bare på scenen og så magtesløse til. De spillede på livet løs, men High on Fire var tydeligvis ikke gruppen, som lige pludselig gav sig til at vælte rundt på scenen for at holde på folk. De stod som stenstatuer, solidt plantet, og spillede deres tunge og groovede musik. Også her var lyden dog imod bandet, hvis musik i forvejen godt kan lyde noget mudret, og det blev bestemt ikke bedre af den endnu en gang dårlige lyd på Avalon.

Da koncerten lakkede mod enden, stod der således kun omkring 350 tilbage – inklusive de sikkerhedsansvarlige, vel at mærke. Det var helt tydeligt, at High on Fire rimelig hurtigt gav op, og Matt Pike kunne derfor ånde lettet op og konstatere, at de nu var kommet til sidste sang. Vi fik hittet ”Snake For The Divine”, inden folk slangede sig tilbage til deres telte igennem regnen – godt glade for at blive kølet ned efter en træls flamme.

4/10

Af .

Fredag:

  1. Foo Fighters

Foo Fighters Orange, kl. 22:00

Det er ikke for sjov, at de er hovednavnet!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Foo Fighters er kendt for både at spille lækker rockmusik og for deres ubeskriveligt fantastiske live shows. De leverede et brag af en koncert, der fik hele Orange Scenes publikum til at synge, headbange, danse, stikke lighteren op i vejret og lave bølgen med armene. Der var ingen tvivl om, at Foo Fighters var kongerne af Roskilde Festival 2017.

De lagde stærkt ud med ”All My Life”, der fik rusket publikum op fra starten af og derefter tog folk med på en lang, men formidabel, rejse gennem deres imponerende diskografi. Deres forsanger, den legendariske Dave Grohl, var på alle måder i øjenhøjde med publikum. Han nævnte fx, hvor stolt han var over, at Danmark vandt EM i fodbold i 1992, hvor han også spillede på Roskilde Festival med Nirvana. Han hoppede ud til publikum og gav highfives, krammere og meget mere, imens bandet spillede en forlænget version af ”Everlong”.

Dave Grohl var uden tvivl den rockstjerne, som Roskilde Festival havde brug for. Hans karisma på scenen, samt hans rå stemme og lækre guitarriffs, bragte et kæmpe smil på mine og andres læber. Hans evne til at komme så langt ud over kanten af scenen er noget, enhver frontmand kan beundre og i særdeleshed bør lære noget af! Bravo, Foo Fighters!

10/10

Af .

Lørdag:

  1. Pig Destroyer
  2. Anthrax

Pig Destroyer Pavilion, kl. 12:15

Uinspireret grindcore fra morgenstunden

Da jeg så, at det legendariske amerikanske grindcore-band Pig Destroyer kom for at spille på Roskilde Festivals Pavilion Scene, blev jeg sgu begejstret. Deres musik er morbid, voldelig og til tider decideret ulækker, så deres koncert kommer helt sikkert til at afspejle musikken. Det var desværre ikke tilfældet i denne omgang….

Klokken var 12.00 om middagen, og publikum stod allerede klar til at gå amok. Pig Destroyer var måske stadig morgentrætte på dette tidspunkt. De spillede dog hurtigt på trommerne, guitaren var tung, og forsangeren pig squealede sine lunger ud. Men deres karisma på scenen var ikkeeksisterende. De kiggede alle sammen ned på deres instrumenter under hele koncerten og virkede ikke så begejstrede for overhovedet at spille musik. Det virkede i hvert fald, som om de hellere ville se Netflix end at være til stede på scenen.

Pig Destroyers spilleevner skal der dog ikke tages fejl af. Deres guitarist havde styr på sine skalaer og var god til at levere onde riffs. Trommeslageren kunne spille blast beats hurtigere end lysets hastighed, deres bassist lagde et tungt groove, og vokalisten havde styr på stemmemusklerne. De havde et femte medlem, som spillede på en slags synthesizer-maskine imellem sangene. Han valgte dog at blive på scenen og stå akavet ved sidelinjen, imens resten af bandet spillede. Det var ret distraherende og totalt unødvendigt. De noise-inspirerede effekter, han fyrede op på scenen, kunne lige så godt blive spillet på PA’en i baggrunden. Alt i alt en meget skuffende oplevelse... Øv!

5/10

Af .

Anthrax Arena, kl. 21:15

Anthrax - Arkivfoto

Fanget i en moshpit!

Thrash-legenderne Anthrax kom til Danmark endnu en gang for at gå amok – denne gang ved Arena-scenen på Roskilde Festival. De leverede en god omgang thrash metal med masser af energi, glæde og især karisma. Udover at deres forsanger, Joey Belladonna, stadig kunne synge røven ud af bukserne, var han sateme god til at holde kontakt med publikum. Han kom helt ud over scenekanten og rakte ud efter de heldige, der stod i forreste række.

Anthrax demonstrerede som helhed, at de selv 30 år efter deres dannelse har lige så meget passion og entusiasme omkring deres musik som dengang. De hoppede rundt på scenen som bindegale mænd i starten af 20’erne – på trods af at en stor del af medlemmerne har nået 50’erne! De viste ingen tegn på, at det på længere sigt vil gå ned ad bakke i forhold til vreden og det blændende hurtige tempo, som de spiller i.

Deres koncert havde noget for alle typer Anthrax-fans. Der var sange fra de HELT gamle dage til de ældre fans, der voksede op med deres album Spreading The Disease fra 1985 – deriblandt ”Madhouse” og ”Medusa”. Folk fik også lov til at gå amok til klassikerne, såsom ”Caught In A Mosh”, ”Got The Time” og sing-along-favoritten ”Antisocial”.

De rundede selvfølgelig deres suveræne koncert af med deres helt klart største sang, ”Indians”. Desværre kom Joey Belladonna ikke ud iført indianerbeklædning, men den obligatoriske wall of death blevet selvfølgelig bygget op, og jeg skal love for, at da der blev råbt ”WAR DANCE!”, blev der tonset igennem.

Anthrax har bevist igen og igen, at de stadig kan deres kram, og at de selv 10 år ud i fremtiden vil være i topklasse. De er kort sagt et fantastisk liveband!

9/10

Af .