Indirekte dominans
Begrebet hegemoni har historisk set været en betegnelse for, hvordan en stat har haft en dominerende rolle overfor andre stater. Sparta var således hegemon i oldtidens Grækenland på grund af sit højtudviklede militær, på samme måde som USA har været i den vestlige verden siden anden verdenskrig.
Men ordet har også en anden betydning. Den italienske filosof Antonio Gramsci er ophavsmand til begrebet kulturel hegemoni, som er betegnelsen for den måde, dele af et samfund eller en kultur kan opnå magt ved hjælp af indirekte dominans.
Således har USA også kulturelt været dominerende, men det samme kan siges om selve den kapitalistiske tankegang, der på vore breddegrader har domineret over alle andre måder at anskue samfundet på.
PTSD-ramt soldat
Begge disse tilgange til begrebet synes at spille en rolle på danske Ferocitys tredje fuldlængdeudspil, The Hegemon. Hvad der ved første gennemlytning kan lyde som typiske muskelpumpende death metal-tekster, gemmer på en anden og dybere mening.
Den stemningsfulde musikvideo til åbneren “Reminiscence of a Tyrant” skildrer en PTSD-ramt soldats problemer med at genindtræde i samfundet, og koblet med sangteksten giver den første fingerpeg om, at Ferocity har noget på hjerte.
Kaster man derudover et blik på pladecoveret, er det ikke blot en tematisk spejling af bandets andet album, The Sovereign fra 2013, men der trækkes også en tråd til den britiske filosof Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651, hvor der argumenteres for, at befolkningen skal styres af en suveræn hersker. Og med bombefly på himlen bag Ferocitys hornede leviathan foreligger en kritisk kobling, der ikke ligefrem er svær at få øje på.
Lyder alt dette lidt for højpandet, så er det godt, at man også bare kan lytte til The Hegemon og så glæde sig over en veleksekveret death metal-skive, der med en moderne Tue Madsen-lyd formår at citere inspirationskilderne, uden at Ferocity nogensinde falder i plagiatgrøften.
Eksempelvis er “Defying the Hegemony” lige dele tungt Morbid Angel-rifferi og uptempo At The Gates-duka, mens “Embracing the End Times” saver derudad med et konstant og tonstungt groove, der giver mindelser om tidlig Illdisposed. Dette sidste understreges af, at forsanger Kasper Wendelboe oftest bevæger sig i samme growlende sumpområde som Bo Summer.
Skarptskåret og fedtfri
Ferocity opfinder på ingen måde death metal-hjulet på ny med The Hegemon, men meget mindre kan også gøre det. Fra start til slut er pladen fokuseret, skarptskåret og fedtfri. Der er ingen dikkedarer, alt er gennemarbejdet, og der er ikke et overflødigt sekund. Man kan tænke på death metal som den ultimative oppositionsmusik til alle populærkulturelle strømninger, som en udstrakt langemand til alle de hegemonier, vi som individer er underkastet, uanset om vi vil være ved det eller ej. Eller også kan man bare kaste nogle horn, ramme fitten (når karantænen engang er overstået) og så med Ferocitys hjælp få løftet noget jern.
